22.januar 2025
Penge er ikke alt
”For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden og bøde med sit
liv? ”
Markus 8,36
En ung rigmand i London fik nakkekrampe. Lægen kom til ham og
undersøgte ham og fandt frem til, at han havde betændelse i hjernehinden,
og at om tre timer ville alting være overstået.
”Det gør mig ondt at sige det,” sagde lægen, ”men jeg står ganske
hjælpeløs her.”
”Læge,” sagde den syge, ”hvis De kan holde mig levende til i morgen, så
lover jeg Dem 100.000 pund.”
Lægen betragtede den syge og svarede: ”Jeg kan skrive recepter og
ordinere medicin, men tiden kan jeg ikke sælge. Den er i Guds hånd.”
Så er der altså noget, der ikke kan købes for penge, og det er godt! Ofte
hører vi, at pange ikke kan købe lykke, men ofte er det blot et ordsprog.
Penge giver gode huse, bil og allehånde bekvemmeligheder, der er værd at
bemærke, men penge har også sine begrænsninger, og det er godt!
Meget kan købes for penge, men ikke helbredet, ja, for 100.000 pund kan
livet ikke forlænges med blot een dag. Hvert eneste øre, det skal efterlades
her, når vi forlader denne her verden, og værdierne kan skabe stod splid og
strid for andre.
Er det livet om at gøre, så findes der andre værdier, der er afgørende. Da er
det troen på Jesus Kristus og syndernes forladelse i ham, der er det eneste,
der holder, både i liv og i død. Den der ejer denne skat, han står ikke
tilbage på bar bund på den sidste dag.
A.J
Den kostbare perle
”Igen: Himmeriget ligner en købmand, der søgte efter smukke perler; og
da han fandt én særlig kostbar perle, gik han hen og solgte alt, hvad han
ejede, og købte den. ”
Matt.13,45-46
En ung mand kom til en præst og bad ham stå for sin brors begravelse.
”Jo,” sagde præsten, ”men lad os lige høre, Deres broder var en noget ung
mand, ikke sandt?”
”Jo, det var han.”
”Og han har arbejdet meget i 20 år?”
”Ja, det har han.”
”Hvad fik han ud af livet?”
”Jo, han efterlod sig en velholdt
gård, noget af penge i banken og 10.000kr
i livsforsikring.”
”Jamen, det er jo, hvad De har fået ud af hans liv. Men hvad fik han selv
ud af livet?” spurgte præsten.
Da tav broderen.
Det er en virkelighed, at mange mennesker efterlod sig meget i denne
verden, som arvingerne så skulle slås om, så de blev fjender resten af deres
dage, fordi der var een der fik en sofapude, som en anden havde udset til
sig selv. De efterlod sig noget, der gjorde livet svært for de andre. Men
hvad fik de så selv ud af livet?
Sandheden er den, at der findes en skat her i verden, som aldrig mister sin
værdi, det er en ubetalelig skat, der bliver skænket os fra oven, fra livets
Gud gennem Jesus Kristus, og denne skat kan vi få tværs over forhænget.
Der er åndelige skatte, der aldrig mister deres værdi, og som har vist sig
stærke nok til både at leve og dø på. En købmand, der drog ud for at søge
efter en kostbar perle og fandt den og gik så hen og solgte alt, han ejede for
at købe denne perle. Den perle hedder syndernes tilgivelse og den holder
hele vejen fra liv og til død. Den kan ikke efterlades eller arves til andre.
Uden den perle har livet ingen værdi – for alt må efterlades her.
A.J
Når hjertet brænder
”Jeg kender dine gerninger, du er hverken kold eller varm. Gid du var
enten kold eller varm! ”
Åb.3,15
Einar Prip, præst, sad en dag og talte med en fattig og modløs præst fra den
gamle syriske kirke.
”Nej, det bliver aldrig anderledes,” sagde præsten, ”menigheden dér er
kold og hård. Nu har jeg prædiket for dem i tre år. Tidlig og sent hører de i
Guds ord, at de ikke må bande, lyve eller stjæle og alligevel er alting det
samme.”
”Jamen du godeste, der er bare een ting, der mangler,” fremførte Einar
Prip.
”Hvad er så det?”
Prip tog to sten op fra gårdspladsen. ”Tænk, disse to sten her er trækul. Når
kulstykkerne ligger hver for sig, kommer der da ild i dem?”
”Nej.”
”Men hvis så den ene af disse kulstykker bliver glødende og du lægger den
sammen med den anden, hvad sker der så?”
”Ja, så kommer der ild i den anden også!”
”Ja, og derfor siger jeg til dig, at sådan kan du ikke blot i tre år, men i 100
fortsætte med at prædike, og skælde ud over kirkemenigheden og
fremholde Guds bud for dem, og de forbliver alligevel kolde og døde. Nej,
lad ilden først antænde dig, så at dit hjerte brænder af Jesu kærlighed til
sjælene, for så vil du se, at hele menigheden snart står i lys lue.
Effie Campbell oversatte
Dem der elsker hans åbenbaring
”Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den
retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle
dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst. ”
2.Tim.4,8
Jeg glæder mig altid så umådelig meget til at komme hjem. Håbet vokser
endnu højere, når vi kører fra den hurtige motorvej og ind på en fredeligere
vej. Når jeg så endelig kører opad mod vores hjem, så ved jeg, at inden jeg
får løst mit sikkerhedsbælte, så bliver døren åbnet og mor og far kommer
styrtende ud for at give mig en knuser og byde mig velkommen. De er
flyttet til dette her sted. Jeg har selv aldrig boet i hverken dette hus eller
denne by. Så selve stedet har ikke min store interesse, omend det er et
smukt sted der ved foden af den majæstætiske bjergkæde Rocky
Mountains.
Luften er kølig og tør. Himmelen er klar og blå. Solnedgangene her er
utrolig smukke. Men alt det har alligevel ikke så stor betydning. Det der
gør det her sted til noget helt særligt på denne jord, det er at mine forældre
bor der.
