23.februar 2025
Bogen uden ord
”Rens mig med isop for synd, vask mig hvidere end sne!”
Salme 51,9
En lille pige i skolen gav mig en lille bitte bog. Bogen havde ingen ord
men hver enkelt side havde sin helt egen farve, der fortalte sin historie.
Den første side var sort og forestiller samtlige vore synder. Vi synder
daglig i ord, tanke og gerning.
Den anden side er rød. Den forestiller Jesu blod, der vasker os rene, når vi
angrer og beder Jesus tilgive os.
Den tredje side er hvid. Nu har vi fået tilgivelse og er hvidere end sne, som
der står i Salme 51,9.
Den fjerde side er forgyldt, og er af guld. Den forestiller Himmelen, hvor
gaderne er af guld.
Forsiden er grøn. Den forestiller vækst. Græsset og træerne er grønne og
meningen er, at vi skal vokse i vore kristne liv. Og det gør vi, når vi læser i
Bibelen, Guds ord og går i kirke og til kristne møder.
Effie Campbell
Velsignede ord
”Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. ”
Rom.12,14
At velsigne hinanden er ikke blot tomme ord, det er at forløse Guds
godvilje over den person, Gud vil velsigne! Hvorfor skal vi da være så
karrige imod hinanden? Hvorfor ikke tale godt om hinanden istedet for at
kritisere og tale grimt om andre, hvor vi sårer hinanden. Mange mennesker
går omkring med uhelbredte åbne sår, som djævelen og verden har påført
dem.
Kære kristne venner, vi lever i en så hård verden. Vi er oppe imod
superintelligente monstre i åndeverdenen. Derfor må vi hjælpe hinanden.
I min Bibel ser jeg, at Herren siger, at vi skal velsigne hinanden! Velsign
og forband ikke! Velsign!
Velsignelsen er stærkere end forbandelsen, for den er grundfæstet i
Herrens nåde, der varer i al evighed, mens forbandelsen hører loven til.
Når du velsigner en person, da omfavner du ham med Herrens godvilje.
Herren vil tage sig af problemet og du løser i sandhed personen fra det
fangenskab og den forbandelse, han på sin vis er bundet af!
Lad os inde foran Jesus Kristus bekende vore synder og give det løfte, at vi
fra i dag af ikke vil tale et eneste ondsindet ord um nogen broder i Herren!
Da skal vi få at se, hvad Herren vil gøre! Gud har forbudt mennesker at
røre ved Hans salvede.
Effie Campbell oversatte
Hvordan lave en dårlig dag til en god dag?
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil
give jer hvile.”
Matt.11,28
Vi kender det allesammen. Dagen begynder elendigt, børnene er
besværlige, ægtefællen stresset, kravene på arbejdspladsen er store og
forekommer håbløse. En kollega beklager og situationen forværres, og det
er lige ved at vi mener, at alting er en stor byrde – en byrde vi næsten ikke
er i stand til at løfte. Vi finder ingen mening i noget. Alt er galt! Kort sagt
en såkaldt ulykkesdag.
”Hvad gør man, hvad gør man, når alt er gået galt,” synger Peter Belli i en
af sine sange. Der er kun eet at gøre og det er at lægge alt over på
deneneste, der er i stand til at forvandle en håbløs situation til noget bedre,
nemlig Jesus. Vender vi os til ham hellere end blot at fortsætte på samme
kurs, så kender vi en forandring. Vi mærker en vidunderlig fred synke ned
i sjælen. Vi forsøger at finde løsninger snarere end at skabe problemer.
Jesus siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge
byrder, og jeg vil give jer hvile.” Jesus er løsningen på selv de værste
vanskeligheder. Blot det at tænke på Jesus, at bede til ham er i sig selv en
løsning. Vi føler os ikke alene med vore problemer. Ofte har jeg oplevet, at
just når situationen forekom mest håbløs fandt jeg løsningen, idet jeg søgte
Jesus i et stille suk eller gik i bøn til ham. Jesus er en utrolig inspirator og
en god trøster, når udsigten er elendig. Han er der altid. Vi behøver ikke
engang vente til han får tid. Han er der bare.
Så derfor: Glem ikke Jesus i dagligdagen, uanset om det går dig godt eller
dårligt. En ting er ganske sikker: Den bedste dag begynder med en samtale
med Jesus og han er i stand til at forandre mørke til lys. Begynd derfor
dagen hos Jesus, så er du i trygge hænder uanset hvor håbløst alting ser ud.
Ebbe Jensen, ”Dansk Europamission”. Effie Campbell oversatte
Førdatid frelser ingen
”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til
skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke
til skamme, ”
1.Kor.1,27
Jeg har hørt om en mand, der kaldtes Nylin og kom fra Närkeskil. Han var
en enfoldig mand. Nogle anså ham for at være for uvidende og tilskyndede
ham til at tage på bibelskole.
Som sagt så gjort. Han meldte sig ind på en bibelskole og begyndte studiet,
men da han stødte på diverse mærkelige begreber som f.eks. ”plus-kvam-
perfektum”, så havde hans tunge problemer med at udtale ordet og det var
i det hele taget vanskeligt for ham at følge med, hvor meget han end ville.
Efter nogle mislykkede eksamener havde han til sidst taget sin beslutning.
Han sagde:
”Nej! Pluskvamperfektum (det er et ord fra grammatikken og betyder
førdatid) frelser ingen! Nu drager jeg ud igen til Herrens arbejde.”
Han vandt flere sjæle og førte flere syndere til Herren Jesus end selv de
allerbedste elever, der gik på den bibelskole. Mon Herren gjorde dette for
at gøre de vise til skamme?
