18.maj 2024
Kristen opdragelse
”Tilskynd drengen til at følge den vej, han skal gå, selv når han bliver
gammel, vil han ikke vige fra den.”
Ordspr.22,6
Et lille barn er just kommet til verden. Det ligger og ser spørgende og
bange omkring sig. Det ved ingenting om verden. Barnet er lige født – har
endnu ingenting lært. Alle forældres store opgave er at lære barnet om
livet, som det vokser op – at lære barnet om Jesus og Himmelen og alt,
dertil hører.
Den belæring et barn får hjemmefra, det følger barnet hele livet. Derfor er
det så umådelig vigtigt, at vi lærer børnene om Gud – både derhjemme,
såvel som at sende dem i søndagsskole, til ungdomsmøder og i kirke.
Den tro, du giver, og de holdninger, du har, og de beslutninger, du tager, de
er fundamentet i dit liv. Fundamentet bliver opbygget gennem alle børne-
og ungdomsårene, og dig, der tror på Gud, forstår, at hvis ikke du lærer dit
barn om dets skaber og frelser, så er muligheden til stede, at barnet slet
ikke kommer til tro på ham. Er det ikke bedre at have givet lærdommen
videre, så du har en ren samvittighed og kan lade dit barn gå ud til livet
med et stærkt og trygt grundlag? Så har du gjort dit. Da kender barnet
Jesus. Om det så vælger at følge ham eller ikke, ja det bliver en sag
mellem det og Vorherre.
Men ligesom verset herover siger: Det der bliver lært fra barn af, ja det
sidder så fast, at det følger dig til din sidste dag.
Måtte Gud hjælpe os at videregive denne rige belæring til kommende
generation.
s.
Livets høvding
”– og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder
jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os – ”
1.Joh.1,2
Hvor er livet dog kort. Det er ikke så mærkeligt, at mennesker bliver
sammenlignet med græsset. Børnedagene – hvor hurtigt gik de ikke? Og
ungdomsdagene – hvor blev de af? Den ene dag går, den anden kommer,
og inden vi aner det, så sidder vi tilbage med minderne fra et liv, der snart
er ved at rinde ud.
Nogle af os har minder om glæde i såvel alvors- som fornøjelige stunder
sammen med venner og bekendte. Livets gunst var med os og vi bevægede
os frem mod der, hvor målet og kursen var sat.
Nogle af os har minder om sorg. Børnedrømme gik i vasken. Ungdomshåb
sprang. Vi vaklede frem ad livets gade. Fristelser fik os til at falde og synd
gjorde os urene.
Men for de fleste af os har livet allerhelst været en blanding af glæde og
sorg.
Hvordan det så går hver enkelt af os, så er livet kort. Om kort tid ligger vi
stille og kolde under muld. Og så forekommer der intet mere at være –
mennesket er som græsset.
Men hver enkelt af os mennesker har en udødelig sjæl, som påsken har
bud til. Ordet påske betyder at gå forbi. Dødens engel kan gå forbi vor
sjæl. Den kan tage vort legeme, men sjælen gør den intet ved. Den bliver i
evighed. Men hvor?
Og her er det, vi ikke kan sammenlignes med græsset.
Luther siger om livet, døden og dommedag følgende: ”Hvad enten
dommedag kommer, eller jeg skal dø, så betyder det ingenting. Min Herre
Jesus kigger et øjeblik mod døden, idet den forsøger at slå mig ihjel. Og
når så døden tror, at jeg er død, så er jeg slet ikke død men sover så løst, at
Kristus ikke kan åbne sin mund uden at jeg hører det og vågner op til det
evige liv.”
Paulus kalder Jesus Livets fyrste, som Gud oprejste fra døden.(Apg.3,15)
Du vantro sjæl, hav ikke nok i livets glæde, og mist ikke modet i livets
sorger, men lyt til påskebudskabet om livets høvding, som apostlene har
set og vidnet om for dig.
Livets høvding er kommet for at føre dig ud af dette korte liv i dødens
mørke dale og ind til Faderens evige lysborge til det evige liv.
Ræk Ham din hånd så at din sjæl ikke bliver liggende tilbage udenfor i
mørket på den dag, når påskens klokker holder op med at kalde.
n.
Brød alene
”Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød
alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ « ”
Matt.4,4
Vi bor i et af verdens rigeste lande og vi har masser af brød at spise, og
dette er vi taknemmelige for. Lever vi af brød alene? Svaret er naturligvis
nej.
Vi vil blot nævne det følgende, som det norske magazin, ”Shalom” skriver,
og mon ikke omstændighederne i Danmark og på Færøerne er nogenlunde
ens? - 1) Kriminaliteten er vokset 10 gange de sidste 30 år. 2) Det er et
stort samfundsproblem, at unge begår selvmord. 3) Vold mod ældre og
yngre. 4) Børn bliver sexuelt misbrugt. 5) Terrorgrupper går så langt som
til drab. 6) Vold i radio og TV. 7) Børn modsætter sig forældrene. 8)
Ugudelig lovgivning. 9) De kriminelle, der er indsatte for mord, røveri
eller vold, de sidder i ren luksus. - Denne opstilling er tilfældig.
Vold er en trussel mod demokratiet, siger forh. Politimester W.Haugli,
samtidig som han mener, at vi er for uvidende og langsomme overfor
kriminaliteten.