Uden hensyn til hvor de ellers måtte have valgt at bosætte sig, så havde det
været hjem for mig. Jeg elsker at komme og besøge dem.
Hjem. Ordet betyder kærlighed. Tryghed. Og sådan er det også for dem,
som der også står i skriftstedet herover, der har set frem til, at Jesus skal
komme igen.
Vi forsøger ofte at forestille os himmelen. Stier af guld, arkitekttegnede
huse, yndige blomster, eksotiske frugter og et helt univers, der overgår alt
og kuldkaster alle vore vildeste drømme. Det er ikke bare det, der har
betydning. Nej, det bedste er jo, at Jesus er der. Han venter på os. Han
længes efter os.
Dengang Paulus var blevet gammel, havde han mere og mere sit fjerne
hjem i tankerne. Han havde heller aldrig prøvet at bo der, men hans far
boede der og han længtes sådan efter at se sin far. Han ved, at hans tid er
kort. ”Mit blod skal snart udgydes, ...” siger Paulus, ”... og tiden er inde, da
jeg skal bryde op.” 2.Tim.4,6. Romerne havde gjort det således, at Paulus
ikke længere kunne komme og gå som han havde lyst til. Men det var
altsammen uden betydning. Han havde stridt den gode strid, han havde
fuldført løbet og nu tænkte han bare på, at han snart skulle møde sin bedste
ven, Jesus Kristus.
Det samme løfte har også du og jeg og alle dem, der elsker Jesus og glæder
sig til hans tilbagekomst.
E.Campbell oversatte
Jesus i dagligdagen
”Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre
gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg
gjort kendt for jer. ”
Joh.15,15
Jesus siger sig at være vor ven. En ven kalder vi almindeligvis en, vi er
glade for og som vi har tillid til, en vi ved der holder af os og som gerne vil
gøre sit til at hjælpe os i vanskeligheder. Men vi er allesammen blot
mennesker, og vi har fejl. Vi svigter og vi glemmer. De fleste af os har
allerhelst følt sig svigtet af nogen, de havde tillid til.
Men så har vi Jesus. Ham kan vi til enhver tid stole på uden nogensinde at
blive skuffet. Det har han lovet. Han hverken glemmer(”Glemmer en
kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de
skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.” Es.49,15) eller svigter (”Stol altid
på Herren, for Herren er en evig klippe.” Es.26,4). Han svarer ikke altid
sådan som vi måtte ønske det men på den måde, som han ved gavner os
bedst. Der hvor en dør bliver lukket for os der åbner Gud en anden dør.
Han lader os ikke stå modløse og opgivende, men han hjælper os altid
videre, når vi ikke selv kan få øje på en udvej.
Gud ønsker at få et inderligt forhold til hver enkelt af os. Ofte hører vi
formuleringen, ”hjertets dør”. Tænk engang, at på vor hjertes dør er der
kun håndtag indvendig. Vi må åbne op og give Jesus lov til at komme ind.
Han har skabt os med en fri vilje, og han respekterer vore grænser. Han
kommer ikke brasende ind, men han banker blidt på vor dør og beder om
at få lov at komme indenfor. Det er op til os, det er vor afgørelse.
For at komme et medmenneske nær, så må vi anvende tid sammen med
vedkommende. På samme måde er det også med Gud. Hvis vi vil opbygge
en åben forbindelse og venskab med ham, så må vi afsætte tid til dette.
Bønnen har en utrolig kraft. Desto mere tid vi bruger sammen med Gud i
bøn, desto nærmere kommer vi ham.
Han kender os helt til bunds, ja, faktisk bedre end vi selv gør det. Derfor er
det bare med at øse ud af alle vore ønsker og tanker frem for ham. Det er
ikke nødvendigt at lægge planer forud. Han griber alt det, vi har på hjerte,
og han går forsigtigt og trofast til værks. Og bedst af alt er: Han sladrer
ikke!
Tænk engang, hvor heldige vi er: vi har en psykolog, der forstår og
vejleder uden at vi skal begynde forfra og at fortælle i timevis for at skabe et
helhedsbillede af os selv, som Gud forud kender fuldt ud.
Brug derfor rigeligt med tid til at snakke med Jesus. Når du kører på
arbejde, bager, rydder op, fisker og når det ellers er muligt. Det opbygger
et trygt og tillidsfult venskab. Det letter vort sind, for han har lovet at bære
vore byrder for os.
Disse ord er skrevet af Susanne Hansen fra Tvøroyri på Færøerne, en måned før hun
døde i en tragisk trafikulykke i februar 2000
Vidunderlige levende ord
”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom
hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres
hjerte til Gud. ”
Kol.3,16
Det allerbedste vi kan sende vore unge med ud i livet, det er Guds ord,
Bibelen. Disse ord er mere end blot papir og tryksværte. De er levende,
lyslevende. Bibelen siger nemlig, at Herrens ord er ånd og liv. (Joh.6,63)
Guds ord gør det det nævner. Han skabte verdenen med sit ord. Mor må
have garn og strikkepinde for at skabe en trøje, og far måtte have træ og
søm for at skabe et hus eksempelvis. Men Gud udtaler et ord, og så er det.
Dette har mennesker forstået op gennem tiderne.
”Men officeren sagde: »Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit
tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. ” var der een der
sagde i Matt.8,8. - ”Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten
og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« ” sagde Peter i
Luk.5.5. Disse vidste begge to, at Herren blot skulle udtale eet ord, og så
blev det virkelighed. For i Salmerne har de muligvis læst dette: ”Han
sendte sit ord og helbredte dem og reddede deres liv fra graven.” Salme
107,20. Ja, ”Herrens ord(løfter) forbliver til evig tid.” Es.40,8.
Men ordet kan mere end bare det, det renser. Når vi læser Guds ord, så
bliver vi rene. ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. ”
sagde Jesus i Joh.15,3.