E.Campbell oversatte
Guds ord om dagen, livet og døden
”Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og
min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. ”
Joh.14,23
Det betyder, at vi skal holde fast ved at holde os til, ja hægte os til det
Jesus har sagt. ”Vi – det er både Gud Fader og Gud Søn – skal komme til
ham og tage bolig hos ham.” Dette sker ved Guds Ånd, der er usynligt til
stede.
Og når vi siger ”Jesu ord”, så kan vi med god samvittighed også sige
samtlige ord i den Hellige Skrift, fordi Jesus levede og åndede i Bibelens
ord, og fordi han til sine disciple sagde: ”Den, der hører jer, hører mig ...”
Luk.10,16
Hvordan er det om morgenen, når du vågner og står op og en ny dag ligger
foran dig? Der står jo skrevet: ”Herren selv går foran dig, han vil være
med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange,
og lad dig ikke skræmme!« ” 5.Mos.31,8
Klamr dig til Ordet! Så tager Ånden det og giver dig det.
Hvordan har du det, når laver dagens arbejde, derhjemme eller på
arbejdspladsen? Hægt dig fast til Bibelordet! Så tager Helligånden det og
giver dig det: ”Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for
mennesker. ” Kol.3,23
Og når du snakker med mennesker du møder: ”Enhver, som kendes ved
mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er
i himlene. ” Matt.10,32 Det har Jesus sagt.
Eller når du er ked af det? Klamr dig da til Jesu ord. Så tager Ånden af det,
der er Hans og giver dig det: ”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får,
og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender
Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. ” Joh.10,14-15
Når du savner een, der nu ikke er blandt os mere? Der står skrevet: ”Og
jeg hørte en røst fra himlen sige: »Skriv: Salige er de døde, som fra nu af
dør i Herren. Ja, siger Ånden, de skal hvile efter deres møje, for deres
gerninger følger dem.« ” Åb.14,13
Og når du får mulighed til at glæde dig? Hold da fast ved Bibelordet.
Helligånden tager det og giver dig det: ”Alle gode og fuldkomne gaver
kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes
forandring eller skiftende skygge. ” Jak.1,17
Når du er træt: ”Lovet være Herren dag efter dag, Gud bærer os, han er
vor frelse.” Salme 68,20 Hægt dig da til Bibelordet. Så tager Helligånden
og giver dig det.
Når vi bliver syge og gamle: ”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om
vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag
for dag. ” 2.Kor.4,16
Når aftenen kommer og du går i seng. ”I fred kan jeg lægge mig og sove,
for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.” Salme 4,9
Og når du skal dø. Hægt dig da til Bibelens ord. Så tager Helligånden det
og giver dig det: ”i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen
skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles.”
1.Kor.15,52
Og Jesus sagde: ”... Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som
har sendt mig. ” Joh.14,24
E.Campbell oversatte
Flere med til himmels
”Jeg siger jer også: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at
bede om, det skal de få af min himmelske fader. ”
Matt.18,19
Gud elsker mennesker, der beder om, at sjæle må blive frelst. Det var for
syndere, at Jesus døde. Det er de frelste syndere, der er belønningen for
den smerte, som hans sjæl har udstået. Derfor bør vi til stadighed bede om,
at syndere må blive frelst. Lad os gå ind i ”bønnens verden”.
Tag Gud på Ordet, også du! Hold du bøn! Gud er dig nærmere end du tror,
og bønnesvaret bliver dig givet i samme stund, du har taget beslutningen
om at bede af hele dit hjerte indtil du ser et åndeligt gennembrud. Jesus
siger, at den mindste enhed i bøn – to mennesker – er nok til at styrke
bønnen så meget, så vi får, hvad vi end bliver enige om at bede
om(Matt.18,19). Dette er jo noget ganske enestående. Tænk, hvad det
betyder i åndelig krigsførelse! Een skal slå tusinde, og to skal drive tusinde
foran sig! Halleluja!
Den eneste betingelse for, at vi skal se syndere komme og søge frelse, det
er, at vi bliver sønderknust og ydmyge ind foran Gud. Han kan ikke betro
”nyfødte børn”(i.e. De nyomvendte) i hænderne af en statue! Nej, Gud
søger en varm moderfavn at lægge sit nyfødte barn i hænderne af. Nogle
menigheder er kolde som ligkældre. Hvordan kan vi byde nyfødte Guds
børn til et sådant samfund?
Vi må have flere med os til himmels, vi må have flere med os hjem. For
portene ind i byen venter(Åb.22,14), og englene venter og ønsker at få lov
til at byde dem velkommen hjem.
Effie Campbell oversatte
Den der stoler på Herren
”intet øre har nogen sinde hørt, intet øje har set en anden Gud end dig,
som griber ind for den, der håber på ham.”
Es.64,3
Men at stole på og vente er ikke altid nemt. Det at holde ud med at vente
og påkalde Gud, at strides i bønnen og alligevel ikke se hjælpen komme.
At vente alt mens dage bliver til år uden at der kommer svar, hvor
himmelen synes lukket. At vente sommer og vinter mens bønnesvaret
forekommer een endnu fjernere. Skyggerne længes, mørket kommer,
håbet svinder og den modløse sukker:
”Oh, Gud, hvor længe?”
Men under alt dette er dog den guddommelige levende magt og virker
for den prøvede og modløse sjæl, og Gud selv står bag alt, der sker. Vi vil
allerhelst have et bønnesvar med det samme. Men sådan er Guds veje ikke
altid. Gud må forberede vort hjerte til at modtage svaret.
På den anden side af det himmelske forhæng sidder Mesteren og former og
kæler for bønnesvaret, så vi bliver i stand til at modtage det, samtidig med
at vort hjerte bliver modent til velsignelsen. En Gud og Fader, der arbejder
for sit barn, der tålmodig sidder og venter og stoler på ham – hvor er det
dog herligt og smukt!
