TITLER

DET KOMMER FRA HJERTET

”Stol på Herren af hele dit hjerte, og støt dig ikke til din egen indsigt.”
Ordsp. 3,5

Et af de allerstærkeste tegn på julen er hjertet – flettede røde og hvide hjerter, en hjertekrans på døren, hjerter i vinduerne, hjertelige hilsner, ja vi bruger hjerter overalt. Hjertet er symbol på kærligheden, men også et symbol på andre stærke, positive følelser, og at noget har en stor værdi.

Julen er tiden til at vise præcis dette. Hvad var julen uden hjertet? De senere år er noget blevet til en ”hjertesag”, særlig blandt unge. Jeg ser oftere og oftere fingre, formede som et hjerte, en hånd, der banker på brystet ovenover hjertet, hjerter, der sendes i sms'er og e-mails. Hjertet taler for sig selv, og det er ikke nødvendigt at komme med yderligere ord og forklaringer. For hjertet har sit eget sprog. Ord bliver fattige i forhold til det, der kommer fra hjertet.

”Mit hjerte altid vanker” er en av vore yndige julesalmer. Salmedigteren, Brorson har digtet den i 1732. Han berører julens hemmeligheder – at himmelens konge måtte fødes ind i en fattig verden, i en mørk og kold stald. Brorson fortæller, hvordan julens under får plads i hans hjerte, så Jesus kan fødes på ny i hjertedybet. Han berører troens hemmelighed. Bibelens budskab kan ikke fattes med vores forstand; men han må fødes ind i vort hjerte og sind. Der er mange hjerter, der flakker over til stalden i julen. Mange mennesker gør ligesom hyrderne, der hørte budskabet og gik ind til Betlehem for atfinde det lille barn.

Måtte alle, som leder, finde denne skat! I ønskes en velsignet jul! Vi vil slutte her med to vers fra omtalte salme:

Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum.
Der er min længsel hjemme,
der har min tro sin skat
Jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat!

Ak, kom, jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, kom her ind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den dyre købt,
her skal du blive trolig
i kærligheden svøbt.

START

LETWABA BYGGER BIBELSKOLE

GUD LEVER FREMDELES

”Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erfare, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte.« Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op. ”
1. Kong. 18,37-38

Letwaba var en Herrens tjener, der havde sitvirke i den nordlige del af Transvaal distriktet. I en landsby, han besøgte, var folk rystet. Det havde ikke regnet i lang tid. Tørken havde ødelagt afgrøderne, og sultespøgelset ramte landet hårdt. Troldmændene begyndte at tale om at ofre grusomme ofre til regnguderne. De omtalte de hvides Gud i hånende vendinger, og hvordan han ikke magtede at få tilvejebragt regn.

Letwaba gik direkte ind i denne håbløse situation. Han kaldte dem, der lyttede, til omvendelse, så de kunne have et solidt fundament i Skriften at hvile deres tro på. Foruden det fik han en stærk inspiration. Mens han stod og forkyndte ordet, kom der en stærk salvning over ham. Ordet kom klart og hurtigt mens mennesker spændt hørte på. Letwaba sagde: ”Ved I ikke, at hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.” Ved I ikke, at vi har myndighed til at bede om hvad vi ønsker, og dette skal gives os i Jesu navn? Jeg bebuder jer med et ord fra Herren, at ved denne tid i mogen vil der komme så megen regn, som I har behov for. Jeres marker og kvæg vil blive reddet, og I skal sande, at Gud stadig lever og besvarer bønnerne hos dem, der tror på ham.”

Dette var en udfordring, som profeten Elia kunne have sagt. Skaren samledes i grupper for at tale om det, Letwaba havde sagt. Nogle spottede ham og gjorde nar af ham. Andre sagde: ”Vi må vente og se, om hans ord er sande.”

Det ville have været nemt for Letwaba at komme med budskabet, alt mens salvningen var over ham. Men om eftermiddagen, efter at folk var draget afsted derfra fik frygten rigtig godt fat på ham. Ovenover ham var himmelen som kobber. Der var ikke en sky at se. Solen brændte nådesløst mens kreaturene stod modløse rundt om ham og forsøgte at rive nogle rødder op, hvorpå der tidligere havde været græs. Grufulde tanker fik fat i Letwaba. ”Hvis der ikke kom nogen regn i morgen, hvad så?” Hvad ville troldmændene da sige? Hvad ville mennesker så ikke mene? Hvad med dem, der havde lænet sig til hans løfte i rådløshed?”
 