Både i Gamle og Ny Testamente bliver vi mindet om at læse Guds ord:
”Min søn, lyt til mine ord, vend dit øre mod det, jeg siger,” Ordspr.4,20
”Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom
hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres
hjerte til Gud. ” Kol.3,16.
E.Campbell
Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft
”Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft. ”
Fil.4,13
Selv den der har været svag og enddog dødssyg kan rejse sig igen og blive
så rask og stærk som aldrig tidligere, hvis dette er Herrens vilje. Også
åndelig set kan det lade sig gøre at komme sig efter en rum tid i svaghed.
De store personligheder, der omtales i kapitel 11. i Hebræerbrevet, dem der
i tro sejrede over kongeriger, spærrede løvers munde, slukkede ilde, dem
der undslap sværds ægge, ja selv de havde deres svage øjeblikke.
Efter sejren på Karmels bjerg ser vi profeten Elia som svag og mismodig
under en enebærsbusk, hvor han ønskede sig død.
Sådan har det måske også gået dig. Du var engang åndelig frisk og
kraftfuld, men nu er du svag og modløs. Men også du kan igen blive stærk,
for om de ”store” fortidens personligheder står der skrevet, at de blev
stærke efter at have været svage, ja, vældige i kamp og fik fjendens hære
til at vige.
Apostelen Peter havde sine svage øjeblikke, ja så svag var han
langfredsnat, at en pige fik ham til at falde. Men efter bekendelse, anger og
bod blev han så stærk, at han kunne styrke sine brødre, sådan som Jesus
havde forudsagt.
Paulus takkede Gud der gjorde ham så stærk, at han orkede alt i Kristus
Jesus.
Også du kan blive en åndelig stor personlighed ved at iklædes kraft fra det
høje.
Guds godhed
”Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som
efter hans beslutning er kaldet. ”
Rom.8,28
Når vi læser Paulus' breve kan vi nogen gange mene, at han er lige lovlig
afgjort og skråsikker – som f.eks i versene herover, hvor han direkte siger,
at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud. Alt? ”Ja,” siger han
betingelsesløst.
Men når vi nu ser nærmere efter, hvem dette er gældende for, ja så finder
vi derimod en klar og tydelig skelnen: ”... dem der elsker Gud.” Kun
angående disse er det gældende, at alt virker sammen til gode for dem.
Og naturligvis må det også være sådan. Hvordan det så møder os i livet,
hvadenten det er i medgang eller modgang, måtte virke, det afhænger af
hvordan vi modtager det. Medgang kan blive en fælde eller en forbandelse
for os, hvis vi tager imod alt det gode i selvisk utaknemmelighed.
Og modgang kan derimod bringe rig velsignelse med sig, hvis vi
tager imod den af Guds hånd. Dem, der elsker Gud, - i disse ord ligger
hemmeligheden begravet. For når vi elsker Gud, så lever vi Ham nær og
gør vi det, ja så har vi stor tillid til Ham. Derfor er vi trygge og
forhåbningsfulde i alt, og da vil Gud også sørge for, at alt virker sammen
til gode for os. Da vil modgangen ikke få os til at se andre veje end mod
Gud og at blive taknemmelige, når det er Ham, vi elsker fremfor alt
andet. Og det er kun den, der virkelig elsker Gud, der kan klare at tage
imod selv de sværeste prøvelser uden at blive bitter og uden at vende Gud
ryggen. Og fordi de også dér elsker Ham og holder sig nær til Ham, giver
Han dem del i ”de fredfyldte retfærds frugter” De bliver renset og modnes
og får mere og mere af det sind og den styrke, der kan bære andres byrder
og svagheder og ikke blot have nok i sig selv.
Og den der elsker Gud tvivler aldrig over, om det, Gud gør er det bedste
for os, også når det er tungt og svært. Dér høster vi ofte de
allerstørste velsignelser.
I et gammelt eventyr fortælles der om en prins, der fik en lille elfenbens
plade med sig, da han skulle begive sig på en lang rejse. På pladen stod der
skrevet nogle ord og hver gang, han kom i nød skulle han læse dem for så
ville hjælpen altid stå klar for ham. Men det underlige med disse ord var, at
de kun kunne ses og læses, hvis der dryppede tårer ned på dem. For så ville
de blive så tydelige og nemme at læse, men ellers ikke.
Det her er vistnok mere end blot en eventyr. Det foræller os en dyb
sandhed – nøden og prøvelserne får os til at få vore øjne vendt mod Guds
løfter og der finder vi også ord for vore bønner. Igennem tårer ser vi ofte
meget mere end med tørre øjne.
Lad os derfor i kærlighedsfuld tillid til Herren sige Ham tak for alle ting i
vor Herres Jesu Kristi navn, så skal også alt virke sammen til gode for os,
dette er en sandhed, der aldrig kan rokkes ved.
Takken
”Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? ”
Luk.17,17
Ganske vist kan vi undres over den utaknemmelighed, disse ni spedalske
viser efter at Jesus har helbredt dem. Deres situation havde været håbløs,
men han havde udfriet dem fra nøden! Vi tror måske ikke der er mange,
der er så utaknemmelige.
Men hvad er taknemmelighed, når alt kommer til alt? Det er ikke kun
glæden over det, man har fået, for det er ikke andet end selvoptagethed,
som en hund også har, når den har fået noget, den godt kan lide.
Taknemmeligheden er noget meget dyrebart, og det er lige præcis det, vi
ser hos den ene af de ti spedalske, ham der vendte tilbage for at takke.
Taknemmeligheden er hjertets genlyd, om man så må sige. Men desværre
er det ikka alle hjerter, der giver en lignende genlyd, men når den er der
glædet det altid Ham, fra hvem alle gode gaver kommer.
Under anden verdenskrig bemærkede en engelsk præst en lille dreng, der
kom i kirken for at bede. ”Kommer du ofte her for at bede?” spurgte han
drengen. ”Fire gange de seneste fem dage!” svarede drengen.