Vær da tryg, gudsbarn! Din sag er ikke glemt. Lad ordene fra Esaja 64,3
synke dybt ned i din sjæl, for så lægger de oprørte bølger sig. Det dæmper dine
beklagelser og din utrilfredshed, der nemt kan komme over dine læber og
fylder dit hjerte med en salig fryd i ensomheden og giver dig den fred, der
overgår al fornuft.
Hav blot tro på Gud og vent trøstig på Ham! Føl dig sikker i din tro på den stærke kyndige arbejdende hånd! Stol på det gode hjerte der jævner vejen og på den almægtige der altid giver det bedste i rette stund. Tro og vent! Stol
på Gud!
T.D.H oversatte
Bøn for det ufødte barn
”Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors
liv.”
Salme 139,13
Annette Vestergård
For kort tid siden fik vi en yndig velskabt pige.
Som vordende forældre er det en stor velsignelse at lægge det ufødte barn
op i Guds hænder og vide, at der ligger det sikkert. Det har vi som ægtepar
– og jeg som mor – oplevet.
Allerede inden vores barn kom til verden, har vi, vores familie, venner og
bønnegruppen, vi er en del af, bedt for barnet. For os er det en måde at
lægge hovedansvaret over på ham, der skaber alt liv. Hver dag, inden
barnet blev født, bad vi for det. Vi har bedt for fødslen, for at barnet måtte
være frisk velskabt, at det måtte lære Gud at kende og at Gud måtte
velsigne os i jobbet som forælder.
En dag, kort tid efter at jeg var blevet gravid, kom jeg til forbøn. Præsten,
der bad for mig, talte direkte ind i min situation, på trods af at han intet
kendte til mig eller vidste noget om, at jeg var gravid. Han sagde, at
selvom jeg ikke havde ønsket mig et barn lige på daværende tidspunkt, så
skulle jeg vide, at det var en Guds gave.
Det gik udmærket med selve fødslen. Jeg følte mig tryg og glad hele vejen.
Vores lille datter er så glad og mild.
Selvom jeg har været enormt stresset og har haft mit at kæmpe med, så har
det været vidunderligt at vide, at vores barn var en gave fra Gud og ikke
blot en tilfældighed. Det har været en ekstra velsignelse at kunne bede for
sit barn inden det kom til verden.
”Fokus på barnet”. E.Campbell oversatte
Givet helt hen i arbejdet for Herren
”For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er
Guds. ”
Ef.2,8
Af den nåde er I frelst ... gaven er Guds ... da bliver det Guds nåde, at vi
kan gøre noget for Jesus. Og der står videre: ”For hans værk er vi, skabt i
Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at
vandre i. ”
”Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og
skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger.”
Titus 2,14
Og i tredje kapitel hos Titus fortsætter Paulus: ”– troværdigt er det ord! Og
det vil jeg, at du skal indprente, så de, der er kommet til tro på Gud,
lægger vægt på at handle godt og rigtigt; det er godt og gavnligt for
mennesker. ” og ”Også vore folk skal lære at gøre gode gerninger og
hjælpe, hvor det behøves, så deres liv ikke skal være uden frugt. ” Titus 3,8
og 3,14
Jesus har lovet at velsigne os, når vi giver til hans arbejde. ”Giv, så skal
der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i
favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.« ” Luk.6,38 -
”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit
hus. Sæt mig på en prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og
udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre.” Mal.3,10
Sammenlign også 5.Mos.28,1-13 og Matt.23,23
I 1.Kor.12,28 siger Paulus: ”Og i kirken har Gud sat nogle til at være for
det første apostle ... lærere ... mægtige gerninger ... nådegaver til at
helbrede ... til at hjælpe ... ” at hjælpe er medtaget blandt disse nådegaver.
At hjælpe på alle måder.
Når du giver til Guds riges arbejde, så er du med til at vinde sjæle for Jesus
Kristus. Gud vil rigelig velsigne dig her i tiden og i evigheden.
”Jeg har været ung og er nu gammel, men jeg har aldrig set en retfærdig
forladt eller hans børn tigge om brød. Dagen lang låner han gavmildt ud,
og hans børn er til velsignelse.” Salme 37,25-26
”Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste. Råb
til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.” Salme
50,14-15
”»Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som
hans gerning er. ” Åb.22,12
”Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i
arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren. ”
1.Kor.15,58
Effie Campbell oversatte
Kræft-lægen, professor dr.med. Carl Krebs:
”I skal holde mine sabbatter, og I skal nære ærefrygt for min helligdom.
Jeg er Herren! ”
3.Mos.26,2
”Dengang jeg om foråret 1913 forberedte mig til første del af det
medicinske embedsbevis og testede mine yderste evner, førte jeg
omhyggeligt log over hver gang, jeg satte mig til at læse anatomistudiet og
hver gang, jeg holdt inde med læsningen. De uger hvor jeg holdt
fuldstændig fri om søndagen kunne jeg i gennemsnit læse 60 timer om
ugen, men på de dage, hvor jeg havde læst om søndagen kunne jeg
samtlige 7 dage aldrig komme over 54 timer i gennemsnit alle 7 dage om
ugen.
Husk at holde hviledagen hellig! Det vil De komme at blive glad for, når
De er presset maksimalt og hvor De må bruge alle kræfter og give det
yderste af, hvad De formår.”
Guds retfærdighed
”For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de
skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. ”
Matt.5,20
En mand fortalte, at han i mange år holdt sig i afstand fra
Bjergprædikenen, for dens krav satte ham i en håbløs situation. Farisæerne
og de skriftkloge gjorde jo mere end de fleste med at lære Guds vilje at
kende og at følge den.