Jesus siger i Matt.24,12, at ”Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal
kærligheden blive kold hos de fleste. ” Paulus skriver til
Timoteus(2.Tim.3,1-4) ...Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der
komme hårde tider. For da vil mennesker blive egenkærlige, ... Man kan
lige så godt sige egoistiske ... Alt fordi mennesker vil leve af brød alene og
ikke ønsker at have noget med Gud at gøre.
Guds Ord får ret. Mennesket lever ikke af brød alene. Men der er kendte
personligheder i samfundet, der mener det.
Naturligvis lever vi, men gør vi det med fremtiden i tankerne? Det Gud
kan gøre kvit og frit for os, hvis vi lytter til Ham, det må vi nu løse ved at
bevilge flere midler til politiet. Når synden er fuldmoden, så fører den til
død. Vi kan være sikker på, at vi en dag er fattige og sultne, også angående
det daglige brød.
Det har altid gået sådan som Gud har sagt, og det kommer det altid at gøre.
Redningen for land og folk ligger i en gennemgribende vækkelse. Bed om
den og tro, at du har fået svar. Matt.21,22. Bed derfor høstens herre ...
Matt.9,37-37 ”Da sagde han til sine disciple: »Høsten er stor, men
arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin
høst.« ”
Hvad skal vi da gøre? Bed, Bed... så skal der gives jer...Luk.6,38 Bed
høstens herre gemme dig i sin hytte på ulykkens dag ...” Salm 27,5 Gud
velsigne dig!
”Shalom” Effie Campbell oversatte
15.maj 2024
Kom som du er
”Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg
fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine
tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på,
sæt en ring på hans hånd, og giv ham sko på fødderne, ”
Luk.15,21-22
Vi kender alle historien om den fortabte søn og den barmhjertige far. Og vi
ved, at Jesus i denne lignelse taler om os og om Gud. Men hvad er det han
åbenbarer for os om os selv og om Gud?
Ligesom den fortabte søn har vi ødslet vor formue bort i et udsvævende
liv. Nogle i arbejdstøj, andre i søndagstøj. Sandheden om os er, at vi er
allesammen gå afsted, hver i sin retning, og vi har allesammen syndet, og
vi fattes Guds herlighed.
Om den fortabte søn bliver der sagt, at han gik i sig selv, og at han
bekendte sin synd. Det er præcis denne situation, Gud ønsker os i. Han
ønsker, at vi skal komme til Ham. Han beder os ikke om at pynte os, for
det er vi ikke i stand til. Men Han beder os komme som vi er. Ikke fordi vi
mener os være hans godhed, men fordi vi ikke mener os være den værd.
Vores situation overfor Gud er den, at han ikke bebrejder os vor synd. Og
han kritiserer os ikke for vort beskidte tøj, når vi på denne måde kommer
til Ham. Men Han giver os besked på at være iført den fornemste dragt.
Og denne dragt er den retfærdighedsdragt, som Jesus Kristus via gennem
sit liv og sin død har vundet til os.
E.A.J
”Bill! Det er Jesus!”
”Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke
slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« ”
Matt.9,13
Trolli Neutzsky Wullf
Ingen husker længere, hvad han hed mere end Bill. Han var jo ikke andet
end en gammel stakkel, der måtte hutle sig vej gennem livet så godt, som
han nu kunne.
Engang havde han stået håbefuld på tærsklen til livet, klar til at tage fat på
livet med sine unge friske kræfter. Desværre blev det i stedet alkoholen,
der tog fat på ham.
For den håbefulde unge mand blev slave af alkohol. Hans søde hustru
forlod ham, da hun forstod, at det eneste hun kunne forvente sig af
ægteskabet, det var den tunge lod, der faldt en drikkemandskone til del. Og
da hun var væk, var der ikke længere noget, der kunne holde ham oppe.
Med sit svage sind drev han viljesløst hjemmefra med strømmen, og for
hver år der gik sank han blot dybere og dybere ned i synd og elendighed.
Nu var det efterhånden lang tid siden, at han endte blandt millionbyen,
Torontos mange udskud i Canada.
Han var en velkendt gæst hos diverse kristne hjælpeorganisationer. Han
plejede at komme dér uvasket og beskidt og stinkende af billig alkohol for
at få sig lidt mad eller et sted at overnatte.
Ingen vidste, hvor ofte man havde forsøgt at snakke med ham og vise ham
vejen til Jesus. Men alkoholmisbruget havde gjort ham så sløv, at
ingenting så ud til at kunne fæstne sig hos ham. Han sad blot der og lyttede
uden at reagere på noget.
Så holdt man op med det og opgav ham og forsøgte sig istedet med andre,
med større udsigter. Bill tilhørte dem, som intet menneske kunne hjælpe.
Men til trods for det så hørte han til stadighed evangeliet blive forkyndt,
idet han kom til møderne. Han hørte om Jesus som synderes ven og om
blodet, der renser fra al synd. Ingen bemærkede, hvad han tænkte og følte
der hvor han sad, lille og sammensunket og lyttede til Ordet, der aldrig
vender tomt tilbage.
Og en dag mødte Bill Jesus. Ingen ved, hvordan det skete, men
forandringen blev synlig og tydelig for alle. Alkoholstanken forsvandt,
tøjet blev renere og hans ansigtsudtryk blev forandret.
Ingen anden var til stede, dengang Bill mødte Jesus og den gamle
alkoholiker fik lov til at aflægge sin synds byrde ved korsets fod. En fred,
han ikke tidligere havde kendt siden han var helt ung, fyldte nu hans sjæl.