”Har du måske en eller anden slægtning, der er i krig ved Dunkerque?”
”Ja, far, men han kom hjem i går, og derfor kommer jeg her for at takke
Gud,” svarede han.
Dette er taknemmelighed efter Guds hjerte. Hvor har denne her dreng
egentlig meget at lære os! Vi beder og længes og vi får Guds gode gaver
hver dag – i småt og stort, men siger vi også: Derfor kommer jeg her for at
takke Ham?
Sommetider bliver vi mere optaget af det, vi ikke har, alt det vi kunne
tænke os at have, end den godhed, der er vist os gennem alt det vi har fået,
ikke mindst alt det onde, vi er blevet sparet for. Vi forstår godt den gamle
indianer, der blev spurgt, om han ingenting havde lært af den hvide mands
civilisation, hvortil han blot svarede med et enkelt ord:
”Utaknemmelighed!” Kravmentaliteten og den ubændige trang efter at få
mere og mere, der er så almindelig i vore dage, den kvæler det fine og
smukke i menneskehjertet, der kaldes taknemmelighed.
Mange af os havde allerhelst haft stor gavn af et besøg på et sygehus for at
hilse på nogle af dem, der er bundet til et langvarigt sygeleje, mange med
så godt som intet håb om at blive rask igen og få lov til at komme hjem
igen til sine kære. Eller tænke på de mange blinde, vanføre, alene,
ulykkelige.
”Jeg beklager mig, fordi jeg ingen sko har,” lyder et arabisk ordsprog,
”indtil jeg mødte en mand uden ben.”
Når vi så indser, hvor godt vi selv egentlig har det, og hvor meget, vi er
blevet sparet for uden at have fortjent noget af det mere end andre, ja så
må vi være skammelig utaknemmelige, hvis ikke vi vender tilbage til
Herren og af hele vort hjerte priser Ham, fordi Han har været så god imod
os.
Guds fodspor kan ses allevegne
”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans
hænders værk;”
Salme 19,2
En videnskabsmand tog ud på en opdagelsesrejse gennem Sahara ørkenen.
Han havde en arabisk rejseleder med sig, der ofte bad til sin gud. Engang
spurgte videnskabsmanden ham: ”Hvad laver du?”
”Jeg beder.”
”Beder? Til hvem?”
”Til Allah, til gud.”
Videnskabsmanden lo og sagde: ”Har du nogensinde rørt ved gud med
dine hænder?”
”Nej!”
”Så er du et fjols, hvis du beder til en gud, du aldrig har set og aldrig har
følt med dine hænder,” svarede videnskabsmanden.
Araberen svarede ikke. - De gik i seng, men inden solen stod op den
følgende morgen var de begge to stået op.
”En kamel har været her i nat,” sagde videnskabsmanden.
Da lyste araberens øjne. ”Har du set kamelen?” spurgte han.
”Nej!”
”Har du rørt ved den?”
”Nej!”
”Så er du en underlig lærd mand, der tror på en kamel, du hverken har set
eller rørt ved med dine hænder.”
”Åh,” sagde videnskabsmanden. ”vi ser jo kamelens fodspor i sandet.”
I samme øjeblik stod solen op af horisonten i al sin farvepragt. Araberen
pegede nu mod solen og sagde: ”Ser du skaberens fodspor? Så ved du
også, at der findes en gud.”
Skaberen selv kan vi ikke se eller røre ved. Men hans fodspor er tydeligt at
se allevegne. Ham der ikke er i stand til at se dem må der være noget galt
med. ”Tåberne siger ved sig selv: »Gud er ikke til!« De handler ondt og
afskyeligt, ingen gør godt.” Salme 53,2
Gud er hellig
”... I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. ”
3.Mos.19,2
Det ved vi godt. Det står der i Bibelen og i vore bekendelsesskrifter. Men
hvordan er virkeligheden? Er der plads for denne side af Guds væsen: Han
er hellig. Og plads for denne tro: Vi er hellige – fordi Han er det? Her har
vi et sort problem i vores kirke. Guds hellighed er på mange måder
forsvundet fra det moderne menneskes synsfelt. Nu taler vi altid om Guds
kærlighed. Ikke som noget direkte, vi har forsøgt, men som en troslære.
Gud er kærlighed, sådan siger Bibelen. Og det er sandt, men ...
Hvorfor dette men ...? Måske fordi vi er kommet for let frem til denne
sandhed. Og fordi vores opfattelse af kærlighed har sneget sig ind i den
bibelske opfattelse og skubbet den i humanistisk retning. Eller sagt med
andre ord: Guds hellighed er ikke forbundet med Guds kærlighed. Der er
ingen balance mellem de to. Retfærdighed og barmhjertighed, dom og
nåde, lov og evangelium, vrede og nåde, fortabelse og frelse. Sådan er
Bibelens tale. Altid et ”både og”. Ikke kun i det Gamle Testamente, men
også i det Ny Testamente.
Denne spænding eksisterer ligesom ikke længere i vores gudsopfattelse.
Luther siger: ”Du skal frygte og elske Gud...” Det er blevet til: ”Du skal
elske Gud.” Gudsfrygten er forsvundet. Og hvad er så følgen af det? Den
svenske rektor i Uppsala, Agne Nordlander siger sådan her: ”Gud dømmer
og straffer ikke sådan at et menneskebarn skælver foran Hans åsyn, og Han
elsker ikke sådan at et menneskehjerte med bæven åbner sig undrende,
fordi den Gud, der bliver forkyndt for mennesker i dag, er ikke i stand til at
gøre noget som helst.”
Dette er en alvorlig anklage mod Kristi kirke, og den må vi tage til os. Og
efterfølgende må vi følge det gode gamle synspunkt: Tilbage til kilderne!