De ville allesammen anklage ham for at være en falsk profet, der holdt dem for nar. Disse tanker for med stor hastighed gennem Letwabas hoved.
Missionæren drog op i fjeldene for at være alene sammen med Gud. Det var en stjerneklar aften. Det forekom ham, som om hele hans tjeneste stod på spil. Den kommende morgens begivenheder ville blive afgørende. Dette var hans Getsemane. Hele denne lange nat bad han så inderligt til Gud: ”Ikke til mit omdømmes skyld, Herre, men for at hedningerne ikke skal ringeagte dit navn og tale hånende om dit ord.” Den følgende morgen og sammen med den en skyfri dag. Men svaret var nær.
 

Det var bemærkelsesværdigt, så hurtigt skyerne samledes på himmelen og ved den tid, Letwaba kom tilbage til landsbyen, da var han dyngvåd. Læseren behøver ikke have en stor fantasi for at forstå, at der nu, hvor tørken var overstået, ja nu var der mange hjerter, der var åbne for evangeliet, som Letwaba forkyndte.

Letwabas læremester, Lake, havde haft nætter i bønskamp mod mørkets magter. Letwaba havde også lært dette at være udholdende og bede igennem. Det giver mennesket myndigheder sammen med Gud og derpå mennesker imellem.
Effie Campbell oversatte

START

You are special

DU ER NOGET HELT SÆRLIGT

”For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, ...”
Es. 54,10

Kina-missionæren, John Bentley gav alle børnene på et kinesisk børnehjem Max Lucados bog, ”You are Special”. I Kina foretrækker man drenge fremfor piger. Raske småbørn er højere agtet og ønsket end svage og syge. Sandheden er den, at børn, der er tale- eller hørehandicappet har meget små muligheder for at få en sund og aktiv tilværelse. Budskabet de får fra historien og kulturen er: Du har ingen værdi.

I Lucados bog bliver der fortalt om Punchinello, et trædreng i en landsby med træmennesker. Landsbyfolket satte stjerner på ”vindere” og pletter på ”tabere”. Punchinello havde å mange pletter, og menneskern der gav ham pletter uden årsag. Men da han så møder Eli, der har skabt ham, slog Eli fast, at han ikke skulle tage sig af, hvad andre mente og troede om ham. ”Jeg skabte dig,” sagde Eli, ”og jeg laver ingen fejl.” Sådanne ord havde Punchinello aldrig hørt tidligere. Men da han gjorde, som Eli sagde, begyndte pletterne at falde af og da børnene på børnehjemmet hørte disse ord, begyndte deres verden at ændre sig.
 

John Bentley skriver, hvordan det var at læse historien for disse børn, og hvor umådelig stor påvirkningen var på dem, der sad og nærmest slugte hvert et ord; ”Da det gennem læsningen blev klart for dem, at de var noget helt særligt, alene fordi de var skabt af en kærlighedsfuld skaber... begyndte de alle at græde – også deres lærer. Det var stærkt!”

Åbn din Bibel i dag. Der får du Guds mening om dig og byg derefter dit liv på den. Det er den eneste mening, som har noget at sige! Herren siger: ”For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, ...”

START

FANDT JESUS PÅ BLÅ KORS

”Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, ”
Matt. 8,18-19

Det er ikke nogen selvfølge, at Lars Løver brænder for de unåede i Indien, hvor han nu har arbejdet som missionær i 14 år. Han er ikke opvokset med en personlig tro eller i et kristent hjem og omgivelser. Han interesserede sig for skak, og i hans ungdomsår var han på landsholdsniveau i Norge. Han var også i ”Natur og Ungdom”, men efter noget tid der ønskede han sig noget mere radikalt. Han meldte sig da ind i dyreværnsforeningen, og der blev han nødt til at blive vegetar, og dette holdt han fast ved en rum tid. Men heller ikke dette var ekstremt nok for ham.

”En dag lagde jeg mærke til et skilt hos Blå Kors i Frederikstad. De manglede frivillige hjælpere, og der meldte jeg mig til tjeneste,” fortæller Lars. ”Jeg var klar over, at de hjalp de mest forkomne i samfundet, og dette ville jeg gerne.

Altså kom jeg, der var vant til breakdance, ud på gaden som 19 årig sammen med 50 år ældre missionstanter for at synge vækkelsessange af Åge Samuelsen og vidne for de forkomne i samfundet,” griner Lars. Det er gode minder.
 