Hvorvidt kravet er en retfærdighed, der er langt større end deres, så er
alting håbløst, for så kan ingen honorere kravet, for ”– som der står
skrevet: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. ” Rom.3,10
Én af dem, der har kørt sig fast i dette, er den tidligere farisæer, Paulus, der
bekræfter, at hvis det er den eneste vej til frelse, så må han sige: ”Jeg
elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme? ”
Rom.7,24
Vejen til Himmelen er låst, hvis alt står i vore gerninger. Dette anerkender
Jesus også: ”... ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
Dette indså Paulus også. Men det der blev hans lykke, det var at Jesus
standsede ham, og at han kom til tro på ham som sin frelser. I denne tro
kan han derfor udbryde sit glædens råb: Den der ikke kendte til synd,
gjorde Han (Gud) til synd på vegne af os, for at vi skal kunne være Guds
retfærdighed i ham.
Her er den retfærdighed, der overgår de skriftlærdes og Farisæernes . Og
den bliver ufortjent givet til enhver, der tror på Jesus Kristus, der har båret
alle vore synder.
Han er vejen – den eneste – ind i Guds rige.
Ret blikket mod ham
”De, som retter blikket mod ham, stråler af glæde, deres ansigter skal ikke
forgræmmes.”
Salme 34,6
Vi ærer ikke vor nådige Herre, når vi sætter os under et cypristræ, hænger
vore harper på sorgens grene af piltræ eller traver omkring i dødens og
håbløshedens skygge.
”Jeg vil ikke være ulykkelig,” sagde en god gammel gudsmand, ”jeg vil
lovprise Ham og ophøje Hans navn med et smilende ansigt og lykkeligt
liv.”
Lammets brud skal ikke bare være pletfri men have et yndigt ansigt. Vi må
stå parat og klar i vore livets opgave, når alderdom, forgængelighed, ja
endda træthed rammer os, så de ikke skal kunne forhindre os i at glædes i
Herren.
Vi bør kunne være i stand til at gå igennem ild, uden at sveden lugt afgives
til vore omgivelser fra vores tøj, eller gå i høj varme uden at beklage os
eller tørre op og falme uden at bringe frugt.
Det er ikke naturligt, men intet i kristenlivet er heller naturligt. I Jesus
Kristus er der overflod af nåde til at udrette den gamle forjættelse til os:
”Jeg er som duggen for Israel, der skal blomstre som liljen og slå rødder
som Libanons træer.” Hos.14
Skal vi være friske så må vi vende vore forgangne dage ryggen og i stedet
vende vore ansigter mod den tilstundende morgen. Vi har brug for ny
inspiration hver morgen, for ellers bliver det tungere for ånden. Gårdagens
luft er blevet for gammel. Det syn jeg så i går er os for trang.
Skue fremad mod nye idealer og nye idéer og Herren vil føre dig fra den
ene fjeldtop til den næste. Ve os, at vi ikke længere ser fremad, men istedet
mener vi har fremholdt vore synspunkter og udført vore ideer! Træet der
ikke længere spirer og blomstrer bærer heller ingen frugt og det får
dommen:
”Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? ”
Mange kristne mennesker udmattes fordi de mangler føde. De oplever blot
gang på gang de begrænsede, kristne følelser og erfaringer. De ligger på
sine åndelige oplevelser lige indtil de har mistet al næringskraft og saft.
De burde snarere dykke ned i Guds ord, hvis de ønsker åndelig glæde. De
burde lade Kristi ord bo rigeligt i visdom iblandt dem, for ellers svækkes
alting og dør. Og lad os fremfor alt bevare vores fællesskab levende
sammen med Kristus selv, os i ham og han i os; for uden ham kan vi slet
intet gøre.
T.D.H oversatte
At leve med Kristus
”Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. ”
Rom.6,8
At være døbt til Kristus betyder at være døbt til hans død. Vi er døbt til at
have del i alt, som Jesus har vundet til os ved sin død. Vi er løskøbt fra
syndens og dødens magt. Det betyder ikke, at vi lever et liv uden synd,
men et liv, hvor Kristus, vor Herre, har vundet over syndens og dødens
magt og sprængt det.
Men vi er ikke blot sat fri fra noget, men også til noget. Vi har fået
muligheden for at leve vore liv i fællesskab med Kristus.
Vi er døbt til at have del i hans opstandelse. Ikke alene engang i fremtiden
med Jesu tilbagekomst, men allerede her og nu vil han gøre os til en del af
det nye liv sammen med sig.
Vi tilhører Kristus og har lod i hans liv. Og ligesom Kristus lever for Gud,
således fører Han også os syndere ind i livssamfund med Gud, når han
bliver vor Herre og Frelser.
”Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for
Gud i Kristus Jesus. ” Rom.6,11
Dåben er altså noget man lever i. Kristus fører os ind i et liv for Gud.
Sådan skal også dem, der tilhører ham, leve for Gud og i tjeneste for Ham.
Du må pløje inden du såer!
”... I skal bryde ny jord og ikke så blandt tjørne.”
Jer.4,3
Jesus fortalte engang lignelsen om sædmanden(Matt.13,3-9), der gik ud
for at så. Sædmanden er menneskesønnen(v.27). Sæden er Guds
ord(Luk.8,11). Marken er verden(Matt.13,38). Jorden er
menneskehjertet(Matt.13,23). Høsten er verdens ende(Matt.13,39).
I denne lignelse er det kun såningen, der bliver indgående behandlet, men
der bliver også hentydet til pløjningen og påpeget, hvor stor betydningen,
pløjningen har i verset, der fortæller, at sædet faldt på hård(upløjet) jord,
”på vejen”. Dette frø blev trådt ned og gik til (Luk.8,5)
I den åndelige verden bliver der pløjet med bøn. Såningen er Ordets
tjeneste: prædiken, undervisning, vidnesbyrd osv. Herrens første
sædemand fulgte Herrens himmelske sædemand, for han sagde fra
begyndelsen: ”men selv vil vi fortsat holde os til bønnen og tjenesten for
ordet.« ” Apg.6,4. Bemærk rækkefølgen: bønnen først.