Tilbage til den Gud, der har åbenbaret sig i Bibelens Skrifter, den Gud, der
i går og i dag og til evig tid er den samme:
Den hellige og kærlighedsfulde Gud. Den gud, englene tilbeder med et
”hellig, hellig, hellig er herlighedens Gud”, men samtidig den Gud, som
også kan sige til den angrende synder: ”... din skyld er fjernet, og din synd
er sonet.” (Jvf. Esajas kap.6), den Gud, der sendte sin søn til vor verden,
og som ”... For mit folks synd blev han ramt ” (Esajas 53,8), men som også
kunne sige: ”Dine synder er dig tilgivet, gå i fred.” Det er denne tro
menigheden bliver kaldet tilbage til, og som flere og flere lykkeligvis
sander i den bedste del af den åndelige fornyelse, der går over verden. Her
har Helligånden gjort det, Bibelen i så rig målestok lover: Guds herlighed
midt blandt sine troende. Gid vi allesammen måtte få del i denne erfaring.
Dansk Europamission. Håkon Bojsen, præst. E.Campbell oversatte
Døren
”Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå
ind og gå ud og finde græsgange.”
Joh.10,9
Hvordan kommer man ind i et hus? Jamen, det er jo et tåbeligt spørgsmål.
Vi ved jo allesammen, at hvis du skal ind i et hus, ja, så må du naturligvis
ind gennem døren. Det sker også, at tyve, der intet har at gøre i huset, de
forsøger at komme ind gennem et vindue. Men alle, der er velkommen i
huset, de går ind gennem døren.
Hvordan kommer man ind i Guds rige? Hvordan bliver man frelst? Det er
det store spørgsmål, som Jesus besvarer, idet han siger om sig selv: ”Jeg er
døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst;”. Så har Guds rige
altså også en dør, vi må gå igennem, hvis vi ønsker at blive frelst. Døren
ind til Guds riges glæde og herlighed hedder Jesus. Kun gennem ham kan
et menneske blive frelst og få sæde i Guds rige.
Mange mener at der også er andre døre ind i Guds rige, som de fleste
mener fører ind i Guds rige, og det er gerninger. Nogle mener, at de kan få
fred med Gud takket være deres gerninger, og det de ikke gør. De mener,
når jeg nu ikke har gjort mig skyldig i nogen stor synd, der gør andre
mennesker stor skade, ja så der også være en plads til mig i Guds rige.
Andre mener, at det ikke kan passe, det er for nemt blot at holde sig til
noget, som man ikke har gjort. Nej, siger de, det må være det gode, jeg har
gjort, der er nøglen ind i Guds rige. For man mener, at Guds rige er for
gode mennesker, der virkelig har gjort noget godt her i verden.
Men det forholder sig ikke sådan. Her tager de gruelig fejl. For Jesus sagde
ikke, at han er en af dørene ind i Guds rige. Nej, han sagde: ”Jeg er
døren...” Det betyder, at der ikke findes andre døre. Ingen kommer ind i
Guds rige, fordi der findes synder, man aldrig har gjort eller gode
gerninger, man har gjort. Men at Jesus er døren betyder også, at alle, der
kommer til Jesus, sådan som de nu er for at få alt af ham, bliver frelst. Det
er nemlig alene gennem alt det, Jesus har gjort for os, at vi kan blive frelst
til et liv i Guds rige.
Det er vidunderligt, hvad der sker med dem, der går ind gennem døren og
ind i Guds rige. Vi kommer til Jesus som fortabte syndere, der alene har
fortjent dom og straf. Men gennem Jesus og hans gerninger på vore vegne
kan vi gå ind i Guds rige og komme frem for Gud som hans kære og
elskede børn. Større forandring kan vi ikke forestille os. Og det her store,
det sker for alle dem, der med dåb og tro på Jesus går ind gennem døren.
En kendt nulevende mand
”Han er ikke her, han er opstået ...”
Luk.24,6
En lærer spurgte børnene: ”Nævn mig en nulevende mand, der er meget
kendt!” Han fik mange navne og en lille dreng sagde: ”Jesus”
”Men han er jo død,” sagde læreren.
”Kun tre dage” svarede drengen.
Og det er jo ret, måske ikke engang tre dage, for Jesus skulle jo skynde sig
til Paradis for at tage imod røveren på korset. Herren havde jo sagt til ham:
”I dag skal du være med mig i Paradis.”
Jesus vil også tage imod alle troende, når vi engang kommer så langt.
Effie Campbell oversatte
Livets kilde
”for hos dig er livets kilde, i dit lys ser vi lyset.”
Salme 36,10
Gud er livets kilde. Alt liv kommer fra Ham. Sådan er det med alt det
mylder af liv, der fylder vores klode og som vi allesammen oplever daglig.
De højeste træer og hvert mindste græsstrå, giraffer og elefanter og de
bittesmå væsener, der kun kan ses gennem mikroskop, alt sammen lever og
eksisterer, alene fordi Gud giver dem liv.
Når nu David kalder Gud livets kilde så er der tale om billedtale. Billedet
er taget fra naturen. Når vi i naturen ser en bæk, så ved vi, at den kommer
fra et bestemt sted. Den må have sit udspring et eller andet sted, hvor der
findes nok med vand. Det kunne eksempelvis være fra en snedrive eller fra
en stor sø. Sådan er det også med alt det liv vi kender. Det er som en stor
levende strøm, der vælder frem fra Gud selv.
Vi mennesker får også vore liv fra Gud. Det er til enhver tid en gave fra
Ham. Det er ikke sådan, at vi kun fik livets gave dengang vi kom til verden
og at vi så selv skal sørge for at holde os i live. Nej, hvert øjeblik, vi lever
kommer vore liv fra Gud. Det er en stadig livsstrøm, der vælder ud fra Gud
og kommer til os. Derfor kunne Paulus også sige til hedningerne i Athen,
der slet intet kendte til Gud, at Gud, der har skabt verden, selv ”... giver
alle liv og ånde ...” Apg.17,25
Når Gud uden ophør giver menneskeslægten liv, så er det fordi, Han vil os
noget bestemt. Han har planer med hvert enkelt menneske. Gud forholder
sig ikke til os mennesker på jorden på samme måde, som når vi mennesker
har fisk i et akvarium. Vi giver fiskene føde og rent vand fordi vi kan lide
at se på dem. For Gud er det aldrig nok blot at holde os i live for at se på
og nyde synet af os. Nej, når Gud giver os livet, så er det i den grad fordi
Han ønsker noget med os og har betydningsfulde og særlige planer med os.
