3.juli 2024
Sidste hilsen til sønnen
“Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver gammel, vil han ikke vige fra den.”
Ords.22,6
Den store tyske salmedigter, præsten, Paul Gerhardt, f.1607, som vi også kender fra salmer som, “Befal du dine veje” og andre, skrev kort inden sin død dette afskedsbrev til sin eneste søn, der dengang lærte til præst:
“Ja, nu bliver jeg snart 70 år og jeg har det glædelige håb, at min kære Gud snart vil tage mig herfra og føre mig ind til et bedre liv, end det, jeg hidtil har levet her på jord. Jeg vil først og fremmest takke Ham for al sin godhed og trofasthed mod mig fra første dag, både på legeme og sjæl.
Dernæst vil jeg af hele mit hjerte bede om, at Gud vil give mig en god bortgang herfra, når min time kommer, at Han vil tage min sjæl i sin faderhånd og mage det således, at mit legeme kan sove mildt ind i døden og kunne hvile i fred indtil den smukke dag, når jeg atter skal opstå fra de døde sammen med mine kære, og når jeg skal se mine kære Herre Jesus Kristus ansigt til ansigt – ham, som jeg endnu ikke har set, men som jeg tror på.
Af verdens gods har jeg kun ganske lidt at overlade efter mig til min eneste søn, men et ærligt navn kan jeg give ham, og det må han fremfor alt passe på ikke at besudle. Han er givet af Gud som overordentlig lille så han kunne blive en Guds Ords tjener og budbringer.
Vær hos Gud, og tag dig ikke af, om du ikke skulle få gode dage – det har Gud råd for. Han kommer til os i smertelig modgang og det giver os fred og glæde i hjertet og frimodighed i sindet.
Du må sørge for at læse teologi ved de rette skoler, der har den rette lære.
Lad være med at blande dig i teologiske diskussioner, for med dem tilpasser man sig tidens krav og så bliver man hverken tro mod Gud eller mennesker.
Hold dig fra alt skændigt og sjofelt og følg hellere Guds vilje og hans bud.
Anstreng dig for at gøre følgende:
1. Lad være med at komme rode dig ud i noget tvivlsomt og skummelt i håbet om, at ingen opdager det! Hvor smart det end er vævet sammen, så bliver det afsløret en dag.
2. Lad aldrig vreden få magt over dig! Om hidsigheden provokerer dig, så ti stille og lad ikke et ord komme ud af din mund før du for din mund allerførst har læst de 10 bud og trosbekendelsen.
3. Hold dig fra det kødelige, syndige begær, og når du er giftefærdig, spørg da først Gud om råd og dernæst gudfrygtige og fornuftige mennesker.
4. Gør vel imod mennesker, selvom de ikke gengælder dig din godhed. For det, mennesker ikke kan gøre for dig, ja, det har allerede himmelens og Jordens Skaber gjort for dig, dengang Han skabte dig og dengang Han gav dig sin kære enbårne søn, og dengang Han i den hellige dåb gav dig børnekår hos sig og gjorde dig til arving i sit himmelske rige.
5. Flygt fra nærighed som fra selveste den onde! Vær tilfreds med det du kan skaffe dig gennem ære og god samvittighed, også selvom der ikke bliver noget tilovers!
Betror den kærlige Gud dig meget, så bed Ham om at bevare dig fra misbrug af jordisk gods.
- Og når vi tager det hele under eet, så: Læs ærligt! – Lev fredeligt! – Tjen med et redeligt sind! Stå fast i troen og din trosbekendelse!
Så vil du også engang kunne gå bort herfra glad og salig! Amen!
n.
2.juli 2024
Men Gud sagde: “Din tåbe”
“ Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet?”
Luk.12,20
Men Gud sagde. – Det lyder som et hammerslag. Hvor værdiløst er nu ikke for den rige mand det de andre siger. Nu er der intet mere at sige. Gud fik det sidste ord – det allersidste.
Men Gud sagde: “Din tåbe!” Den rige mand var ikke blot et navn. Tværtimod. Alt gik godt for ham. Han var også en driftig og ihærdig mand, og det skal han ikke lastes for. Men der var sket noget sørgeligt med ham. Han havde gjort en grufuld fejl. Han mente at menneskelivet og dets velfærd var sikret med den rigdom, han kom til at råde over. Men vores liv bliver sikret på en helt anden måde, på et helt andet fundament. Det afhænger af, i hvis hænder, vi selv er med alt det, vi har fået betroet.
Han havde fået gjort verden og tingene i verden til sin Gud. Men det der er afgørende og hovedsagen i det hele er at få Gud og alt, der har med Hans vilje at gøre, gjort til sin egen tilværelse. Derfor var han en tåbe, omend han havde nogle fremragende menneskelige egenskaber og talenter.
Tåbe er den, der siger, at Gud ikke er til. Endnu større dåre er den, der siger Gud eksisterer og så alligevel lever som man nu synes passer een bedst uden at spørge efter Guds vilje. Og en tåbe er også den, der forsøger at få sig selv til at tro, at ens egne tanker om Gud er mere pålidelige og troværdige end det, Gud selv siger i sit Ord.
Der er forskel på at være klog og at være vis, og der er således også forskel på at være enfoldig/uvidende og så at være en tåbe. Klogskab og enfoldighed/uvidenhed siger noget om, hvordan det står til med vor forstand, mens visdom og det at være en tåbe siger noget om vores holdning til det evige, om vores forhold til livets Skaber og Herre.
Det værste der kan ske med os, det er til allersidst at høre Guds dom over os: din tåbe -!
Kai Jensen
1.juli 2024
Sværest og nemmest
“Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til
bjælken i dit eget øje? ”
Matt.7,3
En af de syv vise fra det gamle Grækenland hed Thales. Han blev engang
spurgt, hvad der var det letteste her i livet og hvad der var det sværeste
her i livet. Den gamle græker rynkede brynene og grublede langt og
længe. Men lige pludselig kom svaret. – Det sværeste her i livet er at
finde sine egne fejl, mens det nemmeste her i livet er at finde de andres
fejl.
I sandhed sandt. Når alting kommer til alt, så er det allerhelst sværest her
i livet at anerkende ens egne fejl, altså virkelig at se, at det er een selv og
ikke de andre, der hele tiden fejler. Det er nu engang sådan, at de andres
fejl kan jeg næppe rette, men mine egne fejl burde jeg derimod haft gode
muligheder for at rette op på, men dette sidste kræver meget mere af mig,
end det havde gjort, hvis jeg blot skulle finde og sige, hvad de andre
skulle gøre anderledes. Det havde været nemt at finde og bekende deres
synder, men ikke mine egne. Men vedrørende mine egne synder, så ville
det have medført velsignelser for mig at bekende dette. At bekende ens
egne synder giver ny styrke til at rette de fejl, jeg har gjort mig skyldig i.
Det største øjeblik i et menneskes liv, det er, når det indser, at Jesus er
rede til at tilgive synd, og at en bekendt synd er overfor ham det samme
som en tilgivet og glemt synd. Så ufatteligt og stort er det at bære
betegnelsen: synder, frelst af nåde ved tro på Herren Jesus Kristus.
A.J