”Men en af disse missionstanter havde fået en vældig nød for mig, og en dag gav hun mig bogen, ”Pilgrimsrejsen”. Ved læsningen af denne bog kom jeg i en sådan syndenød, at jeg hulkede og græd og blev frelst den. 14. november 1997. Nu blev der optændt en ild i mig for at vinde sjæle, og denne ild i mit indre er aldrig sidenhen blevet slukket eller gået ud.
”Troens Bevis”

HJEM

BEDSTEMOR BRAND

”... »Lad os dog drage op og erobre landet. Det kan vi sagtens!« ” 4. Mos. 13,30

Evelyn Brand følte sig kaldt af Gud til at drage ud til Indien. En enlig kvinde i 1909, der tog imod et sådant kald, havdebrug for ethelt bjerg af tro. Hun giftede sig med en ung mand, Jesse, og sammen begyndte de en tjeneste i et landdistrikt i Indien. De underviste, kom med medicin og sørgede for at opbygge infrastrukturen med farbare veje, så de fattige ikke var så afskåret. De fortsatte med dette i syv år uden at et eneste menneske blev frelst!

Men så var der en hindupræst der i området, der fik feber og blev alvorlig syg. Ingen andre end Evelyn og Jesse kom ham nær, hvor de plejede og passede denne dødsyge mand. Han sagde: ”Denne Gud, Jesus, mår være den sande Gud, for det er kun Jesse og Evelyn, der vil tage sig af mig nu, hvor jeg ligger ved dødslejet.”

Denne hindupræst overgav sine børn i hænderne på familien, Brand, som fik hindupræstens børn i deres varetægt – og dette blev et åndeligt vendepunkt i denne del af verden.
Befolkningen fik en stadig større interesse for Jesu liv og hans lære, og mennesker i stort tal begav sig til at følge ham. Evelyn og Jesse fik tretten år sammen i tjenesten, indtil Jesse døde. På dette tidspunkt var Evelyn 50 år gammel, og alle troede, at hun nu ville returnere til England. Men det ønskede hun ikke. Hun var kendt og elsket overalt på disse kanter i Indien som ”Bedstemor Brand”, og hun fortsatte i den missionsgerning, hun så trofast havde tjent i endnu 20 år.

Hendes søn, Paul, drog derud for at besøge hende, da hun fyldte 70 år, og han sagde følgende om sin mor: ”Sådan skulle vi ældes. Vi burde lade alt andet skrumpe ind, så det eneste, der er at se hos dem, der er omkring os, det er kærlighed.”1Kor.13,1-2

70 år gammel modtog Evelyn Brand et brev fra sin missionsorganisation derhjemme, at de ville give hende fem år mere. Men hun havde Kalebs holdning. ”... Det kan vi sagtens!« ”

De holdt en afskedsfest i Indien for at takke hende for hendes tid der, og alle ærede og lykønskede hende. De sagde: ”Vi ønsker dig en god hjemrejse.” - ”Jeg vil gerne betro jer en hemmelighed,” sagde hun, ”jeg tager ikke hjem. Jeg bliver her i Indien.”

Evelyn havde et lille skur, der var lavet af materialer, som hun havde smuglet ind. Derpå købte hun sig en pony, så hun kunne komme viden om oppe i bjergene, og denne 70 år gamle kvinde red siden fra landsby til landsby for at fortælle om Jesus til dette folk. Det gjorde hun alene i 5 år.
 

En dag efter at hun havde passeret de 75 år faldt hun og brækkede hoften. Hendes søn, Paul Brand, der var en fremragende læge, sagde til hende: ”Mor, du har været beundringsværdig. Gud brugte dig. Nu er det tid til at stoppe. Du kan komme hjem nu.” Hun svarede: ”Jeg kommer ikke hjem igen.”

Hun fik 18 år mere i Indien og rejste fra landsby til landsby på hestryg. Hverken fald, hjernerystelser, sygdomme eller alderdommen kunne få hende til at stoppe. Til sidst, da hun var 93 år gammel, kunne hun ikke længere ride på hestryg. Så lagde landsbybefolkningen hende på en båre – de holdt så meget af bedstemor Brand – og bar hende derefter fra landsby til landsby. Hun levede endnu to år, og disse år gav hun sig selv som en gave til de fattigste af de fattige, hvor hun, båret på båre, kom dem til undsætning.

Hun døde men hun gik aldrig fra på efterløn.

Hun gjorde blot sit arbejde færdigt.

Hør historien om Evelyn Brand på engelsk
 

HJEM

IRA SANKEY

TRYK FOR AT HØRE

"SAVIOUR, LIKE A SHEPHERD LEAD US"

Den navnkundige missionær Dwight Moody, som blev brugt af Gud på en helt særlig måde(1837-1899), havde altid en af Gud velsignet sanger med sig. Han hed Ira Sankey(1840-1908). Der bliver sagt om ham, at han sang lige mange mennesker ind i himmelen, som Moody prædikede ind i himmelen.