Det var så utrolig lidt, han forstod af evangeliet. Han var stadig alene og
blev aldrig regnet som en fuldgod broder for de kristne. Han havde været
stemplet som et udskud, og dette stempel magtede han ikke at ændre. Han
forsøgte ellers heller ikke. Det var så almindeligt for ham, at ingen regnede
ham for noget, at det nærmest var helt naturligt for ham.
Alt det han forstod det var, at Jesus var blevet hans bedste ven, og at al
hans mørke fortid var skjult under blodet. Men det var også mere end nok.
Det blev en vane for ham at komme i kirke hver dag og lægge sig på knæ
ved alteret. Han gentog altid de samme ord: ”Jesus! Det er Bill!”
Han behøvede ikke sige mere, for der herskede en fuldkommen harmoni
mellem ham og hans Frelser. Da han havde ligget der på knæ en stund
rejste han sig igen og gik udenfor igen, styrket i troen og fyldt med stor
glæde.
Så blev han syg og kørt på sygehus. Vasket ren og fin lå han i sin seng og
var så inderlig taknemmelig for alt, der blev gjort mod ham. De ansatte
havde aldrig haft en så taknemmelig patient tidligere som Bill.
Holly, en ung sygeplejerske, bemærkede, at han aldrig fik besøg, brev eller
blomster. Hun fik ondt af ham og spurgte, hvorvidt han ikke havde familie
eller venner, som hun kunne få fat på til ham. ”Så kunne du måske få
besøg nu og da,” sagde hun kærligt. ”Du ligger jo så alene her.”
Han rystede med hovedet. Han havde hverken slægt eller venner. ”Altså
uden een, naturligvis. Og han besøger mig hver dag.” sagde han. ”Hver
eneste dag kommer han og besøger mig.”
Holly tvivlede stort på dette. Hun havde aldrig set nogen ved hans seng.
Men nu blev Bill ivrig: ”Hver eneste dag ved middagstid kommer han og
stiller sig ved min seng. ”Bill! Det er Jesus!” siger han og kigger så mildt
mod mig... Han er så rar og så god, så god. Han har lovet mig, at jeg skal
have lov til at komme hjem sammen med ham.”
Holly ville ikke tro på det. Hun var ikke troende, men hvis det kunne gøre
denne gamle mand lykkeligere, så ville hun ikke forstyrre hans
dagdrømmeri.
Men Bille vidste godt, at dette ikke var nogen dagdrømme. Hvis ingen
andre i stuen var i stand til at se Jesus, så kunne han se ham og han lå altid
og så frem til den stund, hvor den milde stemme nåede ham: ”Bill! Det er
Jesus!”
Det gik hurtigt den forkerte vej med hans helbred. Legemet var for svagt
og medtaget til at kunne gøre nævneværdig modstand mod sygdommen og
selv den allerbedste pleje kunne ikke hjælpe ham.
Den eneste, der var til stede, da han døde, det var Holly. Hun kom
tilfældigvis ind på hans stue lige i det øjeblik. Hun bemærkede smilet, der
bredte sig over Bills ansigt, og hun hørte ham hviske med svag stemme:
”Åh, tak Jesus, at du kom forbi også i dag.” Hun så ham nu række hånden
ud, som om han rakte den til en eller anden.
Derpå drog han sit sidste suk og drog hjem sammen med sin Frelser for
aldrig mere at skilles fra ham.
E.Campbell oversatte
Guds Ord bliver stående
”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. ”
Luk.21,33
Det er at glædes over, at verdens store mænd er blevet enige om at gøre sit
til, at verden ikke går til grunde af de masseødelæggelsesvåben, vi nu
råder over.
Men dette rokker dog ikke noget ved ordene om, at himmel og jord skal
forgå. ”For Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer
over verden, for himlens kræfter skal rystes.”
Regeringsledere kan nå frem til enighed om, at der fra nu af ikke længere
skal tillades flere farlige prøvesprængninger. Men det står dog ikke i deres
magt at forhindre jordskælv, oversvømmelser, fjeldskred og laviner rundt
omkring i verden. ”Alt dette er begyndelsen på veerne. ” Matt.24,8
Et lille jordskælv hjemme hos os selv ville have været tilstrækkeligt til at
få os til at tænke på det, der kommer – og til at tage flugten bort fra
fjeldene af frygt for skred.
Men Ordet, der består i al evighed, det fortæller os, at når Kristus kommer
tilbage, så vil mænd bede bjerge og høje om at gemme sig, for da skaber
dommen over synden større frygt og rædsel end samtlige verdens
katastrofer.
Guds Ord, der består i al evighed, giver os den eneste trøst og den eneste
frelse, for ”– troværdigt er det ord og al modtagelse værd! For Kristus
Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. ”
1.Tim.1,15
Salig er den, der modtager dette Ord.
E.A.J
Børnenes ven
”Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem;
disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til
dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for
Guds rige er deres. ”
Mark.10,13-14
Jesus holdt af børnene. Derfor tog han dem gerne i sin favn og velsignede
dem.
Men disciplene forstod ikke denne relation mellem Jesus og børnene, og
derfor forsøgte de at forhindre dem i at nærme sig Frelseren.
