TITLER

ANDERS NORD (Nordmand)

Se Video fra det norske NRK

Hvem er dette? Jo, der er navnet på den mand, som boede i huset, der stod helt intakt og ubeskadiget efter storbranden, som hærgede den norske by, Ålessund i 1904, hvor de allerfleste af de ca. 1100 huse, der dengang udgjorde byen, blev lagt i aske. Her kommer historien om begivenhederne, som udspillede sig denne dramatiske januar-dag i 1904.

Huset var et fra den tid alminddeligt træhus, som alle andre huse var det dengang i Ålesund. Indehaveren af huset blev kaldt, Gunnar Walde. Derfor bliver huset i dag kaldt, ”Walde-huset”. Det ligger i en bydel af Ålesund, hvor samtlige huse blev lagt i aske. Kun dette ene hus blev stående – ja ikke blot stående, huset stod fuldstændig intakt og ubeskadiget efter storbranden, ikke engang malingen på træværket var blevet svedent!

Af denne årsag blev huset i adskillige år endevendt og underlagt mange videnskabelige undersøgelser og mange ejendommelige teorier kom for dagen dengang. Dog kom der aldrig nogen fornuftig forklaring ud af anstrengelserne.

I 1913 blev huset fredet. Kommunen traf den afgørelse at frede huset, så enhver, der måtte ønske det, for eftertiden skulle kunne få lov til at besøge og se huset i Grensegata 2 i Ålesund.

I februar 1986 transmitterede det norske stats-TV, NRK, et afsnit i TV fra den årlige mindesdag i Ålesund. Det blev vist i TV-serien, ”Norge Rundt”. Der kunne seerne overvære, at menneskeskarerne besøgte dette ejendommelige sted ved Fjellgata og Grensegata.

Da rejselederen pegede på Walde-huset, udbrød han for at latterliggøre historien: ”Og her ser vi huset, som Vorherre sparede, fordi den mand, som boede der, ikke ville flytte ud...”

Dette afsnit fra udsendelsen fik en ældre kvinde fra Trondheim til højlydt at protestere. Blandt andet skrev hun til NRK og advarede dem, der havde ansvaret for udsendelsen, mod at være så hensynsløse og dumdristige, når de skulle fortælle om ”huset, der overlevede storbranden”. Kvinden viste sig også at være den rigtige person at komme med sådanne protester, eftersom hendes mor var Anders Nords datter!

Klara Skjøstad er navnet på denne kvinde, som altså er barnebarn af Anders Nord. Da vi ønskede at besøge hende, fik vi Birger Forsmo at hjælpe os med dette, da han indgående kendte store dele af Vestlandet, og nu i januar 1993 oplevede vi så endelige den glæde at komme i snak med hende i hendes hjem i Trondheim.

Samtalen medd Klara Skjøstad var som at snakke med en teenager. Hun fremviste familiefotos og fortalte os mange ejendommelige tildragelser fra storbranden i 1904.

”Morfar”, siger Klara, ”var en troende mand af hjertet. Han var et troens- og bønnens menneske. Hans kone, Reginae, havde ikke samme troens dybe forhold med Gud, for da ildebranden rigtig begyndte at gribe om sig, og morfar sagde, at Herren havde lovet at beskytte dem og huset, blev hun alligevel rædelsslagen. Hun bar alt, der havde værdi, udenfor for at redde det fra flammerne.
Til sidst, da flammerne var lige udenfor, forsøgte mormor og nogle naboer at tage morfar ud med magt! Men morfar modsatte sig og ville ikke ud af huset.

Han havde modtaget noget helt særligt fra Gud, for ellers havde en sådan fred og stædighed ikke været menneskeligt mulig, ihvertfald ikke i een sådan situation.

Storbranden hærgede byen Ålesund i 16 timer, eftermiddagen den 23. januar 1904. Efter at flammerne havde fortaget sig og folk kunne besigtige området og byen, var det kun mormors og morfars hus, der stod tilbage, intakt og uberørt. Der var ingen tegn på nogen storbrand at se,” siger Klara Skjøstad.

Kristian Bugge, der har skrevet ”Ålesunds Historie” gengiver denne begivenhed på side 320 i sin bog med disse ord:

”I et hus i Grensegaten boede en gammel mand, der havde bedt Gud gøre således, at det hus, han beboede, ikke skulle brænde. Og han var så sikker, at Gud have bønhørt ham, at han insisterede på at blive i huset. Da familien og de andre, der boede i huset, ikke havde samme tro so han, tog de ham med magt ud af huset. Men da så flammehavet havde mistet sin styrke i denne bydel, da kom det for en dag, ja, mærkeligt er det, at samtlige huse i dette område var blevet opslukt af flammerne og stod tilbage som aske, men dette hus stod alene tilbage, totalt uskadt, og det står der endnu den dag i dag, til trods for at det var et træhus, som alle andre.”

Harald Grytten, som har udgivet bogen ”Ålesund fortæller”, har på side 45 et foto, som han omtaler således:

”En anden besynderlighed på billedet er huset, der står forrest. Dette er det kendte, Waldehus på hjørnet mellem, Fjellgata og Grensegata, som blev skånet fra flammerne, mens alle andre huse i stor omkreds omring dette blev bytte for flammerne. Der fortælles, at een af dem, som boede i dette hus, ikke ville forlade huset. Han var så sikker på, at huset ville overleve branden. Men hans slægtninge, der ikke var lige stærke i troen, fik rasende travlt med at redde det, der kunne reddes. Men manden fik de dog ikke med sig, kun hans tøj og noget af husets indbo. Dette bar de over i parken, hvor alt blev opædt af flammerne. Men huset blev altså stående, fuldstædig intakt.”