Gud længes efter at vi skal få et nyt liv, det Bibelen kalder det evige liv,
som er, at mennesker kender Jesus, har tillid til ham og åbner deres hjerte
for ham. Allerede der begynder det evige liv som Guds barn.
Også det evige liv kommer fra Gud. Det gives os gennem Hans ord. Heller
ikke det evige liv kommer af sig selv. Gud må skabe det i vore hjerter. Og
det gør Han alle steder, hvor et menneske søger Hans ord og ikke viser det
fra sig. Derfor lader Gud i sin store kærlighed og barmhjertighed ordet om
Jesus blive til tro i vore hjerter så det nye liv som Hans barn kan tage sin
begyndelse.
I det øjeblik har Gud nået sit store mål med et menneske, som Han gav
livets gave. Mennesket er blevet Hans barn og har fået givet det evige liv
som ejendom.
Drømmen
”og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til
spot. ”
Hebr.6,6
En mand, der blev kaldt Alesander og boede i Scotland lå en nat og
drømte. Han ømmede og ynkede sig i drømmen, så hans hustru til sidst
skubbede til ham og spurgte, hvad han drømte siden han klynkede sådan.
”Åh,” sagde han, ”Jeg har haft en rædselsfuld drøm. Jeg drømte, at jeg
befandt mig inde i statholderens borg, dengang Pilatus tog Jesus til forhør.
Åh, hvor grumt, soldaterne tog en tornekrone og pressede den ned over
hans hoved. Tornene stak ind i hovedet og jeg så blodet løbe ned ad hans
ansigt. De spyttede på ham og slog ham i ansigtet.
Så kom der en stor kraftig soldat og han havde en lang pisk i hånden, som
han lod suse over Jesus. Pisken borede sig ind i ryggen og efterlåd et åbent
sår og jeg kunne se, hvordan blodet løb ned ad hans krop. Gang på gang
lod han pisken suse gennem luften ned over Jesus. Men Jesus sagde
ingenting.
Til sidst kunne jeg ikke mere, men råbte: ”Stop, stop, du må ikke slå ham
mere!” Men soldaten lod som ingenting. Jeg sprang over mod ham og
skulle lige til at rive pisken ud af hans hænder, men forgæves. Så forsøgte
jeg at dreje soldaten, så jeg kunne se hans ansigt. Til sidste lykkedes det.
Åh,” suffede Alexander og tørrede sveden af panden, ”Ved du hvem jeg
så?” - Mig selv! Soldaten, det var mig selv. Åh, hvor rædselsfuldt!”
Ved du, at Jeses pines endnu i dag? Hver gang vi lyver, stjæler eller er
onde mod vore medmennesker, så piner det også Jesus. Han har selv sagt:
”Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod
en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. ” Matt.25,40
Hvis du slår et menneske, så er det Jesus, du har slået. Lyver du om en
eller anden, så er det Jesus, der lider af det.
Men Jesus elsker os allesammen. Han åbnede ikke sin mund mod soldaten,
der slog ham. Han er kærlighed. Kom derfor til ham, præcis sådan som du
er. Med alle dine fejl og din nød. Han tager imod dig, tilgiver dig, giver dit
liv indhold og giver dig styrke til at leve for sig.
Effie Campbell oversatte
Hvordan forstår vi Guds ord?
”Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp? ”
1.Kor.14,8
Guds ord bliver ofte brugt sådan at det, der er sandt for dig, ikke
nødvendigvis er sandt for mig. Vi afgør selv udfra egen forstand og
anskuelse, hvad der er ret og vi sorterer glædelig det fra, der ikke passer
os.
Der er en fare for at vi hæver os selv op til at være facit, resultatet, og at vi
drejer og vrider Guds ord for at få det til at passe ind i egne kasser. Kirkens
vejledning bliver svag og vigende, fordi opfattelsen viser i alle mulige
retninger. Hvis kirkens råd og retledning bliver utydelig og sløret så skaber
det forvirring, splid og kaos. Der hvor to kristne mødes får vi pludselig tre
meninger.
”Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp? ”
(1.Kor.14,8). Det at samle soldater om kirkens væsentlige og gode mål, det
glipper og glemmes fordi mennesker løber i alle retninger. En spredt og
rådløs kirke mister sin troværdighed. Hvorfor skulle vi lytte til den? Den
ved jo ikke engang hvad den selv mener og står for. Det forekommer
meningsløst, for der jo så mange modstridende meninger, der udligner
hinanden. I 2000 år har kirken forkyndt ”syndernes forladelse – ikke
syndernes tilladelse”.
Engang sagde Jesus til Peter: ”... »Salig er du, Simon, Jonas' søn, for det
har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. ”
(Matt.16,17)
For at kunne forstå Guds Ord har vi brug for Guds Ånd. Der er brug for at
invitere ham ind i vores bibellæsning. Vi kan ikke tolke og tyde Guds Ord
selv og uafhængig af ham. Han er vor Hjælper, der vil vejlede os til hele
sandheden. Uden ham er vi ”lost in space”, og tankerne bliver også
derefter. Vores tænkning, grubleri og udlægning af Guds Ord bliver som
ukrudt og vildskud på marken, hvis ikke vi får hjælp fra Helligånden. Når
Helligånden får lov til at vejlede os i Ordet, så bliver frugterne: fred,
retfærdighed, ret og frelse. Kyrie Eleison.