Da Jesus så dette blev han vred. - Ja tænk, der står, at han blev vred på
dem. Efter hvad jeg ved, så er dette det eneste sted i det Ny Testamente,
hvor der står skrevet, at Jesus blev vred. Han var ofte bedrøvet på grund af
sine disciple. Men da han så, at de forsøgte at forhindre børnene i at
komme til ham, da blev han vred.
Hvorfor mon disciplene gjorde det, de gjorde? Mon ikke det var fordi, de
mente, at tiden hos deres store Mester var for kostbar til at bruge til de
små? Der var jo så mange voksne, der trængte til hans hjælp, både timelig
og åndelig hjælp. Og så måtte børnene vige.
Ja, sådan tænkte disciplene. Men Mesteren tænkte ikke sådan.
Og når disciplene tænkte sådan, så var det naturligvis fordi de ikke kendte
Mesteren så godt og lignede ham kun lidt.
Og så var det, at Jesus måtte sætte dem så eftertrykkeligt på plads og
komme med denne klare og bestemte lære om, hvem der har ret til Jesus
eller adgang til ham, og at de voksne slet ikke har nogen fordel fremfor
børnene. Tværtimod. ”For Guds rige er deres”.
Mon ikke disse tanker også findes i dag, som fandtes hos disciplene
dengang? Mon ikke disse tanker findes blandt troende i vore dage?
Det meste af den åndelige aktivitet, vi har i dag er tiltænkt de voksne. Og
er det ikke nærmest blevet en teori dette, at man må være voksen for at
blive frelst? Sandheden er præcis det modsatte, siger Jesus. Det er jo os
voksne, der må blive som børn inden vi kan komme ind i Guds rige.
”Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille
barn, kommer slet ikke ind i det.« ” Mark.10,15
Dette er klar tale. Her behøver vi ingen af os komme i tvivl.
Vejen til Guds rige var således, at børnene fik en stor plads i Jesu tanker og
hjerte.
Spurgeon fortæller, at han engang så et billede, der viste begivenheden i
ørkenen, hvor Moses hævede kobberslangen. Der var stor trængsel
omkring stangen, der bar kobberslangen. Helt yderst i menneskemassen
stod der en mor med sit døende barn på armen. Mennesker maste og
skubbede så voldsomt, at hun ikke kunne komme nærmere. Og billedet
viser, at hun løfter sit barn så højt op, hun kan komme til med den ene arm,
mens hun med hånden på den anden arm støtter under barnets hage og
forsøger at dreje ansigtet sådan, at barnets øjne kan se kobberslangen – så
det kan blive frelst.
Et vidunderligt billede!
Det er dette enhver god søndagsskolelærer gør. Sådan gør også enhver far
og mor, der føler ansvar for sit barn overfor den levende Gud.
Sådan bør samtlige kristne, der har en smule af den himmelske børnevens
sindelag også gøre.
E.Campbell oversatte
Eftergivet
”Lykkelige de, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er blevet
skjult; lykkeligt det menneske, som Herren ikke tilregner synd.”
Rom.4,7-8
For mange år siden levede der en læge i Scotland, der var kendt for sin
dygtighed og sin gudsfrygt. Efter hans død blev mange af hans regninger
til sine klienter fundet signeret i rødt blæk med ordene, ”Eftergivet”.
Da hans hustru opdagede disse regninger, krævede hun, at de skulle
betales. Hun overgav sagen i en indkrævers hænder, som så overgav sagen
til retten at afgøre.
Under rettergangen spurgte dommeren lægefruen, om hun anerkendte, at
den røde skrift på regningerne var hendes afdøde mands skrift. Hun
svarede, ja.
”Hvis det er tilfældet”, sagde dommeren, ”ja så er der ingen domstol her i
landet, der kan indkræve disse penge.”
Et menneske kan blive elendig og dårlig den dag, det får den store regning,
som det på ingen måde er muligt at betale.
Og det er ikke kun de regninger, som man selv erkender sig skyldig at
betale, der kan tynge samvittigheden.
Andre blues ikke ved at lægge regninger for os – og ofte ikke i den bedste
hensigt, men snarere triumferende i sindet. Her skal du se – kan du klare
det? Og vi må svare, nej, vi magter det ikke.
Salig den, der får skrevet, ”Eftergivet” på sin regning og tilmed af ham,
den eneste, der har ret og magt til at tilgive synder på jord.
Salig den, der har slidt sig frem til troen på, at ham, der på Golgata vandt
retten til det, har eftergivet ham sin skyld. Den regning, hvorpå han har
skrevet, ”Eftergivet”, den er signeret og gyldig i al evighed.
Der hvor regningen ikke er eftergivet, der må mennesket selv stå ansvarlig
for sin skyld.
A.J
Jesus er synderes ven
”Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra
mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« ”
Luk.5,8
Har du, der læser disse linjer, nogensinde i ordets sande alvor, bekendt, at
du er en syndig mand eller en syndig kvinde?
Jeg kan bevidne for dig, at hvis du har set dig selv som et syndigt
menneske og så har bekendt det overfor Jesus – og i troen på ham bekendt
dine synder for ham, så er du en frelst synder. Da får du lov til at se, at
Jesus elsker dig og har elsket dig fra begyndelsen, også mens du gik blind
omkring og bar på din egen synd. For den dag, han døde på korset, da
døde han for hvert enkelt menneskes synd, der tror på ham og bekender sin
synd for ham. Sådanne mennesker er Jesu venner, dem tager han sig af.
Da Peter sagde ovenstående ord til Jesus, så svarer han ham med: ”...
»Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« ”
Endnu den dag i dag bruger Jesus sådanne syndige mennesker som Peter
til at fange mennesker til Guds rige. Men ofte støder præcis dette de
selvretfærdige længere væk fra Guds rige – endnu længere ind i deres
selvretfærdighed. Selvretfærdighed fører til dom og fortabelse mens
tilståelse og bekendelse af synden fører til tilgivelse og frelse. Den
selvretfærdige søn blev stående udenfor sin fars hus, mens den anden, der
vendte hjem igen og sagde: ”Far, jeg har syndet!” han kom ind og blev
hædret.
Da Peter så Jesu store indgreb idet han gav ham den store mængde fisk, da
så Peter sig selv som en syndig mand. Hvor ofte har Jesus ikke gjort vel
imod dig og mig og velsignet os med rige livets gaver. Lad os ærligt
spørge os selv, om det har fået os til at vende os til Jesus og sige: ”Herre,
jeg har syndet!”
Har Jesu velgerninger fået os til at vende os fra alle syndige tanker, ord og
gerninger og at følge ham? - Har troen på Jesus fået os ind i den gode
kamp, hvor retfærdighedens sejrskrans er syndsforladelse og nåde?
n.
At bande
”Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal
tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « ”
Matt.4,10
Det at påkalde djævelen er skændigt og utugtigt og naturligvis synd mod
Gud, mod een selv og mod dem, der hører.
Det sker, at vi også hører dette i radio og TV. Dér lyder det endnu mere
forkasteligt og beskidt end nogen andre steder.
Og lige slemt er det, når større børn lærer små børn at påkalde ”den onde”.
Forældre og skoler har i den forbindelse et særdeles stort ansvar: at se til,
at ingen bliver oplært i dette. Vi må huske på, at det at påkalde den onde,
det er det samme som at tjene ham. - Han fryder sig over det.
”...›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ « ” Matt.4,10
Nåde være med jer og fred
”Til alle Guds elskede i Rom, som er kaldet til at være hellige. Nåde være
med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!”
Rom.1,7
På denne måde begynder Paulus mange af sine breve. Nåde og fred være
med jer. Og fred er der ingen af uden ved Guds nåde. Guds fred, det er
syndernes forladelse, Guds nådegave til os med vor Herre, Jesus Kristus.
Således begynder Paulus sine brev med ordene: Nåde være med jer og fred
fra Gud. Og han slutter dem: Nåde være med jer.
For når jeg er sikker på Guds nåde, så har jeg fred i hjertet, har jeg fred
hvadenten jeg lever eller dør. ”For således elskede Gud verden, at han gav
sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men
have evigt liv. ”
Nåden er Guds Faders. Af sin store nåde ofrede han sin søn for at frelse os.
Guds søn forligte os med Gud ved sit blod, da han led korsdøden for vore
synder. Ved ham har vi syndernes tilgivelse. Ved ham har vi fred. Når
livets dag går på hæld og natten forestår, når ingen er i stand til at arbejde,
så samler samtlige spørgsmål sig i dette ene: Er jeg sikker på og sikker i
Guds nåde i Jesus Kristus, vor Herre? Hvad bygger vi nu denne sikkerhed
om Guds nåde og fred på? Vi bygger den på Ordet, det evige og
uforanderlige Guds Ord. Guds Ord må vi tro på, det må vi have fuld og hel
tillid til, og Ordet er Kristus selv, den korsfæstede og opstandne. Ordet er
givet til os allesammen, så vi allesammen kan blive salige af nåde.
Men der findes mennesker, der ikke ser sig have behov for denne nåde,
vende Jesus ryggen og ønsker intet at have med ham at gøre. Sådanne
mennesker kender ikke deres eget bedste, og vi kan hjælpe dem ved at
bede for dem. Når et menneske står udenfor Guds rige, og uden tro, så er
der ingen trøst den dag, hvor sorgen kommer. Alting bliver uden mening.
Men har vi troen på Gud Fader, Guds søn og Helligånden ved syndernes
forladelse, legemets opstandelse og det evige liv, så ser vi lys på den anden
side grav og død, og ser frem til opstandelsen, når Herren kommer igen, og
alle de døde skal opstå. Så har vi trøst i dette håb om opstandelse og det
evige liv. Vi skilles ikke for altid men skal mødes igen. Det er lykke for et
menneske at have sat sin lid til Gud, af hjertet at turde sige: Af Guds store
nåde er jeg frelst og hvadenten jeg lever eller dør, så tilhører jeg Herren.
Lykkeligt det menneske, der kan dø i fred og i fuld og hel tillid til Herren
blot venter på, at Herren skal tage een med hjem – længes efter at blive
hjemkaldt.
Poul Jacobsen
Gå derfor
”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og
Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og
se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« ”
Matt.28,19-20
Ud af verdens 40.000 missionærer virker 95% blandt de menneskegrupper, hvor der er flest
kristne(Afrika, Filippinerne, Indonesien, Taiwan, Brasilien osv.). Ud af disse virker 50% alene i
Afrika. Kun 5% af missionærerne arbejder blandt hindu slægten, budhister eller muslimer. Dette
er samtidig grunden til, at mere end halvdelen af verdens samlede befolkning aldrig har hørt
navnet Jesus nævnt, ikke så meget som een enkelt gang.