Det underlige er, at mennesker ikke efterfølgende har vendt sig til Anders Nord selv for at spørge ham, hvad der skete og hvad han syntes om det hele. Mennesker i store dele af Vestlandet var meget forundret, uden at nogen dog tog skridtet at tage kontakt med Anders. Det havde været så ligetil at bede hovedpersonen komme med sine kommentarer om dette.

Af den årsag, at han opførte sig så særdeles underligt under storbranden – sådan som både hans nulevende slægtninge, samt pålidelige historieskrivere bekræfter – så burde myndighederne, offentlige som private, haft kontaktet ham og hørt hans forklaring og set til, at ingen, som repræsenterede byen, skulle slippe afsted med at fremsige nedladende bemærkninger om stedet.

Så vidt vides, findes der ingen direkte samtale med Anders Nord i verdslige sammenhænge. Men Herrens veje er også her uransagelige. Rom. 11,33.

En septemberdag i 1913 vandrede Peter Relling i området uden for Ålesund, hvor plejehjemmet var. Af den årsag, at Peter var klar over, at Anders Nord nu boede på plejehjemmet, besluttede han sig for at besøge ham. Det var en søndag eftermiddag, og flere andre var også på besøg hos ham. Til sidst lykkedes det endelig Relling at komme i snak med Nord og hans kone alene.

”jo, ser du,” sagde Nord, ”dagen før, den 22. januar kl. 13 om eftermiddagen var jeg alene inde i stuen. Idet jeg kigger op, kan jeg se en stor lysende engel, der står midt på gulvet. Jeg blev bange og forskrækket og spurge: ”Hvad er der, Herre?”

Men han sagde: ”Vær ikke bange! Jeg er sendt af Gud den almægtige for at fortælle dig, at i denne nat skal hele byen lægges i aske på grund af de mange store synder, som udspiller sig her. Men du har fundet nåde hos Gud – og du og din kone må ikke gå ud, og intet af det, som I ejer, må I bære udenfor, for alt, der bliver båret ud, skal bliver opslugt af flammerne. Jeg vil beskytte jer, og intet ondt vil ramme jer.”

Derefter fortsatte han: ”Er I villige?”

Jeg svarede: ”Ja, Herre.”

Så sagde han: ”Fred være med dig.”

Derpå lettede han og forsvandt.

Da min kone senere kom ind, og jeg fortalte hende det, der var sket, blev hun helt fra sig selv, men sagde intet.

Omkring kl. 2.15 om natten buldrede vandkanonen og samtidig slog vejret voldsomt om med stærk storm fra vest. Himmel og hav var i et. I det øjeblik så jeg ud af vinduet ilden i det fjerne. Ilden fordelte sig i 14-15 forskellige retninger og med rasende fart nærmede den sig nu vores bydel. Min kone begav sig til at bære genstande ud en efter en, ja enda også gardinerne. Til sidst var der kun en tom seng og en stol tilbage. (Og alt som hun bar ud, brændte op)

Om middagstid ramte flammerne os.

Jeg åbnede bibelen og læste Salme 91, mens flammerne og røgen indhyllede huset. Et øjeblik senere, rejste jeg mig op og kiggede ud. Så langt som øjnene kunne se var der kun glødende askehobe at se, men inde hos os var der ikke varmere, end det er her i dag,” tilføjede han.

Således fortale Anders Nord fra det, han havde set og oplevet før,under og efter ildebranden i 1904, i henhold til den samtale, som han havde med Peter Relling i 1913.

Året efter flyttede Nord hjem til Gud, 79 år gammel.

Hvem varr så denne, Relling? Vores kilde, Forsmo, har for kort tid siden talt med mennesker, der kunne huske Relling. Han var fra Ålesund, boede alene og havde en frisørsalon i byen. Han var personligt troende og tilhørte en menighed i byen.

Denne mand brugte Gud til at føre pennen, så Nord's vidnesbyrd kunne blive nedskrevet ca. 9 år efter storbranden og blot et år inden hans død.

Efter dette vidnesbyrd må vi i dyb ærefrygt sande, at i en af vore norske byer står der et bevis på Guds almagt, nemlig på Grensegata 2 i Ålesund!

Denne åbenbaring, som Nord fik, er den eneste forklaring på, hvorfor Anders Nord var så rolig under hele dette dramatiske forløb. Hvis han ikke havde modtaget et guddommeligt løfte, havde det været umuligt for en rask og sund og ansvarlig familiefader at reagere på denne måde! Og Nord var en sådan mand, med værdighed og integritet, det kan hans nulevende barnebarn, Klara Skjøstad bekræfte.

Vi priser Gud for den virkelighed, som nu er kommet for dagen og vores bøn er, at vidnesbyrdet vil være til velsignelse og liv i troen på vores Frelser, Jesus Kristus!

...Shadrak, Meshak og Abed-Nego kom ud fra ilden, og satrapperne, fyrsterne, statholderne og kongens ministre stimlede sammen for at se mændene; deres legemer havde ilden ikke fået magt over, håret på deres hoved var ikke afsvedet, deres kapper var uskadt, og der hang ikke brandlugt ved dem.
Daniel 3, 26-27

Effie Campbell oversatte

Start

DR. Stowell blev omvendt til Kristus lige før Hayes - Lindsay Salvation - helbredelseskampagne begyndte i Long Beach, Californien.
Han deltog i kampagnen og gav sin bemærkelsesværdige vidnesbyrd der. Senere døbte, evangelisten,  Allon Hayes ham i vand.
Broder Demas Shakurian gav tilladelse til at offentliggøre denne artikel i The Voice of Healing, samtidig med offentliggørelsen i "The full gospel business men*s voice" 

Her er en af alle tiders mest fantastiske videnskabelige opdagelser og en omvendelse, nærmest på linje med den, Saul(Paulus) fra Tarsus oplevede! Dr. N. Jerome Stowell  var en anerkendt videnskabsmand, som arbejdede med gruopvækkende opfindelser, som var i stand til at tilintetgøre menneskeheden.