Det dyrkningen betyder for såningen ude på marken og i haven, det har
bønnen at sige for Ordets tjeneste.
Mon der findes en landmand eller havemand, der begynder at så inden
mulden var pløjet. Nej! ”... For denne verdens børn handler langt klogere
... end lysets børn gør. ” Luk.16,8
Lysetes børn – dem, der slider på Herrens mark(Matt.9,37-38), spreder det
meste af frøene ud uden først at pløje. De sår blandt tårne. De understreger
betydningen af at prædike. De fylder deres sind og tanker med sandheden
og øser ud af den uden først at forberede mulden. De har for travlt til at
bede(at pløje).
Guds hus, der engang var ”et bønhus”(Matt.21,13), er nu blevet til et sted,
hvor der prædikes, undervises og oplæres i kristendom. Men uden bøn til
at trænge igennem den hårde muld – det syndige, egoistiske
menneskehjerte – er det forgæves at så Ordets frø. Ordet alene formår ikke
at trænge igennem. Håber landmanden, at mulden bliver dyrket hvis blot
han spreder frøene? Nej, men os der ikke gør os umage med arbejdet, vi
håber det!
I den sidste tid har jeg været nødt til at indrømme, at jeg i mange år har
strøget megen god sæd uden at se blot en nogenlunde tålelig høst, alt pga
det store misforhold mellem tid, brugt til bøn og tid brugt til Ordets
tjeneste. Måske har vi brugt hundrede gange så megen tid til at prædike og
undervise end til bøn. Det burde være modsat. Og vedrørende mig selg, så
har jeg nu ændret min arbejdsplan. Bønnen skal fra nu af have den første
og den største plads.
Lad os understrege: bønnen har samme betydning for Ordets tjeneste som
pløjningen har for såningen. Når vi prædiker, underviser eller vidner med
kolde bønneløse læber, så vil størstedelen af den gode sæd blive spildt.
Husk på, at den onde kommer og røver det, der er sået på
vejen(Matt.13,19).
Sommetider kan bønnen være hårdt arbejde, men at forkynde evangeliet
for en menighed, der har hårde hjerter og er ligeglade, ja det er endnu mere
hårdt. Der hvor der er bedt meget forud, der er det også nemt at prædike.
Der, hvor grunden af hjertet er forberedt gennem bøn, der behøver man
også forholdsvis færre ord til at overbevise mennesker om sandheden i
evangeliet.
I det sydlige Indien var der en lille landsby, hvor høvdingen og folket
modarbejdede missionæren og budskabet i tyve år. Til sidst afsatte
missionæren og hans hjælpere tyve dage til bøn og de bad deres venner
bede sammen med sig. Straks derefter drog missionæren ud igen til
landsbyen, og nu skete der noget. Efter kort tid tog høvdingen og mange af
hans medborgere imod Jesus, at der efterfølgende blev etableret en lille
kristen menigheden dér.
Mange eksempler fra Apostlenes Gerninger viser, hvordan nogle ganske få
Guds ord førte til frelse, når gerningen var forberedt under megen bøn.
Nogle der sætter forkyndelsen foran bønnen siger ofte: ”Efter Åndens
udgydelse i pinsen afholdt Peter en prædiken, der førte til, at 3000 sjæle
blev ledt frem til Herren. ”Hvor står det? Ikke i Bibelen?
Derimod står der, at inden pinsen var der samlet omkring 120 mennesker i
bøn til Herren. Solidariske og vedholdende i ti dage. Så da pinsedagen
endelig oprandt blev disse bedende disciple alle fyldt med Helligånden og
begav sig til at vidne for skarene. Efter at have ventet på Herren i bøn i ti
dage, så var en enkelt time med prædiken nok til at høste denne store
menneskeskare.
Ligesom det er hårdere arbejde at pløje end at så, sådan kan bøn også
sommetider føles meget hårdere end det at prædike. Og ligesom det at
pløje marken inden der bliver sået kræver flere dages hårdt arbejde mens
det at så tager kort tid. Sådan er det også med bønnen og med Ordets
tjeneste. På samme måde vil den sæd, der bliver sået i pløjet jord give en
mange gange større høst end det, der bliver sået i en upløjet mark. Det
samme gør sig gældende i Guds rige. Det findes ikke et menneskehjerte,
der kan tage imod Guds ord, uden at det først er forberedt gennem bøn og
Åndens bevægelse.
Men det er alligevel ikke nok blot at pløje og så, hvis sæden skal bære
frugt. Der kræves også regn og hvadenten den falder som naturlig regn på
den tørre muld eller vandet bliver båret eller bragt ud på marken, så kan
marken ikke klare sig uden vand. Det samme er også gældende for den
åndelige høst. Herrens mark er lige tør som Saharas ørken. Det er altid
lettere – ligesåvel for landmanden som for os – at pløje, når mulden først
er blevet blødgjort af regnen.
Men hvad er da regnen, der skal blødgøre det hårde menneskehjerte?
Svaret er: TÅR. ”De, der sår under tårer, skal høste med jubel. Grædende
går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens
han bærer sine neg.”