Hele verden vidste i løbet af 24 timer, at en mand var landet på månen, men efter snart 2000 år
har halvdelen af verdens befolkning stadig aldrig hørt navnet Jesus nævnt blot een enkelt gang i
deres liv.
Ec
Det begyndte med en traktat
”Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og
fangerne lyttede. ”
Apg.16,25
P.L.Rounds, forhenværende missionær i Japan beretter:
En ung pige i Japan havde været indlagt 2 år på et tuberkel-sygehus. Hun
var så tynd og elendig, at hun næsten ikke kunne bevæge sig i sengen.
En dag, da nogle troende kristne besøgte sygehuset modtog hun en traktat.
Den pågældende dag var hun for svag til at holde traktaten, og hun bad
derfor sygeplejersken om at hjælpe sig, så hun kunne komme til at læse
den.
Da hun nu læste dette enkle evangelium om Jesus påvirkede det hende
meget. Hun bad sygeplejersken stå ved sengen mens hun udøste sit hjerte i
bøn.
Hun bad om tilgivelse for sin synd, og hun blev i sandhed omvendt. Som
så mange andre ønskede denne unge pige at dele sin frelsesglæde med andre.
En dag læste hun om en mand, der var dødsdømt for mord. Hun besluttede
sig for at skrive til ham og fortælle ham om Jesus; men det tog hende hele
tre dage at skrive et lille brev færdigt. Hun sendte også traktaten, der havde
haft så stor betydning for hende sammen med brevet.
Iwate San, som fangen blev kaldt, var i begyndelsen ligeglad og kold
overfor modtagelsen af brevet, men efter at han havde læst det og var
begyndt at forstå, hvad det havde kostet hende at sende brevet til ham, blev
han rørt, fordi der var nogen, der havde fattet omsorg for hans sjæl.
Traktaten blev læst mere end een gang, og en dag greb sandheden hans
hjerte. Han tog imod budskabet i tro og den dag frelste Gud en brutal
morder i et af Tokyos mange fængsler. Den unge piges vidnesbyrd havde
båret frugt.
Senere blev denne drabsmand overflyttet til det fængsel, hvor han skulle
henrettes, ca. 600 km fra Tokyo. En dag, hvor han sad og sang en af de
kristne sange, han havde lært, hørte han en stemme kalde gennem en lille
sprække fra en anden fængselscelle.
Der sad en mand, der kaldtes Uchida, og som også havde fundet Jesus som
sin Frelser. Disse to blev meget glade for at kunne dele frelsesglæden med
hinanden.
Iwata San og Uchida San tog nu fat på arbejdet, således at de øvrige
dødsdømte fanger også kunne blive frelst. Fangevogteren gav dem lov til,
alt mens de sad og spiste, at fortælle de øvrige fanger fra det, der var
overgået dem.
Iwata San sad i fængslet i to år, og i løbet af den tid fik han den nåde at få
lov til at lede 41 andre fanger til Jesus. Fangevogteren gav alle disse 41 lov
til at blive døbt i fængslet, og hele stemningen i disse dødsceller
forandredes fra frygt til glæde og fred. Da fangevogterne gik deres ruter
mellem cellerne hørte de evangeliske sange fra temmelig mange
fængselsceller.
Men tiden, hvor Iwata San skulle henrettes, kom nu nærmere. Han havde
blot eet ønske inden han skulle dø, og det var at få lov til at besøge den
unge pige, der havde sendt ham brevet sammen med traktaten. Dette ønske
blev ham bevilget.
Da han nu sad ved sygesengen fortalte han hende alt, hvad Gud havde
bevirket i hans hjerte gennem brevet. Da pigen nu hørte dette løb tårerne
ned ad hendes kinder.
Inden han tog sin afsked med hende følte Iwata San sig ført til at lægge
hænderne på pigens hoved og bede for hende. Så blev han ført tilbage til
fængslet, hvor han blev henrettet. Men hans sjæl kom hjem til Gud, der
havde renset den i Jesu blod.
Den samme kraft, der havde forvandlet fangernes hjerter kom nu ind i
denne unge piges liv. I løbet af to uger var hun fuldstændig helbredt og
kunne vende hjem igen.
Et sådant mirakel udførte Gud. Og alting begyndte med en traktat.
”Kirkeklokken” Effie Campbell oversatte
Men størst af dem er kærligheden
”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er
kærligheden. ”
1.Kor.13,13
Carl-Gustaf Severin fortæller fra Kanal 10, hvor stor indflydelse,
kærligheden har:
I Amerika laver man mange forsøg. Der fandt man ud af, at 80% af de
vantroende sagde: ”Vi mener ikke, at de troende holder af os!”
Vi burde ære og bede for dem, der er blevet kaldet til prædikentjenesten,
men i Skandinavien analyserer vi alting ned i mindste detalje og kritiserer,
vi dømmer og fordømmer. Jeg var engang i New York til nytåret sammen
med min hustru. Vi besøgte Brooklyn Tabernacle. Dérinde har man 3
gudstjenester hver søndag med 3.000 mennesker til hver.
Pastoren læste Luk.6,38: ”Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet,
topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I
selv få tilmålt med.« ” Når vi hører dette skriftord, så tænker vi ofte på
penge, men her taler Jesus ikke om penge. Nu må vi lige bakke en anelse
og gå eet vers tilbage til vers 37. Her står der: ”Døm ikke, så skal I ikke
selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få
tilgivelse. ” Vi kristne er hurtige til at fordømme. Vi var der slet ikke,
dengang begivenheden fandt sted. Dette må høre op, for verden
fordømmer, men vi kristne er brødre og søstre i Herren, og vi bør elske.