Frank Erlandsen, pastor. Effie Campbell oversatte
Bibelske-løfter
Den der ikke læser Bibelen daglig udtørrer indvendig, og det åndelige liv
dør. Bibelen er ligesom en skattekiste fyldt med løfter. Her er fire af disse
løfter.
Når du er bange, læs da Esajas 41,10 ”Frygt ikke, for jeg er med dig,
fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min
sejrrige hånd holder dig fast.”
Mener du, at ingen holder af dig, læs da Esajas 43,4: ”for du er dyrebar i
mine øjne, højt agtet, og jeg elsker dig. Jeg betaler for dig med mennesker,
med folkeslag for dit liv.”
Har du et problem, læs da 1.Pet.5,7: ”og kast al jeres bekymring på ham,
for han har omsorg for jer. ”
Er du ked af det, læs så Salme 37,4: ”Find din glæde i Herren, så giver
han dig, hvad dit hjerte ønsker.”
”Fokus på barnet”. E.Campbell oversatte
Hvorfor er forruden størst?
”Hold jer ham for øje, som fandt sig i en sådan modstand fra syndere, for
at I ikke skal blive trætte og miste modet. ”
Hebr.12,3
Ved nytårstid skuer vi både bagud og fremad – måske for meget bagud –
især mod det der ikke gik så godt. For vi har allesammen et eller andet, der
ikke gik så godt – måske gik det endda særdeles dårligt. Da er det godt at
komme i hu, hvorfor bagspejlet i en bil er meget mindre end forruden. Det
er fordi vi skal se fremad – ikke bagud.
Uanset hvad der mislykkedes i det forgangne år er det vigtigt altid at have
TILGIVELSEN med på livsvejen. Jeg hører alt for ofte: ”Jeg kan ikke
tilgive ham det han gjorde!” Eller: ”Jeg kan ikke tilgive mig selv!”
Når Gud kan tilgive ALT – og tilgiver mig lige indtil mit sidste suk, så er
det også mit ansvar at tilgive andre og mig selv. Tilgivelsen er fundamentet
for, at jeg kan glemme det, der ligger bagude, som Paulus også siger i
Fil.3,13-14: ”Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet
det. Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og
strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter
sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus. ”
Paulus har kursen direkte mod målet: Men dette ene gør jeg! De færreste af
os glemmer fald og forbrydelser. Men når vi har bedt om tilgivelse – og
selv har tilgivet andre – glemmer vi det på en sådan måde, at vi ikke fortsat
kommer at kæmpe med det. Vi tager ikke mod anklager, hverken fra Satan,
mennesker eller os selv. For Jesu blod har renset tavlen ren!
Derfor befatter vi os ikke med det, men vender øjnene mod forruden og
retter os mod det der er forude, løber fremad mod målet og fæstner øjnene
på Jesus, troens ophavsmand og fuldender!
Effie Campbell oversatte
4.januar 2025
Daniels kilde – hvem er vores kilde?
”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. ”
Hebr.11,1
Når unge kommer ud i kriminalitet, vold, misbrug og diverse synder, så får
venner, gruppepres og de hjemlige forhold ofte skylden.
Daniel fra det Gamle Testamente var ca. 20 år gammel, da han blev bortført
til et fremmed land, hvor levevilkårene var meget anderledes, end det han
kendte. Men han lod sig dog ikke påvirke af det. Han satte sig høje mål og
levede efter dem. Han lod ikke kultur og miljø få lov til at skade sig. Han var
fyldt af Gud. Frank Mangs sagde engang: ”Der var for meget ånd og for lidt
kød i Daniel og derfor kunne han ikke blive løvemad.”
Dengang Daniel var 90 år gammel profeterede han om verdens ende. Du er
ikke godt nok informeret, hvis du kun læser aviserne og lytter til radio og TV.
Nej, vi må læse det profetiske ord. Læs kapitel 12 og 13 hos Zakarias.
Verden må lade sig informere gennem nutidens mange mediekilder for at
vide, hvad der skete i går. Guds folk læser Bibelen og får at vide, hvad der
sker i fremtiden.
Morgan Kornmo og Effie Campbell oversatte
Han giver os alt
”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han
ikke med ham skænke os alt? ”
Rom.8,32
Dengang USA trådte ind i 1. verdenskrig i 1917 besluttede rigsstyret i
landet at hædre de hjem, der sendte deres sønner afsted for at kæmpe for
deres land. Man fremstillede flag, der kunne hænges op i vinduerne. En
sølvstjerne var en del af flagget for hver søn, der indgik som en del i den
væbnede tjeneste. Blev en af disse unge mænd dræbt, blev sølvstjernen
erstattet med en guldstjerne. Forældrene var stolte af at vise flaggene frem.
En aften, da en far og hans lille søn vandrede gennem gaderne i en lille by,
talte drengen stjernerne i de forskellige vinduer.
”Se, far,” råbte han og pegede mod et lille hus, ”tre stjerner i vinduet.” Lidt
senere spurgte han forbløffet: ”Men se det der store hus med ikke så meget
som een stjerne. Hvordan kan det være, far?”
”Jo, du ved kære ven, i nogle familier er drengene for unge til at kunne
deltage i krig, og derfor har de ingen flag. Så er der også andre forældre,
der er bange for at sende deres sønner i krig og udtænker alverdens måder
for at de kan slippe for at blive indkaldt.”
De fortsatte med at gå og kom endelig til de åbne marker, hvor der ikke var
nogen huse. Denne klare stille aften bemærkede de aftenstjernen, der
skinnede så klart i vest.
”Åh, far,” råbte drengen helt oprørt, ”Der er en stjerne i Guds vindue. Er
det mon fordi, han også gav en søn...?”
”Ja, ja,” svarede faren. ”Gud gav sin søn, sin eneste søn.”
Ja, fra al himmelens tryghed og herned, sendte Gud Jesus til denne
krigshærgede klode, hvor han var i fare for ikke at kunne stå imod Satans
angreb. På Golgata døde denne Guds søn, så han kunne bringe sejr til alle
Guds børn.