Hans tidligere eksperimenter gjorde ham bekymret i forhold til hans forhold til Gud. Hans kone tog en tur til Oklahoma, og i sin ensomhed, bad han til Gud om, at Han ville give sig selv til kende.
Doctor Stowell faldt på knæ for Gud i bøn sammen med Don Throne og blev genfødt i Kristus.
Han deltog i en Los Angeles Breakfast-udsendelse af Full Gospel Business Men's Fellowship og begyndte at søge Helligåndens dåb, som han modtog 2 uger senere ved et kristent møde. Hans kone følte sig ikke tilpas med denne nye virkelighed, men den enorme styrke og lidenskab i hendes mands erfaringer blev efterhånden så tydelig, at hun også begyndte at søge og blev senere døbt under Guds kraft. Doctor Stowell har opgivet sit videnskabelige arbejde og er nu travlt beskæftiget med at vidne om Guds storhed og omsorg.

Jeg var nærmest en hengiven ateist. Jeg troede ikke, at Gud var mere end en sammenhobning af fantasi i alles sind sat sammen og den Gud, der var til, var i vores fantasi. På en kærlig og almægtig eksisterende Gud, det troede jeg ikke på!

HVER PERSONS BØLGELÆNGDE ER FORSKELLIG
Så en dag havde jeg en oplevelse, der virkelig fik mig til at overveje tingene. Jeg var i et stort patologisk laboratorium, og vi forsøgte at finde frem til hjernens bølgelængde. Vi fandt mere end bare en bølgelængde af hjernen: vi fandt en kanal af bølgelængder, og at kanalen har så meget plads i det  at de forskellige bølgelængder i hvert enkelt individs hjerne har mere karakteristiske træk end fingeraftryk på hver enkelt hånd. Det er et punkt , vi bør have i tankerne, Gud kan faktisk i Himlen have et register af vores tanker som enkeltpersoner ligesom FBI har et register med vore fingeraftryk i Washington, DC

EN DØENDE KRISTEN PERSONS TANKER REGISTRERET
Vi ønskede at gøre en eksperiment med at undersøge, hvad der skete i hjernen i det sidste øjeblikaf vores liv, altså i overgangen fra livet til døden. Vi valgte en dame, hvis familie havde sendt hende på et sindssygehospital, men som var blevet udskrevet derfra. Lægerne kunne ikke finde noget galt med hende bortset fra det faktum, at hun havde kræft i hjernen.

Hedes krop var naturligvis mærket af sygdommen. For så vidt angår hendes årvågenhed i sindet var hun på alle måder fuldstændig skarp og egentlig usædvanligt strålende åndsfrisk. Men vi vidste, at hun var nær ​​døden, og hun blev informeret på dette forskningshospital, at hun snart skulle dø.

Vi havde lagt en meget lille mikrofon på størrelse af ​​en lille mønt i rummet, så vi kunne høre, hvad hun sagde, hvis hun altså havde noget at sige.

KVINDES BØNNER FORBAVSER 5 FORSKERE
Fem hærdede videnskabsmænd - hvoraf jeg måske var den hårdeste og mest ateistiske i gruppen - var i et tilstødende rum klar til at registrere og optage, hvad der skulle ske. Vores apparat havde en nål pegende mod 0 i midten på en skala. Til højre på skalaen var apparatet kalibreret til 500 positive points. Til venstre på skalaen var apparatet kalibreret til 500 negative points . Vi havde tidligere taget måling af en 50 kilowats lokal radiostation, der sendte signaler ud til hele verden. Nålen viste 9 point på den positive side af radiostationen.

Under de sidste minutter af denne kvindes liv begyndte hun at bede og at prise Herren. Hun bad Gud Herren om at være barmhjertig mod dem, der havde forfulgt og misbrugt hende. Hun bekræftededde sin tro på Gud. Hun konstaterede, at hun vidste, at han var den eneste magt, og at han var den levende Gud. Hun sagde, at Gud havde altid været og altid vil være den almægtige. Hun lovpriste Gud og takkede ham for hans magt  og for hendes tro på hans tilstedeværelse. Hun fortalte ham, hvor meget hun elskede ham!

Vi videnskabsfolk havde været så opslugt af denne kvindes bøn, at vi havde glemt vores eksperiment. Vi kiggede på hinanden og så tårer strømme ned af vore ansigter. Jeg havde ikke grædt, siden jeg var barn.

NÅLEN REGISTREREDE 500 POSITIVE POINTS, DA GUD BLEV LOVPRIST
Pludselig hørte vi en klikkende lyd på vores glemte instrument. Vi kiggede på instrumentet og nålen pegede mod maks. værdierne på apparatet, altså 500 positive points og nålen forsøgte desperat forsøger at nå højere op end de 500!

Ved hjælp af apparatet fik vi stadfæstet, at hjernen hos en døende kvinde, der opholdt sig alene i et rum i kommunikation med Gud havde registreret mere end 55 gange den strøm, der bruges ved en halvtreds kilowatt radiostation, som sender signaler ud i æteren til hele verden.

UGUDELIG MANDS TANKER 500 NEGATIV POINTS
Efter dette. besluttede vi at prøve en sag meget ulig den første. Vi valgte en mand, som lå på forskningshospitalet. Denne mand led af en dødelig social sygdom. Hans hjerne var blevet forkrøblet, så han nu lå til det sidste. Han var næsten sindssyg.

Efler vi havde opstillet vores instrumenter opfordree vi en af sygeplejerskerne til at modarbejde manden. Gennem hendes kneb vækkede hun mandens interesse i hende og derefter pludselig fortalte ham, at hun ikke ønskede at have noget mere at gøre med ham. Han begyndte verbalt at misbruge hende og nålen begyndte at rejse sig til den negative side. Derefter forbandede han hende og tog Guds navn forfængeligt. Nålen reagerede pludselig og klikkede frem og tilbage mod 500 negative points!