Men det værste af det hele er, at dine søstkende i Herren dømmer dig,
fordømmer dig, og hvis du kommer til at træde ved siden af, ja da vil de
ikke tilgive dig. De er hævngerrige og hadefulde.
Pastoren fortsatte: ”For 25 år siden, engang jeg trådte ud af kirken står der
en kvinde på 25 etage og vil til at springe ud af vinduet. Politiet står på
gaden foran bygningen og mediefolk stod parat med deres
videooptagelsesapparater klar at optage selvmordet. Jeg spørger da
politiet: ”Må jeg have lov til at kom derop til hende?” De giver mig
tilladelse til det. Stående foran hende siger jeg: ”Spring ikke ned her!”
”Jamen, alle dømmer mig, alle fordømmer mig.” ”Men det gør jeg ikke, og
det gør Jesus heller ikke. Grib min hånd!” Da træder hun væk fra vinduet,
og jeg lægger så min frakke over hende, så optagelsesapparaterne ikke skal
få et billede af hende. Jeg ledte hende så ned til politibilen, der kørte afsted
med hende. Det er 25 år siden. I dag sidder hun her til mødet, fordi der var
nogle, der ikke dømte hende! Hun var utvivlsomt prostitueret. Jesus dømte
heller ikke kvinden ved Sikars brønd.(Joh.4,5)
Carl Gustaf fortsætter: ”Min far havde en faster der hed Emma. Dengang
hun var 80 år gammel og lå til det sidste sendte hun bud efter mig. Jeg
havde aldrig set hende før. Da siger hun: ”Dengang du lige var kommet til
verden og kun var to uger gammel lagde jeg hånden på dig og bad om, at
Gud ville bruge dig i sin tjeneste.” Ja, den bøn blev i sandhed hørt.
Hvis Gud kalder dig til tjeneste, vær da ikke bange, men modig! Når Gud
bestiller noget, så betaler Han også for det, og Han tager hånd om dig og
fører gerningen frem til endelig sejr. Effie Campbell
Alt virker sammen
”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som
efter hans beslutning er kaldet. ”
Rom.8,28
Er denne kinesers erfaring også din erfaring?
Mens en kristen gennemlever en prøvelse, så må han altid have det
endelige resultat og mål for sit blik. Selvom kampen og strabadserne lige i
øjeblikket er alt andet end behageligt, så er de dog kun det første
trappetrin, der kan lede til velsignelse. Kineserne har en historie om en
mand, en bonde, der havde en hest og kun een enkelt søn. En dag
gennembrød hesten stakittet, hvor den havde været indespærret og
galopperede afsted ud i vildmarken.
”Åh, hvilken ulykke!” sagde naboerne!”
”Hvorfor,” sagde den gamle bonde, ”hvordan kan du vide det?”
Den følgende aften var hesten tilbage ved den tid, den plejede at få vand
og foder, og sammen med den var der nu også 12 andre vilde heste.
Hurtigt smuttede sønnen ud og lukkede porten. Nu havde han 13 heste
istedet for ingen.
Da naboerne hørte om dette råbte de glade: ”Å, hvilken lykke!”
Besindigt svarede den gamle: ”Hvordan kan du vide det?”
Nogle dage senere, da hans søn skulle forsøge at tæmme en af de vilde
heste, blev han kastet af den og brækkede det ene ben.
Hurtigt ilede naboerne til og sagde: ”Åh, hvilken ulykke!”
Atter svarede denne vise bonde: ”Hvordan kan du vide det?”
Få dage efter denne episode kom der en hel hærafdeling gennem byen, og
alle raske unge mænd blev indskrevet til hæren og taget med i krigen.
Disse mænd vendte aldrig tilbage. Men bondens søn fik lov at blive
derhjemme, da han havde brækket sit ben. For de kristne, der elsker
Herren, er der et godt formål med hvilken som helst modgang.
Sommetider er det ikke så klart og tydeligt i dette liv; men selv da er vi i
stand til at sige gennem vore tårer: ”Omend jeg ikke forstår det, så ved jeg
dog, at ALT Gud tillader at ske, det virker til mit bedste – og det omfatter
”ALT”
Effie Campbell oversatte
Tre søstre – tre engle
”Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på
mig, skal leve, om han end dør. ” Joh.11,25
En ældre kvinde har sendt os denne fortælling. Hun har selv oplevet det:
Der stod nogle huse ved vejen. Der var en sand velsignelse af børn, og alt
godt om dem allesammen. Men i det ene hus var der en lille pige, der nu
havde fyldt tre år. Hun var særlig søs og fornuftig. Om morgenen plejede
hun at gå ind i nabohuset for at besøge bedstemor og bedstefar. De blev så
glade for dette besøg, for den lille pige var altid så rar.
Men som der står i salmen: Skæbnen er sommetider mild, sommetider
umild. En dag døde en flok grindehvaler i Tórshavn. Og naturligvis, der
var stor glæde at få fersk hvalkød og spæk til middag. Da det var blevet
kogt tog moren gryden af varmen, og som sædvanligt satte hun gryden på
pladen foran komfuret, mens hun lagde ringene på plads igen. Da skete
det tragiske, at et af børnene var snublede og ramte gryden. Det var den
lille tre årige pige.