Salme 126,5-6 Effie Campbell oversatte
Opskrevet i Livets bog
”Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen, og bøger blev
åbnet, og en anden bog blev åbnet, det er livets bog, og de døde blev dømt
efter deres gerninger ifølge det, der stod skrevet i bøgerne. Og havet gav
sine døde tilbage, og døden og dødsriget sine døde, og de blev dømt,
enhver efter sine gerninger. ”
Åb.20,12-13
”Våg, og bed om ikke at falde i fristelse. Ånden er rede, men kødet er
skrøbeligt.« ”
Matt.26,41
Den time kommer, når livets Herre skal opvække alle, der sover i jordens
skød og i havets dyb. Hvis de står optegnet i livets bog så bliver de
frikendt og går ind til Guds og Lammets trone.
”Hvem er disse, og hvorfra kommer de?” spørger vi og får svaret, at det er
dem, der kom igennem den store trængsel og som er renset i Lammets
blod.
De kom gennem alle farer og til deres rette hjem, byen foroven, med hans
kraft, som de troede på og tilbad. ”Våg og bed,” havde han sagt, - men der
var mange der glemte dette bud.
Dengang jesus blev født til verden var han allerede ventet af mange jøder.
Evangelisten skriver om gamle Anna, at hun fortalte om Jesus, borgerne i
Jerusalem, der higede efter ham. Men en tid lang efter Jesu fødsel,
fortæller Matthæus, at hele Jerusalem frygtede ved at høre om en konge,
der var født. (Matt.2,3). Folk var atter faldet i søvn og frygtede.
Sådan vil det gå, når Jesus kommer anden gang, og råbet lyder, at han er
nær. Dem der da våger og beder, er rede til at tage imod ham. Deres navn
står opskrevet i livets bog.
Spis livets brød
”Jeg er livets brød. ”
Joh.6,48
Mange mennesker læser forsvindende lidt, hvis noget, i Guds ord, Bibelen
og da har de ingen trøst og hjælp at hente. Hvorfor det?
Fordi ordet fra Jesus og ordet om Jesus ikke er blevet ”Livets brød” for
dem. De lever ikke i den atmosfære, hvor Guds ord er den daglige mad,
som vi må leve af og indtage.
I en salme står der: ”Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne
jord.” Mange kan nok huske, at sådan var det i deres barndomshjem
engang. De tænker med glæde tilbage til de dage. Men hvordan er det i
vore hjem nu? Er Guds ord vores daglige brød, der leder Jesus nærmere til
os?
”Et ord med på Vejen”. E.Campbell oversatte
Den sejrende tro
”Jesus sagde til dem: »Tro på Gud! ”
Mark 11,22
Den er ikke let at skrive om.
Det ser ikke ud til at der er mange der har den.
Vi kan tale om den søgende tro, den kender vi, og vi kan tale om den
stridende tro, for den kender vi muligvis endnu bedre, men den sejrende
tro!
Nej, der bliver de fleste af os tavse. Vi kender så lidt til den.
Jeg kommer i tanke om mand der kom til Jesus. Også for ham var det
nøden, der drev til Mesteren. Han fik et ord fra Jesus og der står så
træffende om ham, at ”... Manden troede Jesus på hans ord og gik; ”
Den sejrende tro. Der var nogen der havde den og denne mand blev ikke
snydt.
Men du og jeg, der nærmest intet kender til dette, du og jeg, der daglig
kæmper og ofte taber i kampen! Nytter det noget for os at håbe at nå så
langt?
Vi forstår meget godt Jesu disciple, dengang de kom til ham med bønnen:
”... Herre, giv os mere tro!” Vi er uden tvivl mange, der gerne gjorde dem
følgeskab og gjorde deres bøn til vores bøn.
Eller kan du huske faderen, der grædende siger til Jesus: ”... »Jeg tror,
hjælp min vantro!« ” i Markus 9 Men han fik alligevel hjælp.
Og da så Jesus fik disciplenes anmodning om hjælp, selvom deres tro var
lille, ja, så fik også de hjælp.
Men det var nu den sejrende tro, vi omtalte. Hvordan nå dertil at tilegne
sig den?
Den forekommer mig at være en forsættelse af den stridende tro. Når du
strider din møjsommelige kamp mod vantro og håbløshed og synd, dig der
ikke giver op i kampen, men fortsætter og holder ud, du når engang et
højere niveau og får mere og mere del i den sejrende tro. Du ser det
muligvis ikke selv, du tror måske, at der er så ufattelig langt dertil, men
han kan se det og han fryder sig over det, så at du kommer til at leve mere
og mere under hans velsignelse.
”Tro på Gud!” siger Jesus.
Måtte Herren hjælpe os at holde ud i troen til vor sidste salige stund.
Chr. Høj
Frygt ikke
”Du skaffer plads for mine skridt, og mine ankler giver ikke efter.”
2.Sam.22,37
Den kendte amerikanske kvinde Joni Eareckson fortæller et sted om en
begivenhed fra hendes opvækstår. Jeg, mine søskende og forældre skulle
engang holde ferie ved bjergkæden Rocky Mountains.
Dengang vi passerede grænsen mellem Nebraska og Colorado, kiggede jeg
forventningsfuld mod vest og kort tid derefter tårnede bjergmassivet sig op
fra det flade landskab som vældige afskrækkende forsvarsvolde.
Vi havde en gammel bil i dårlig stand og jeg frygtede for om vi mon
nogensinde ville nå op under disse vældige og høje klippetoppe, som vi nu
kunne skimte derude i det fjerne. Vejen bugtede og vred sig snart sydover
og så igen nordover. Motoren jamrede og stønnede voldsomt mens vi
trængte os længere og længere mod vest. Ville vi mon kunne fuldende
rejsen og nå frem til destination? Og hvad hvis vi nåede helt derop og
motoren så satte ud!
Men jeg blev højligen forbløffet, for da vi endelig nåede toppen kunne vi
skue ud over et umådelig vidtstrakt højland. Så langt som øjnene kunne se
kunne vi skimte store grønne græsvidder, små gårde og græssende kvæg.