Ved hjælp af et sådant instrument, havde vi nu registreret, hvad der skete i hjernen, når denne hjerne brød en af Guds 10 bud. "Du må ikke tage Herren din Guds navn forfængeligt"

VIDENSKABEN MÅLTE GUDS KRAFT OG SATANS KRAFT
Vi havde såleddes målt den positive Guds kraft og den negative effekt af hans modstander. Vi havde fundet, at godtgørende sandhed er positiv, og at nedbrydende og spottende adfærd, som gik imod de 10 bud gav sig negativt udslag ii forskellig grad.
Hvis forskere er i stand til at registrere disse ting, så er jeg overbevist om, at Gud Herren kan registrere aller vores tanker.
Han har mere magt, end vi  og han har langt bedre registreringsdata end nogen af ​​os på denne jord.
,
GUDS SANDHED UDSTRÅLER MAGT
Som videnskabsmand tror jeg ikke, at glorien malet omkring Jesu hoved er blot en kunstners forestilling. Jeg tror af hele mit hjerte, at det er elektrisk ladet energi, det var elektromagnetisk energi, som udgik fra ham, fordi han på alle måder var sammen med Gud i hans sandhed.

Den samme kraft er lovet os. Vi er blevet lovet, at hvis vi tror på ham og holder hans befalinger, vil troende få lov at møde Jesus, når Han vender tilbage.
 

Gud har givet os mange store og vidunderlige ting. Det største og mest vidunderlige af disse er hans eneste søn, Jesus Kristus, som blev korsfæstet på korset, som gav sit liv og blod, så vi kunne få evigt liv, så vi kunne blive renset for vore synder og blive helbredt for sygdomme. Lige inden Jesus steg til himmels sagde han,  

"Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.«- Tidligere Han befalede sine tilhængere 'for at forblive på jorden , indtil de bliver iført kraft og havde lovet at bede Faderen Hvem ville sende en anden talsmand , den , Helligånden , selv sandhedens Ånd."
Apg. 1,8

GUDS NÆRHED GIVER STYRKE
Det er denne Guds nærvær i os , der giver os magt, Hvis omfang og styrke vi ikke har nogen forestilling om!
Jeg er en videnskabsmand, der elsker Gud Herren af hele mit hjerte, sind og sjæl. Jeg vil have dig til at bede for.mig, at jeg altid vil være trofast, at jeg altid vil være ydmyg, at jeg altid vil ære hans sandhed , at jeg altid vil tænke, sige og gøre, det Gud vil have mig at tænke, sige og gøre og at jeg ikke vil tænke, sige eller gøre noget, som stammer fra modstanderen, som holdt mig fanget og blind i så mange år.

e.c. oversatte

Start

FADER, KAN DU TILGIVE MIG?

Vidnesbyrd af R.A.Torrey

Dette er en historie fortalt af William Dorset, en Yorkshire landmand. Han prædikede en nat i 1928 i London, og han fremsatte den konstatering, at der var ikke en eneste i hele London, som var kommet så langt ud, at Gud ikke var i stand til at frelse. Der er en meget stærk påstand, for der er nogle ret hårde sager i London, en by med fire millioner indbyggere. du går ind den østlige del af London og ser den forfærdelige masse af ugudelighed - strømmen af ​​død og elendighed er meget iøjnefaldende. Men han fremsatte denne udtalelse, at der var ikke en mand eller kvinde i hele London, som var kommet så langt ud, at Guds nåde ikke kunne redde dem.

Disse ord blev siddende fast i en ung dames sind. Hun gik hjem den aften, og næste morgen gik hun at se landmanden, Yorkshire landmand. Hun sagde, " Jeg hørte dig prædiker sidste nat, og jeg hørte dig sige, at der ikke fandtes en mand, så langt ude i al London, at Guds nåde ikke kunne frelse ham. Hun fortsatte, “Mener du virkelig det?” “Hvorfor”, sagde han,"helt sikkert jeg mente det."

"Ja , " sagde hun, "Jeg er missionær og jeg arbejder nede i Londons East End, og jeg kender en mand, som siger, at der ikke er noget håb for ham. Han er døende, og jeg kan ikke få ham til at tro, at der er noget håb for ham. Jeg kunne tænke mig, at du ville gå og besøge ham.

Guds-manden sagde, at han ville være glad for at besøge ham. Hun førte ham hen ad en af de smalle gyder, indtil de kom til en gammel beskidt og faldefærdig bygning. Hun sagde, "Jeg tror måske, du bedre kan håndtere ham alene. "Det var en fem-etagers bygning.

Han gik op ad trappen til øverste etage og fandt en ung mand liggende der på nogle strå, der var ingen seng. Ah! vejen for overtræderen er hård! Det var tydeligvis gået støt ned ad bakke for ham, så han nu var i stor fattigdom. Han var nu både svært syg og døende. Mr. Dorset bøjede over ham, hviskede i hans øre og kaldte ham ven.

Den unge mand så forbløffet op på ham. "Du tager fejl, sir, du har fat i den forkerte person. Du befindder dig det forkerte sted. " Hvordan det?" spurgte Mr. Dorset. "Ja , sir, jeg har ingen venner, jeg er helt alene.” sagde han.

"Du har en ven". Derefter fortalte han ham om synderens ven. Han fortalte ham, hvordan Kristus elskede ham. Den unge mand rystede på hovedet, "Kristus elsker mig ikke." "Hvorfor ikke?" "Jeg har syndet imod Ham hele mit liv." "Jeg er ligeglad, om du har. Han elsker dig alligevel, og han ønsker at frelse jer." Og han prædikede Kristus for ham der. Han fortalte ham om den herlige Guds nåde. Han fortalte ham, at Gud kunne redde ham, og han læste for ham af Bibelen. Evangeliets lys begyndte at dæmre på denne formørkede sjæl, og det første tegn på et nyt liv var, at hans hjerte rakte ud mod dem, som han havde såret, og han sagde:

 "Hvis jeg kun kunne vide, at min far ville tilgive mig, så kunne jeg dø i fred i dette loftsværelse. Han spurgte ham, hvor hans far boede. Han sagde: " I ​​West End i London." Mr. Dorset sagde: "Jeg vil gå op og se ham og vil spørge ham, om han ikke vil tilgive dig.