Hun brændte sig temmelig voldsomt. Nærmeste læge var i Tórshavn. Det
viste sig, at det tog lang tid at vente på båden Røde Kors. Mange skelede
mod kajen, hvor båden skulle komme.
For at dulme smerten for den lille en smule bar faren pigen uden ophør.
Da det blev særlig slemt gik han udenfor med hende. Da hun så kølnede
ned igen gik faren ind igen. Endelig kom nu båden og lægen. Men der var
intet at gøre. Han tog hende mig sig til Tórshavn og der kunne man heller
ikke gøre noget. Pigen døde.
Sorgen var knugende. Moren sad ved kisten. Men så oprandt dagen, hvor
pigen skulle begraves. Der kom mange mennesker og det blev hurtigt for
trangt derinde, så udenfor var der også mange, både slægt og venner. Det
her skete i krigsårene, og også soldaterne, der var så glade for børnene og
kendte dem, ja de var der også.
Lige inden kisten blev båret ud kom der tre skinnende hvide fugle og de
begav sig til at flyve i en cirkel om huset. De fløj så højt, at der var ingen,
der kunne navngive dem. Men soldaterne sagde til børnene, at det var
engle. I kirkegården stod der et lille hvidt kors og på den stod der skrevet:
Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet. Der lå også to af den
lille piges søstre. Ingen af dem var ældre end ½ år.
Nu er der flere i kirkegården, også moren og faren. Men Herren er den
samme. Han lever nu og til alle tider. Gudskelov.
Vi bør stole på Gud
”Vælt din Vej paa HERREN, stol paa ham, saa griber han ind”
Salme 37,5
Engang hvor præsten på Sandø på Færøerne havde været til gudstjeneste
på øen Skuvø var der så urolig sø ved landsbyen Sand, idet de sejlede
præsten tilbage, at det var vanskeligt, ja direkte vovet at forsøge at lægge
båden til kajen. Men der var ikke andre muligheder. Bådmændene var
instinktivt klar over, at dette kunne være deres sidste sejlads. Præsten
spørger da formanden, hvordan det her mon vil slutte. Da rejser
formanden sig op, ser direkte på præsten og siger: Vi gør det vi kan og
stoler på Gud. Dette mod og tillid til Gud, som formanden her viste blev
et levende vidnesbyrd for præsten, som han aldrig glemte igen.
Utallige sømand har ofte ikke haft andet at stole på i nødens stund uden
Gud, og hvor mange kunne ikke senere vidne om, at det var Herren, der
hjalp og intet og ingen anden. Og mange er de personlige
vidnesberetninger om Herren, der hjalp i både legemlig såvel som sjælelig
nød. Og hvor stor er ikke den skare, der i dag synger og priser Gud i
Himmelen, fordi Gud hjalp dem i nødens stund.
David havde sandet, at nydelsen her i verden: kødets begær,
menneskehæder og adspredelser og lystighed af forskellig slags, det ender
i tomhed, og derfor kan han bevidne, at Herren er trofast og pålidelig i al
evighed.
Stol på Gud, når kødets begær lokker og forfører til synd, for dit syndige
levned svigter til sidst, men renheden i Gud bliver dig trofast og usvigelig.
Stol på Gud, når frygten og bekymringen for det daglige brød og livets
opretholdelse truer med at kvæle din livsglæde, kast al din sorg på Gud,
for Han har omsorg for dig.
Stol på Gud, du sømand og arbejdsmand, der fristes til at skænde
hviledagen med unødigt arbejde. Stol på Gud, Han giver dig det, der er
ret, i dagligdagene.
Stol på Gud, du enlige, du nødstedte, du syge og svagelige! Stol på Ham,
for Han har omsorg for dig, Han elsker dig, Han ønsker at frelse dig, men
Hans tanker er højere end dine tanker.
Vi forstår ikke, begriber ikke Gud, men vi bør fremfor alt stole på Ham.
Tolderen
”Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen,
men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! ”
Luk.18,13
To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, der var så
taknemmelig ver, at han ved Guds hjælp var kommet så langt med sin
gudfrygtighed, den anden var en tolder, der mente, at alting så så håbløst
ud for sig. De kom begge to dertil. Den ene med sig selv, og den anden
med sin nød!
I ordet herover ser vi, at der ikke blot var tale om falsk beskedenhed hos
tolderen. For ham var der tale om håbløshedens alvor, det at han ikke var
værdig at komme frem for Gud. Men han kunne heller ikke vælge at
holde sig væk! Han måtte forsøge at turde nærme sig Gud. Ikke med stor
frimodighed, men bange og utryg. Men han måtte dog komme.
Vi bør ikke tage tolderens fremgangsmåde som et forbillede om sand
ydmyghed. For så ender det med, at vi kommer til Gud med
taknemmelighed for, at vi er næsten lige så ydmyge som tolderen. Og da
vil det være falsk ydmyghed – farisæisme med modsat fortegn.
Vi skal blot at tolderen lære, at det kan lade sig gøre at komme til Gud,
selv når vi i sandhed føler os usle og uværdige. Vi må aldrig tro, at vi
allerførst må blive en smule mere værdige, inden vi kan komme. Hos Gud
er der åbent for syndere og uværdige. Altså for dig og mig.
Der bliver ikke spurgt til, hvorvidt du tør se lige op eller du ser ned.
Der er altid plads til en synder mere til gudstjeneste i Guds kirke. Så kom
med!