Eftersom Gud har givet os sin søn, mener du da, at han vil nægte os noget,
som han ved er godt for os? Når han nu har givet os den allerstørste gave,
der kan gives, tror du da, at han vil nægte os nogen mindre velsignelser?
Giver Gud modvilligt? Bibelverset øverst siger, at med Jesus giver han os
villigt alle ting. De er vore, hvis vi modtager hans søn. For Jesu skyld vil
Gud høre og besvare vore bønner. Da Han nu har givet os så meget, hvor
meget er vi da villige til at give Ham?
„Reach out“ 30. juni. – Effie Campbell oversatte.
Skaberen og os
”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. ”
1.Mos.1,1
Det herover er Bibelens allerførste ord, og det er ikke helt ved siden af, at
vi nævner verdens første dag når vi nu skal til at begynde på et nyt år af
vores liv.
Med dette bliver der fortalt os, at verdens tid og menneskets tid begynder
ved Guds skabelse. Det her er ikke nogen videnskabelig afhandling, som vi
kan være enige i men et budskab som vi kan modtage i tro. Det er det
samme, som så præcist bliver sagt i den første artikel i de gamle trosord:
”Vi tror på Gud Fader,den Almægtige,
himlens og jordens skaber ”
De videnskabelige teorier er mange og nuancerede, og lad os tage godt
imod dem og lægge det bedste i dem. De er seriøse og interessante forsøg
på at finde frem til tilværelsens ophav. Men så må det også føjes til, at
enhver ærlig og overbevist videnskabsmand må medgive, at gåden ikke er
løst. Ikke endnu, siger nogle. Og bliver allerhelst aldrig nogensinde gættet
eller løst, siger andre.
I budskabet om Gud som himmelens og jordens skaber bliver der
bekendtgjort for os, at verden ikke er blevet til ved en tilfældighed, men at
der er en guddommelig vilje bag denne skabelse. Både i sin oprindelse og i
sin fortsættelse er verden bundet til en magt, der findes udenfor den selv.
Bundet til Gud og hans almagt.
Hvad der eksisterede inden skabelsen, ja det ved vi ligeså lidt om, som at
vi kan forestille os evigheden eller at fortælle fra, hvor verdensrummet
starter og slutter. Ved buddet om skabelsen bliver der sagt os, at i ophav
hos Gud tager vores tilværelse sin begyndelse. Det er blandt andet det
samme, vores berømte digter, Janus Djurhuus siger i sit kendte digt om
Moses på Sinaj bjerg.
”Da blev der sat skel mellem var og er.”
Og vi er med i det skaberværk, som nu findes. Selv om verden er ilde stedt
af onde kræfter, så er den i sig selv god, just fordi den er goddommelig.
Det burde give os en livsbekræftende grundopfattelse om denne verden, og
det kunne lære os at se os selv som dem, der er med i fortsættelsen af Guds
skaberværk, også i det at sikre og bevare skaberværket.
Et nyt år er der også i vore liv, et ”skel mellem var og er.” Det der var er
gået i Herrens hænder. Det der er – og det, der skal komme – det
påbegynder vi i tillid til den almægtige Gud, himmelens og jordens skaber.
A.Tórgarð
1.januar 2025
Jesu løfter
”og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er
med jer alle dage indtil verdens ende.« ”
Matt.28,20
Det her er Jesu løfter til dem, der tror på ham: Jeg er med jer alle dage. Det
er som en sol, der lægger sine stråler frem langs vor livsvej. Dette er gode
ord at lægge i sin erindring nu vi står på tærsklen til et nyt år.
Dette nye år er som en bog, hvor din fremtidige skæbne står opskrevet.
Men bogen er sammenfoldet og du får kun lov til at åbne een side ad
gangen, hvor du kan læse din livshistorie. Hvad mon der står på disse
sider? Hvad vil fremtiden give dig? Ja, det er der ingen der ved. Du ved
ikke engang så meget som hvad dine kommende timer vil byde dig, endnu
mindre dagen i morgen eller overmorgen og så videre. Og alligevel har
Herren trukket fremtidssløret så meget til side, at ikke een sjæl behøver at
vandre i mørke. Han har åbenbaret os: ”Og ligesom det er menneskenes lod
at dø én gang og derefter dømmes, ” Hebr.9,27
Der kommer altså en dag, når du for allersidste gang vender en side og når
frem til den side, hvorpå der kun står skrevet: ”Døden,” og så kommer
dommen. Han har også åbenbaret os, at der findes to veje at gå gennem
verden – den ene fører mod evig fortabelse og den anden ind til det evige
liv.
Derfor gælder det om at standse op og spørge sig selv, hvilken vej går jeg
på. Og har du hidtil vanæret nåden og frelsen i Kristus Jesus, så sæt nu i
det nye år din fod på den smalle vej, der leder hjem til livet. Så vil Guds
løfter også gælde dig i dette nye og ukendte år, vi har foran os: ”... Og se,
jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«”
Jesus er med sine. Det er overskriften over hver side i livsbogen hos
enhvert Guds barn. Hvad der derudover står på disse sider, ja, det ved
alene Herren. Om siderne beretter om lykke eller ulykke, glæde eller sorg,
rigdom eller fattigdom, frihed eller trængsel, mørke eller lys. Han er jo
med dig. Og han er en almægtig hjælper i nøden, han er trøst for de
sørgende og hyrde for de vildfarne. Herren er sol og skjold for alle sine.
Og den sol går aldrig ned, end ikke i dødsrigets skygge, og ingen af den
ondes pile kan gennembore det skjold.
Lad ham få lov til at være med dig i både din glæde og din sorg, i dine
beslutninger og dit arbejde. Allesteder hvor han er med dig, der må Satan
flygte og der bliver lys og fred og frelse. Ja, Herre, du min Gud, vær med
mig i dette nye år, følg med gennem denne farefulde verden og forlad mig
ikke, når jeg engang skal gå gennem dødsskyggens dal.