Et år på selveste juleaften var hr. Sankey ombord på et dampskib, der sejlede ned ad Delaware River. Mange mennesker havde samlet sig på dækket, og da hr Sankey var blandt disse blev han spurt om at synge. Han sukkede op til Gud i bøn om hjælp til at finde den rette sang – og straks vandrede hans blik op imod den klare himmel og han begyndte på sangen:
 

„Saviour, like a Shepherd lead us,
much we need Thy tender care!“

En vidunderlig fred og ro faldt ned over dem alle, idet den smukke stemme bar ordene ud over dækket og den stille flod. Alle blev bragt i bevægelse.
 

Efter sangen kom der en mand frem og spurgte hr Sankey: ”Har du nogensinde gjort hærtjeneste i Union Army?” Hr Sankey vedgik dette og manden fortsatte: ”Kan du huske, at du holdt vagt en klar måneskinsaften i 1862?”

Også dette vedgik hrSankey. Da sagde den fremmede: ”Jeg var også i hæren på den tid, blot på den modsatte side, dvs. I Confederate Army. Og den aften, du stod på vagt var jeg også der i samme ærinde som du, og jeg så dig, tog geværet og sigtede imod dig og skulle lige til at trykke på aftrækkeren. Du stod mid i måneskinslyset menj jeg lå fjaldt i skyggen. I samme øjeblik, jeg skulle til at trykke af løftede du hovedet mod himmelen og begyndte at synge den smukke sang:

„Saviour, like a Shepherd lead us,
much we need Thy tender care!“
 

Da jeg hørte denne blev det mig komplet umuligt at trykke på aftrækkeren,” sluttede manden sin fortælling. (Jewish hope)
 

Herunder sangen med dansk tekst
"Saviour, like a shepherd lead us"

Frelseren, os som en hyrde, fører
Stort behovet til dig er
Af din græsgang du os riglig mætter
Til vor gavn Din fold udser

Signed Jesus, signed Jesus,
Du har købt mig, din jeg er;
Signed Jesus, signed Jesus
Du har købt mig, din jeg er.

Vi er dine; Herre hjælp du nu os,
Vær du vogter for vor vej;
Pas din flok, hold synden borte fra os
Opsøg os på gale vej

Signed Jesus, signed Jesus,
Du har købt mig, din jeg er;
Signed Jesus, signed Jesus
Du har købt mig, din jeg er. 


Du har lovet du vil tage imod os
Fattig, syndfuld vi er fri;
Du har nåde til at tilgive os
Nådeskraft at sætte fri:

Signed Jesus, signed Jesus,
Du har købt mig, din jeg er;
Signed Jesus, signed Jesus
Du har købt mig, din jeg er. 
 

HJEM

DEN HIMMELSKE MAND

En aften for kort tid siden hørte jeg en samtale i fjernsynet med Eivind Frøen på Kanal 10. Samtalen er optaget i april 2015. Eivind Frøen er arbejder for organisationen, Misjon i Østen, og han fortalte om vækkelsen i Kina. Første del af samtalen var om den Himmelske mand.

Han rigtige navn er, Broder Yun, men han går også under navnet, den Himmelske mand. Dette navn fik han engang, hvor han blev arresteret af det hemmelige politi. De spurgte ham, hvem han var, og hvor han boede. Da råbte han højt: ”Jeg er den Himmelske mand, og jeg er fra Evangelie byen!” Dette råbte han for at advare de andre, sådan at de kunne få tid til at flygte.

Da han blev afhørt spurgte de ham, om han agtede at flygte, hvis han fik mulighed for dette. ”Ja, så afgjort,” svarede han. ”Ja, det skal du ikke må nogen mulighed for,” svarede de ham og knuste derefter begge hans fødder med en jernstang oven over ankelen. Jeg kender ingen, der har lidt mere for Jesus end han. De satte ham ind i en fængselscelle på fjerde etage. Han havde en forfærdelig smerte, som han sad der alene i cellen. ”Jeg har et kald at forkynde evangeliet, og så sidder jeg her låst inde i en celle,” tænkte han.