"Den unge mand rystede på hovedet og sagde, "Jeg vil ikke have dig til at gøre det.” ”Hvorfor sir, har min far forstødt mig. Jeg tilhører ikke længere familien. Jeg er ikke længere deres dreng. For ham er jeg død, sir. Hvis du gik hen for at tale med ham om mig, så ville han blive vred og beordre dig ud af huset, og du har været så venlig mod mig. jeg vil ikke gøre dine følelser ondt.

"Mr. Dorset drog op til det smukkeste sted i London West End i London og ringede på dørklokken. En tjener klædt i tjenerdragt kom til døren . Mr.Dorset spurgte om hans herre var inde, og fik at vide, at han var hjemme. Han blev ledsaget ind i stuen, og mens han ventede på, at manden i huset skulle komme ned, kiggede han sig omkring. Der var ikke en ting, som hjertet kan begære, som ikke var at finde i dette smukke hjem. Lidt senere kom manden ind i lokalet. Mr. Dorset rejste sig og gik på tværs af værelset for at hilse på ham.

Han sagde, "Du har en søn, sir, kaldt Joseph, er det ikke korrekt?” Farens hånd faldt ned langs hans side. Hans ansigt stivnede. Hr. Dorset indså da, at han havde gjort ham meget vred. Han sagde i stort raseri, "Nej, sir. Og hvis du er kommet her for at tale med mig om den værdiløse vagabond, så ser jeg dig gerne forlade mit hus. Jeg vil ikke tillade nogen at nævne hans navn i min tilstedeværelse. Han har været død for mig i årevis, og hvis du har været hos ham, så er du blevet bedraget. Man kan ikke stole på ham."

Han vendte om på hælen for at forlade rummet. Hr. Dorset sagde: "Nå,han er din dreng endnu, men Han vil ikke være det i lang tid mere." Faderen vendte om igen, "Er min Josef syg" "Ja, din søn ligger til det sidste, sir. Han er ved at dø. Jeg er ikke kommet her for at bede dig om at tage ham med hjem, eller bede dig om at give ham noget, sir, jeg vil se, at han får en anstændig begravelse. Alt hvad jeg ønsker er, at du fortæller mig, at du tilgiver ham, og lade ham dø i fred.”

Faderens hjerte brast, og han sagde, "Tilgive ham? Åh, jeg ville have tilgivet ham for længe siden, hvis jeg bare havde vidst, at han ønskede det. Tilgive ham! Bestemt. Kan du føre mig til ham?" Guds-manden sagde, at han skulle føre ham til ham.

De steg ind i en vogn og var snart på vej, og da faderen nåede derhen og så ham i loftsværelset kunne han næsten ikke genkende sin egen søn. Han var helt lemlæstet og forslået af syndens hårde og barske liv.

Det første, sønnen sagde til sin far var "Fader, kan du tilgive mig? Vil du tilgive mig?"

"Åh,Josef, jeg ville have tilgivet dig for længe siden, hvis jeg havde vidst, at du ville have det" Han mødte ham i nåde lige der. Faderen sagde: "Lad min tjener tage dig i vognen og tage dig hjem. Jeg kan ikke lade dig dø her på dette forfærdelige sted." "Nej, far, jeg er ikke rask nok til at blive flyttet. jeg skal dø snart, men jeg kan dø lykkelig og glad nu, da jeg ved, at du har tilgivet mig, for jeg tror, ​​at Gud, for Kristi skyld har tilgivet mig." Og kort tid efter, med hovedet hvilende i sin faders favn, udåndede Josef.
e.c. oversatte
Start
 

Da præsten Frithiof Bjørk fik englebesøg
forlaget Lohse udgav i 1967 en bog af P.H.Lauritzen. Bogen havde titlen ”Engle - mytik og virkelighed.” Frithiof Bjørk (nok svensker) skrev sålees om det, han havde oplevet.
”Jeg har sagt mit præsteembede op i protest mod den liberale teologi og fratrådte min stilling i Blasieholmkirken.

Jeg ernærede mig som fri prædikant. Gode mennesker støttede mig. Sommeren 1919 stod den lille kirke færdig. De havde givet mig en byggegrund og byggematerialer.

Jeg skrev følgelig til biskoppen og bad ham komme og indvi kirken. Jeg fik et broderligt brev som svar, hvor han ønskede mig Gud rige velsignelse, men forklarede videre, at han ingen myndighed havde til at indvi kirker, som ikke var en del af statskirken. Indvielsen foregik som en stor højtidelighed. Der var kommet en kæmpe skare af mennesker til stedet for fejre begivenheden.

Om aftenen, da alt var overstået og jeg havde ledsaget nogle venner til toget, gik jeg alene hjem gennem skoven. Mit hjerte var fyldt af taknemmelighed og lovprisning for denne uforglemmelige dag. Ingenting anede jeg om, hvor uforglemmelig dagen i virkeligheden skulle blive for mig.
Klokken var 9 om aftenen. Jeg ville lige over i kirken alene for at takke Gud, at jeg havde fået en kirke at prædike i.