Vi kørte vestover de voldsomme og mægtige bjerge og holdt ferie i dette
smukke område de dage der var tilbage af ferien.
Sådan er kristenlivet. Vore prøvelser er ligesom høje truende forhindringer
på vores vej. Vi kan se den farlige vej, der vrider sig op gennem og langs
de stejle skrænte og forestiller os, hvad der sker, hvis vi kører ud over
skrænten! Bekymrede forestiller vi os, hvad der mon sker, når vi kommer
helt derop til målet og så vender vejen nedad igen, for det bliver vel ikke
mindre farligt. Men når vi så ved Guds nåde når destinationen indser vi, at
forhindringerne er blevet overvundet, og at vi er kommet ”op på højere
grund”. Denne erfaring vil skriftordet herover vise os til.
Tårner prøvelserne sig op foran dig. Mist da ikke modet! Det er ikke så
slemt som du tror. Herren vil føre dine skridt og du falder ikke ned på den
anden side. Dit liv vil fortsætte deroppe fra.
Herre, lad mig i dag opleve, hvordan du ”... skaffer plads for mine skridt,
og mine ankler giver ikke efter” Hvis jeg bliver bange, så vis mig
skønheden, der venter på mig deroppe.
Tålmodighed
”og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.”
EF.5,20
”Nu har han kørt mig træt! Du har udryddet alle, der hører mig til, og mig
har du fanget. Mit forfald er blevet et vidne mod mig, det står frem og
aflægger vidnesbyrd mod mig.... Tryg var jeg, men så rystede han mig, han
greb mig i nakken og slog løs på mig. Han gjorde mig til skydeskive,”
Job 16,7-8 og 12
Har du nogensinde hørt om Jobs tålmodighed? Der er dog noget, jeg ikke
helt forstår. For Jobs bog er en lang række beklagelser. Job var ikke
manden, der sagtmodigt blot modtog lidelserne. Han Skældte ud på Gud.
Selv vennerne gruede for hans vrede, og hvordan han talte til Gud.
Men Gud blev hverken fornærmet eller bitter. I stedet lader han Jobs
gudfrygtige venner gå hen og tale med ham.
Job var blot et menneske. Hans tålmodighed kommer godt og tydeligt til
udtryk, da han nægter at forbande Gud og dø. Men det var dog Herren der
kom med det bedste eksempel om, hvad det vil sige at være tålmodig. Der
står hos Esajas: ”Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende
væge slukker han ikke ...” Gud bar endda over med Job.
Jobs tålmodighed? Jeg synes vi snarere skulle tale om Guds tålmodighed.
Jobs Gud – din Gud – beskytter de pinte, giver de nedbøjede nyt mod og
lytter til de lidendes beklagelser.
Måske giver Han dig ikke et færdigsømmet svar, men Han svarer altid,
altid dine spørgsmål med sin egen tålmodighed.
Barmhjertige og tålmodige Gud, jeg takker dig for at være så tålmodig
med mig og alle dine børn, der altid har en tilbøjelighed til at komme med
beklagelser. Før os tålmodigt gennem vore prøvelser, indtil lovsangen
bryder ud og fødes på vore læber.
Takk for gledene eg kjende,
Takk for sol og himmel blå,
Takk for motgang du meg sende,
Takk for sorg som du la på,
Takk for harde prøvingstider,
Takk for hjelpa du meg gav,
Takk for kvar ein dag som lider,
Takk for trøyst mot gru og grav!
August Storm
På kirkegården
”Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal
blive i mørket.”
Joh.12,46
To mænd stod i en kirkegård.
Den ene stod ved sin datters grav, der var død 25 år gammel. Det var stor
sorg hos ham ham, men han havde den faste tro, at Jesus ville rejse hende
fra de døde på den yderste dag.
Den anden mand stod ved sin hustrus grav, som lige var blevet begravet.
Faren går da over til ham for at trøste ham med opstandelsestroen. Faren
forekommer meget overrasket og spørger derfor, om han tror på
opstandelsen.
Nej, for ham var der ingen opstandelse – graven var det evige mørke og
derfor græd han håbløshedens gråd om sin hustru.
”Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal
blive i mørket.” Joh.12,46
Fra Ruths bog
”Han skal holde dig i live og forsørge dig i din alderdom. Din svigerdatter,
som har vist dig kærlighed, har født ham. Hun betyder mere for dig end
syv sønner.« ”
Ruths bog 4,15
I Ruths bog møder vi to unge kvinder, der begge to og den samme dag stod
overfor en afgørende beslutning. Deres navne er Ruth og Orpa. De havde
begge to samme mulighed for at vælge ret, for deres lod var ens.
No'omi, deres svigermor, tilhørte det israelske folk, men var på grund af
hungersnøden derhjemme draget til Moabs land sammen med sin mand og
begge sønnerne.
Men først døde manden og siden også begge hendes sønner, der havde fået
sig moabittiske hustruer, og hun sad nu alene tilbage. Da hun så hørte, ”...
at Herren havde taget sig af sit folk og givet det føde.” afgjorde hun at
vende tilbage til sit land efterfulgt af begge sine sønners hustruer.
Efter at have tilbagelagt en god strækning sagde hun til dem, at nu måtte
de vende tilbage til deres eget folk og slægt, så de kunne få det godt. Men
fordi de holdt meget af deres svigermor, græd de begge to højt og sagde:
”Nej, vi kommer med dig til dit folk!”
Men da så No'omi fortalte dem, at hun ikke kunne forsikre dem gode
timelig kår, så valgte Orpa at venda tilbage og forblive i sit eget land.
På trods af at hun gennem sin tilknytning til Herrens folk havde lært den
ene sande Gud, himmelens og jordens Skaber at kende, så vendte hun Ham
alligevel ryggen.