Den 5. maj kl. 8 om morgenen kom Herrens nærvær ind i fængslet, og Herrens stemme lød: ”Rejs dig op og gå ud!” Han rejste sig med det samme. Han var helbredt og havde ingen men fået af dette sidenhen. Dette var et stort under, og miraklerne fortsatte at vise sig, et efter et. Han gik over mod døren, og den åbnedes af sig selv. Han gik til fods nedad gangen, og mødte en mand, han kendte spankulere nedad sammen med en fangevogter. Broder Yun sagde: ”Jeg er på vej ud!” Den anden svarede ham: ”Jeg er på vej ind!” Fangevogteren hverken så eller hørte noget. Herren blinder forfølgerens øjne og lukker deres ører.

Den ande, der var på vej ind, trådte op på et eller andet i cellen, sådan at han kunne se ud gennem cellevinduet. I samme øjeblik så han Broder Yun komme farende gennem gården og ud gennem porten. Dette var et kæmpeunder. Denne and havde båret Broder Yun hver gang, han skulle til afhøring, da han ikke selv kunne træde til. I fængslet havde Yun øgenavnet, ”Invaliden”.

Da Broder Yun nærmede sig hovedporten, der førte ud til vejen undrede han sig over, hvordan Herren mon ville få alt dette til at gå. Men der var vagtskifte på dette tidspunkt, så der var dobbelt hold vagter og der opstod nogen forvirring og lige da Yun skulle til at passere porten, ringede telefonen, og vagtmanden drejede omkring og tog den. Idet han drejede sig kom han at vende ryggen til Yun og lagde derfor ikke mærke til ham.

Lige udenfor porten stod der en taxa bil. Yun sprang derover, åbnede døren og sagde ”kør!” Tænk engang, en mand iført fængselsdragt kommer styrtende ud af fængslet, hvad har mon taxachauføren ikke tænkt? ”Du har travlt” sagde chauføren. ”Ja, jeg skal på arbejde,” svarede Yun, men han vidste ikke, hvor han skulle tage hen.

Da sagde Herren ham en adresse. ”Kør mig derhen,” sagde Yun. Han kendte godt adressen, da det var hos en kristen broder. ”Vent her, mens jeg går ind for at hente pengene for turen.” sagde Yun. Han løb ind og fik fat på penge for turen fra familien. Da han så kom ned igen til chauføren for at betale havde Herren udvisket hele denne her episode fra taxachauførens hukommelse. ”Hvorfor kommer du med penge til mig?” spurgte han. ”Fordi du har kørt mig og dette er for turen.” - ”Jeg kender dig ikke og jeg har aldrig set dig før,” sagde manden. Dette havde Herren gjort for at politiet ikke skulle kunne få nogen spor at gå efter, så de kunne finde broder Yun.

Det Broder Yun ikke vidste var, at Herren en uge før han flygtede havde talt med denne familie. Herren havde åbenbaret for dem, at Yun ville flygte og at de skulle gøre en hemmelig bolig klar til ham at bo i. De havde fået fat på en lille hytte udenfor byen, og der skulle han holde til foreløbig. De havde skaffet mad, tøj og en Bibel til ham.

Nogle månder senere gav de ham et pas. Det var en anden mand, der var passets ejermand, og billedet af ham lignede slet ikke Broder Yun. Herren sagde til ham, at når han senere kom til paskontrollen, så skulle han under ingen omstændigheder sige noget som helst. Han skulle blot være helt tavs.

Da han senere kom til paskontrollen ved den kinesiske grænse checkede vagten passet og sagde, ”Det der billede er ikke af dig!” Yun sagde ikke et ord, han stod blot stiltiende som en statue. Vagten tog da passet og viste de andre vagter det, og de lo allesammen ad det. Denne vagt fandt situationen særdeles ejendommelig og lod ham så passere. Det samme skete også i Frankfurt, da han kom til Tyskland.

Han holdt sig i ro der en rum tid, da hans kone og børn endnu befandt sig i Kina. Senere blev de smuglet til Burma, hvor de var sikre, og så kunne Yun begynde at vidne igen. Senere var han i Finland og tale og her fortalte han om dette under med passet. Dengang mødet var slut kom der en mand mod ham at tale med ham. ”Det var godt, at du ikke sagde noget ved paskontrollen, for ellers ville du have været blevet arresteret. Jeg arbejder for Nokia, og vi har lagt et program ind i computerne, der registrerer stemmer. Hvis du havde sagt noget, så var stemmegenkendelsesalarmen blevet udløst på skærmen med det samme, som viste, hvem du var, for de ligger inde med massevis af dine taler.”

Jo, sandelig, Gud er underets Gud. Den Himmelske mand har besøgt på Færøerne, hvor han blandt andet talte i kirken, Vesturkirkjan i Tórshavn.

Her en videotale med den Himmelske Mand, broder Yun

HJEM