Jeg åbnede kirkedøren og blev stående med hånden på håndtaget, uden at bevæge mig. Fremme ved alteret stod en engel med ryggen mod mig. Af kropsholdningen kunne jeg slutte, at engelen havde lagt armene på kors tværs hen over brystet. Hovedet vendte en anelse opad i tilbedelse. Jeg så tydeligt hver en fold i englens hvide tøj. Englens hvide klæder var sammenvævet af levende, glimtende lys, som solrefleks på nyfalden sne. Lyskilden stod som en helt hvid regnbue eller glorie fra hans legeme, ikke kun fra hans hoved, som vi er vant til at se det på englebilleder.

Jeg så ingen vinger.
Det ejendommeligste ved det hele var stemningen inde i kirken. I ved nok, hvordan det føles, når du en kold vinterdag træder ind i et varmt rum. Varmen slår dig i ansigtet. På samme måde fornemmede jeg nu en fysisk bølge af himmelsk lykke og fred.

Samtidig blev jeg bange. Jeg kom til at tænke på Peters ord: ”Gå fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.”

Jeg blev dødsensangst for det overnaturlige og havde synderens angst for det totalt rene og hellige.
Der må være gået mindst 10 minutter, da så den himmelske gæst med et vendte sig om og jeg kunne se ham fra siden. Han havde en menneskelig skikkelse men var hverken mand eller kvinde. Gennem det stærke, skinnende lys skimtede jeg den rene alvor i hans ansigtstræk. Uden at give lyd fra sig gled engelen ud og blev borte. I selvsamme sekund føltes det, som om du slukker lyset og alt bliver mørkt. Atmosfæren inde i kirken var igen jordisk. Luften fik igen sine almindelige varmegrader.

Efter en stund vovede jeg mig frem til alteret. Jeg følte, at alt svimlede for mig og til sidst så jeg, at jeg befandt mig på knæ inde ved alteret.

”Kirkeklokken”
E. Campbell oversatte

Start

HIMMELSK VISDOM

Bibelen lærer os, at det er muligt at bede om visdom. 

Jak. 1,5 står således: ”Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den”

og

 Luk. 24,45 læser vi: ”Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne.”

Her følger livs-beretningerne fra 2 mænd, som vendte sig til Herren og bad om visdom, hvor de befandt sig i nød og ikke vidste vejen frem.

Den første mand er Emanuel Minos: Han fortæller således:

Engang, da jeg befandt mig i Sverige og prædikede kom en journalist til mig. Hann ville have en samtale med mig. Jeg frygter journalister, for de er snedige og snu som få og har tit og ofte en skjult dagsorden med deres spørgsmål. En fotograf var sammen med ham. Journalisten smilte og var særdeles behagelig, men jo mere rar og imødekommende han var, jo mere frygtede jeg ham og var på vagt.

”Hvornår prædikede De første gang, Minos?” spurge han.

”Da jeg var 5 år gammel.”

”Og hvornår blev De så døbt af Ånden?”

”Da jeg var 7 år!”

Fotografen var nu gået og journalisten gjorde sig klar at drage videre. Han havde kun spurgt almindelige spørgsmål, så jeg troede, at jeg havde gjort ham uret. Han tog så i håndtaget og skulle til at åbne døren, men så vendte han sig pludselig og spurgte: ”Minos, er De politisk højre- eller venstreorienteret?”

”Så, nu kom det! Nu angreb han med sine spørgsmål for at sætte mig på prøve,” tænkte jeg. Jeg sukkede da dybt og bad om hjælp fra Herren, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare ham. Svaret kom i ét splitsekund.

”Jeg er Golgata-orienteret!” svarede jeg.

”Hvad?” sagde han med undren i stemmen

”Jo, du ved, at på Golgata hang Jesus på det midterste kors. Ham, der befandt på hans højre side, var en røver og ham på venstre side var også en røver. Jo, du kan så nok forstå, at der var fejl og lovbrud såvel på højre side som på venstre side. Løsningen hang i midten. Jesus døde på Golgata for at sone synderne for alle, eller med mere moderne termer, at fikse problemerne, som alle mennesker gør, dvs hvor man end befinder sig på skalaen fra højre til venstre, derfor er jeg Golgata-orienteret!”

Den anden mand er Terje Bilet, som beretter om sin bedstefar, der engang under helt særlige omstændigheder kom i problemer.

Her historien om min bedstefar, Karl Bilet, dengang han som troende stod overfor en vanskelig beslutning. Men han bad til Gud om at få visdom, sådan som skriften siger i Jak 1,5. Og han fik visdom.

Bedstefar var vicevært ved Højskolen i Fredrikstad i mange år. Såvel elever som lærere holdt meget af ham og havde stor agtelse for manden. Han var ærlig som få og i sin overbevisning som kristen gav han aldrig efter. Engang under krigen, mens Norge var besat af tyskerne, stod han i en situation, hvor han skulle træffe et svært valg. Den tyske besættelsesmagts forlængede arm, de norske myndigheder, krævede, at en plakat af ”Der Fúhrer” skulle hænges op på skolen i stedet for billedet af de daværende konge, Håkon 7.

Bedstefar vidste, at hvis han nægtede, så var det det samme som at udfordre det frygtede Gestapo, og det ville få alvorlige konsekvenser, ikke blot for ham selv, men for hele familien. Hans tanker kørte på højtryk, og han var aldeles rådvild: ”Skulle han, Karl Bilet, hænge en plakat op af ”Der Fúhrer” i stedet for den elskede konge, Håkon? Nej, det måtte aldrig ske!

Men hvordan skulle han gebærde sig, så han kunne omgå tyskernes ordrer? Problemet syntes uløseligt. Men så genlød ordren på ny hos ham: ”Plakaten af ”Der Fúhrer” skulle hænges op! Ordet ”Der Fúhrer” genlød igen og igen, Der Fúhrer, Fúhrer, Fúhrer.

Nå ja, selvfølgelig! Hvorfor havde han ikke tænkt på dette før: Kristus er vores Fúhrer, Kristus er løsningen!