Hun valgte at være sammen med mennesker, der dyrkede afguder fremfor
at holde sig til Herren og hans folk.
Hvor er det tragisk at begynde på Guds vej og så senere vælge at forlade
den!
Ruth derimod var helt anderledes. Hun havde fattet kærlighed til Herren
og var ikke til at rokke. Vi ser hende for os, mens hun med klare og
beslutsomme ord fortæller om sin hjertes beslutning og siger til sin
svigermor: ”Men Ruth svarede: »Du må ikke tvinge mig til at forlade dig
og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo;
dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. ” Ruths bog 1,16
Da nu No'omi forstod, at Ruth ikke var til at rokke, men at hun ville med
sig, fulgtes disse to til det Hellige Land.
De ankom til Betlehem ved den tid, hvor byghøsten skulle til at sætte ind
og inden lang tid var gået, genfinder vi Ruth ude på marken, hvor hun
hentede aks bag høstfolket uden at tillade sig nogen hvile.
Boaz, der var besidder af jorden, hvor hun befandt sig, var mild og venlig
mod hende, og da han forstod, at han, fordi han var i familie med Noomi,
og var forpligtet til at gifte sig med Ruth, så blev han det. De fik en søn,
”De gav ham navnet Obed, og han blev far til Davids far Isaj... ”
Vi ser her, at Herren belønnede Ruth rigeligt for hendes trofasthed. Hun
blev gift med en velhavende mand, og hun blev oldemor til kong David,
og af Davids slægt kom Jesus. Nu er spørgsmålet blot hvorvidt du og jeg
er en Orpa, der vender Gud ryggen eller en Ruth, der forlader alt for at
følge Ham?
E.Campbell oversatte
Kun ædelsten
”På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: »Den, der
tørster, skal komme til mig og drikke.”
Joh.7,37
En araber kæmpede sig gennem ørkenen, udmattet af sult og tørst. Han fik
da øje på en pose der i sandet. Ivrig greb han fat i posen og rev den i
stykker. Så smed han posen fra sig med en foragtelig reaktion og
bemærkede i en skuffet og irriteret tone: ”Åh, det var bare ædelstene. Jeg
troede det var dadler.”
Hele menneskeslægten jager efter alt det der funkler og glimter. Det der
glimter har en overvældende tiltrækningskraft. Forblindet af det farer
mennesker afsted efter magt, ære og ros. Mange nåede det også men blev
skuffet for det de i virkeligheden søgte, ja det fandt de ikke.
Deres jag efter lykke blev til en stor skuffelse. I stedet for en
tilfredsstillelse blev det til tomhed. De forventede at komme til en oase
men befandt sig i stedet i en ørken.
En sådan dag kommer i ethvert menneskes liv. Alt der funkler og klimter
mister sin stråleglans. Ædelstene er brugbare til fester og i butikker men er
uden værdi for en sulten sjæl.
Var der ikke mere at finde og få? Havde verden noget mere at give end en
pose med ædelstene? Kan den ikke give føde for sjælen og fred til hjertet?
Og rigdom, ære, ros og magt må svare dertil: Nej – det kan vi ikke.
Alt det denne her verden kan give det er en stakket nydelse af synden.
Verden og dens lyster forgår i en ørken af tomhed, skuffelser, had og
håbløshed. Her duer det ikke, der glimter i solen. Manden søgte efter
dadler! Sandelig findes der dadler i ørkenen.
Jesus råber til den trætte sjæl: ”... »Den, der tørster, skal komme til mig og
drikke.”
At komme til Jesus er at bekende sine synder for ham. Tro på Guds tilbud
om nåde for alle dine synder for Jesu skyld alene, og du vil se, at ørken
bliver til en oase.
Synden forvandlede Paradis til en ørken. Syndernes tilgivelse forvandler
ørkenen til et paradis.
Grib derfor ikke efter det, der glimter i øjeblikket men grib det evige liv
lige nu!
Gud elsker dig
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at
enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”
Joh.3,16
Kristus åbnede himmelens port. Og i stedet for at skue ind i det strenge og
hårde Guds ansigt, som mennesker troede det ville se – det ansigt, i hvis
lys de blev rædselsslagne til døden – får vi i stedet lov til at sænke vore
flakkende og svage blik i en evig, uendelig tilgivende barmhjertighed.
Her har vi evangeliets hovedmål: Gud elsker dig!
En enkel sætning, let at lære, let at gentage. Sandheden over alle
sandheder, det første og det sidste, et menneske har behov for at vide for at
leve og for at dø. Men en sandhed, der er vanskelig at holde fast ved
overfor alle vore indre og ydre protester. De vækker irritation, gene og uro.
Freden blæser ud af hjertet, angsten ligger på lur klar til at skubbe og mase
sig ind for at tage bolig dér, hvor der tidligere var fred.
Men vi er gudskelov ikke ladt i stikken som offer for vore følelser. For så
ville vi ikke have nogen chance. Nej, Jesus er kommet for at give os
visheden om Guds vilje. Hvad end vore følelser måtte sige os, hvad end
verden og vore egne forlag måtte bilde os ind, så har vi ikke brug for – om
vi holder os til sandheden – at give slip på den vished, der er over al anden
vished, den virkelighed, der overgår al virkelighed, den sandhed, der en
gang for alle er blevet åbenbaret og synliggjort os i Jesu egen person, i
hans prædiken, i hans virke og på korset: At Gud lever, og at hans væsen
er kærlighed og frelse.
Med denne vished angreb Martin Luther synd, død og fristelse. Ja, han gik
endog i sin sejrende tro så langt, at han i hjertets ufred så et bevis for, at
freden kan findes bagved ufreden, selvom fredens fjender ikke ville give et
stakkels hjerte lov til at nyde fredens sødme og kende den salige tryghed i
Guds fred.