Da tyskerne senere kom for at inspicere, om alt nu var som det skulle være, lagde de mærke til billedet af Jesus Kristus i stedet for Hitler! Idet de nu stod foran denne løsning, var de tyske officerer helt afvæbnede og fik intet gjort, for i henhold til Hitlers propaganda-kampagne, kunne det ikke lade sig gøre at sætte Hitler højere end Kristus. Det kunne skabe stor modstand og opstandelse i folket.

Tyskerne smækkede derfor deres støvlehæle i og gjorde honnør og forsvandt så ud af skolen!

Og glad var bedstefar og fuld af taknemmelighed til sin Herre og Mester.

Effie Campbell oversatte

Start

FORKERT NUMMER

Når nogen ringer forkert, bliver vi ofte irriterede, men i dette tilfælde blev en ulykkelig mand reddet fra døden og kunne begynde et nyt liv.

Roger var på grådens rand, men der var ingen tårer tilbage. Situationen var håbløs. Han orkede ikke at fortsætte sådan længere. Nu var han blot en skygge af sig selv. Livet havde for længe siden mistet sin værdi. Hvad kunne det nytte? Der var intet, der var værd at leve for længere, intet håb forude. Han havde ingen penge tilbage og nerverne var ødelagte. Han havde været legemligt stærk men hans helbred var blevet helt nedbrudt de sidste måneder, fordi han havde drukket alt for meget.

Han vandrede fredløst langs den ene gade efter den anden, mens onde tanker pinte hans sind. Han var en af de tusinder af enlige mennesker i storbyens stenødemark.

For seks måneder siden havde Roger fået beskeden om, at hans mor var alvorligt syg og ville have sin eneste søn hjem. Han befandt sig dengang ombord på en båd udenfor den spanske kyst på vej mod Casablanca. Så hurtigt som det var ham muligt, afmønstrede han og tog flyet flyet hjem fra Lissabon.

Men hjemkommet til Norge modtog han den sørgelige besked, at han var kommet for sent. Moderen var død. Roger bebrejdede sig selv dette og efter begravelsen drog han hjemmefra. Men han havde ikke lyst til at stå til søs igen. I hovedstaden lejede han sig et værelse. I begyndelsen arbejdede han nede på kajen for at pengene måtte strække længst. Planerne var nok, at han ville søge fast arbejde engang, men disse planer kom der intet ud af.

Dage og måneder gik og Roger begyndte at kæderyge og drikke. Han blev stadig mere deprimeret og tung. Selvtilliden begyndte at vakle. Hvad nytte var der overhovedet i ham? Ingen. Han var totalt mislykket. Hvem ville vide af een som ham? Han havde været hjemmefra for længe. De venner han havde haft for 8 – 10 år siden var spredt over hele landet. De fleste af dem var nok også blevet gift og havde stiftet familie. Selv gik han nu fredløs omkring uden at havde noget fast holdepunkt.

Morens død havde ramt Roger dybt. Hun havde grædt, da han stak til søs. Faren var død, og moren havde brug for Roger derhjemme. Men han ville ikke høre på hende. Han ønskede at komme ud og se verdenen. Dette var hans store mulighed.

Sømandslivet blev dog ikke så romantiskt, som han kunne have ønsket sig det, men han havde alligevel holdt ud. Årene gik og Roger fik sandelig set verdenen. Han besøgte ikke så ofte moren længere. Pigerne og værtshusene i de forskellige havne, som de anløb, havde større betydning. Men da meddelelsen om morens sygdom nåede ham, da vågnede hans samvittighed. Han vendte straks hjemad men kom for sent....

Normalt havde Roger ingen problemer med at komme i forbindelse med folk. Han var en behagelig og indtagende ung mand. Men efter at han kom hjem igen til Norge følte han sig ikke som samme menneske længere. Nu blev han passiv, indelukket og tilbagetrukket. For nogle måneder siden havde han truffet en pige. Han blev betaget af hende og forsøgte at få alt i orden igen. Men alt blev sat over styr, da pigen hørte, at han ikke havde noget fast arbejde. Hun ønskede ikke at se ham igen...

Gang på gang drak han sig fuld. Den ene gang blev han taget med i arresten, hvor han fik lov til at sove rusen ud.

Rogers mor havde været troende. Han var flygtet hjemmefra, fordi han ville gå sine egne veje. Morens kristendom ønskede han ikke at have noget med at gøre. Verdenen var ond. Gud eksisterede ikke. Han forssøgte at overbevise sig selv om, at han var en ateist. Denne tanke gjorde, at han kom til at føle sig endnu mere alene.

- - - -

Det var nat. Klokken slog 2. Det meste af byen sov, men Roger vandrede fredløs frem og tilbage. Det var begyndt at styrtregne for ½ time siden. Roger blev gennemblødt. Han vendte næsen mod værelset til fods. Adskillige gange havde han gået i selvmodstanker. Han havde set ned i det mørke vand fra kajkanten. Ville det i virkeligheden ikke være meget lettere at få det overstået sådan? Nej, han kom i tvivl...

Nu da han var kommet hjem igen kastede han sig på den uopredte seng.

Roger sov ikke godt, og da solstrålerne fra en ny dag skinnede i øjnene på ham, drog han hovedpuden op over hovedet. Han ville sove. Han orkede ikke at møde en ny dag igen. Tænk om han blot kunne sove sig fra alt...

Ja, nu skulle det være. Øjnene strejfede gas-hanen ved ovnen. Der var løsningen. Ingen ville savne ham...

Han rejste sig og drejede gas-hanen. I skabet stod en halvfuld ølflaske og med den skyllede han nogle sovetabletter ned. Det ville gøre det lettere for ham. Det var ikke nødvendigt for ham at skrive noget afskedsbrev. Der var ingen, han skulle sige farvel til. Roger lagde sig på sengen i fuld længde. Dette var altså enden på et mislykket liv. Han hørte hvordan gassen sivede ud i rummet. Vinduet og døren var låst. Luften begyndte at blive tung.

Roger blev forskrækket. Telefonen ringede voldsomt og fik ham til at åbne øjnene. Alt svimlede for ham. Han lukkede øjnene igen. Var dette noget, han bildte sig ind? Nej, nu ringede det atter. Roger forsøgte igen at presse hovedpuden mod ørerne. Men telefonen fortsatte sin ubønhørlige larm. Han blev nødt til at stoppe telefonen. Benene vaklede under ham, da han rejste sig og slingrede mod telefonen. Han ville blot løfte røret af og lægge det fra sig på bordet men af en eller anden grund lagde han det op mod øret. Han hørte sang. Det lød som englesang:

Gud tager sig af dig, hvad der end sker, så ved han alt

Gud tager sig af dig, Gud tager sig af dig.

Truer end farer på livets vej, Gud tager sig af dig

Hvil i hans løfter og frygt ej, Gud tager sig af dig.

Roger vidste ikke, om han drømte eller var vågen. Minderne skyllede ind over ham. Han fik åbnet vinduet, og frisk luft strømmede ind. Så lagde han mærke til, at en eller anden talte i telefonen.

”Hallo, hallo, er dette hos Svendsen?”

”Nej, du må have ringet et forkert nummer, men vent lige, læg ikke på. Vær venlig ikke at vente lidt.”

Roger lukkede for gass-hanen og vendte tilbage til telefonen. Al hans trang til at gøre ende på sit liv var forsvundet. Han fik tårer i øjnene, da han hørte sangen. En eller anden havde ringet forkert nummer og således reddet hans liv. Endnu følte han sig lidt svimmel, men den friske luft fortrængte gassen ud af rummet.

”Hallo... ja, tilgiv os, jeg forstår, at vi har taget fejl. Det var meningen, at vi ville sige tillykke på en højtidsdag og vi plejer at gøre det med denne sang...”

”Jeg får ikke ordet op lige nu. I har reddet et fortvivlet menneskeliv.” Det var svært for Roger at have kontrol på sig selv. Stemmen svigtede ham. Han græd hjælpeløst. Et eller andet var sket med ham i disse sekuner. Han havde fået en personlig hilsen fra Gud, den Gud, som han havde fornægtet og vendt ryggen til. Nu var det ikke mere muligt at være i tvivl. Det der nu var sket var ikke blot en tilfældighed. Ordene ”Gud tager sig af dig” ramte ham lige i hjertet. Dette var morens yndlingssang. Nu var hun her ikke mere, men ordene i sangen havde et budskab til ham. Gud var virkelighed, een som havde omsorg for den enkelte.

Roger oplod for første gang i mange år sit hjerte for pigen i telefonen. Han vidste ikke, hvem han talte med, men det var en eller anden, som i sandhed havde forbindelse med Gud. Han forklarede helt ned i mindste detalje om sin ulykkelige situation, og pigen lyttede opmærksomt og hun blev af hjertet grebet af denne historie.

”Guds veje er i sandhed uransagelige. Jeg forstår det ikke, men det er aldeles klart, at denne samtale så at sige skulle nå den forkerte person. Gud har et budskab til dig. Livet er ikke håbløst. Glæde og håb er til. På trods af det du har været igennem synes meningsløst, så er det ikke det, der har betydning. Du er ung og må se fremad. Din mors frelse er også noget for dig. Hendes forbønner har ikke været nytteløse.”

”Men skal jeg virkelig turde tro alt dette? Findes der en frelse for mig? Mit liv er mislykket og jeg har ikke noget at bidrage med.”

”Gud ser ikke på personen. Han tager imod os, lige som vi er. Det har intet at sige, hvordan fortiden end har været. Det er længslen i det ærlige hjerte, som han ser på. Hvis du virkeligt og i sandhed ønsker at blive en kristen, så kan du blive det lige nu.”

”Jeg, jeg vil prøve. Jeg har forsøgt det meste her i livet, uden at få fred. Hvis Gud holder af mig trods alt, så vil jeg ofre alt og begynde på et nyt liv...”

”Fold hænderne, hvor du er, og bed Gud frelse dig. Det er ikke vanskeligere end det. Jeg og min søster vil samtidig bede for dig her.”

Roger bøjede sine knæ. Da huskede han en prædiken, som han havde hørt for ca 2 år siden i en engelsk kirke, hvor han en aften havde søgt sig læ for den styrende regn. ”Gud er ikke bundet af tid og sted. Han kan møde den enkelte, der søger ham, uanset hvorhan eller hun befinder sig. Det er ikke afgørende, om det er i en kirke.” Han foldede ine hænder og mumlede stammede han en bøn.

Roger oplevede, hvordan han blev fyldt med glæde og fred. Gud havde besvaret hans bøn. Han var frelst. Han fik lov til at begynde et nyt liv...

Der gik nogle dage. Roger følte sig som et nyt menneske. Hans livsglæde var vendt tilbage, og han havde igen fået selvtillid. Han havde fået forbindelse med pigerne, der havde ringet denne skæbnesvangre morgen. De fik arrangeret det således, at Roger kunne mødes med præsten for menigheden, som de kom i.

Fremtiden syntes ikke længere at være så mørk og truende. Roger tog dette med frelsen med stor alvor. Han ville holde fast i det, han havde oplevet og fortsætte på den vej, som Gud havde vist ham.

Nu behøvede han ikke længere føle sig alene og isoleret. Han var steget over fra håbløst mørke til lys, glæde og fred. Fremtiden var naturligvis usikker, men det var ikke nødvendigt for ham at frygte noget. Arbejdet og alt andet ville utvivlsomt falde på plads for ham. Indholdet i sangen, ”Gud tager sig af dig”, var i hvertfald noget, som han kunne bekræfte var sandt.

”Kristelig Familieblad”

Effie Campbell oversatte

Start