JULEGÆSTER FRA SLAGMARKEN

Det var juleaften. Ardenner-angrebet var i fuld gang. En mor og hendes søn var alene hjemme, da de pludselig fik uventede gæster...

Fritz Vincken

Da vi hørte, der var nogen der bankede på døren denne juleaften i 1944, anede hverken mor eller mig, at vi de næste timer ville opleve intet mindre end et mirakel.

Jeg var 12 år gammel dengang, og vi boede i en lille hytte i Ardenne-bjergkæden, nær den tysk-belgiske grænse. Før krigen havde far brugt hytten, når han var på jagt i weekenderne, og når de allieredes bombefly lagde vores hjemby, Aachen i ruiner, syntes han, at det var bedst, at mor og mig flyttede ind i hytten. Selv blev han sendt i tjeneste som vagtmand i brandkorpset i grænsebyen Monschau, 6 kilometer herfra.

Men for en uge siden havde general von Rundstedt sendt tyskerne ud i deres sidste desperate angreb i dette slag, og nu, mens jeg gik over imod døren, hærgede Ardenne-angrebet overalt omkring os, Skudsalverne smældede i luften ustandseligt. Hele tiden cirklede en maskine over vores hoveder, og vi så projektører, som skar som knive gennem mørket. I tusindvis af allierede og tyske soldater kæmpede og døde omkring os.

Da det bankede på døren første gang skyndte mor sig at puste på lysene, så de gik ud. Jeg fik besked på at åbne døren, men hun har først over ved døren. Udenfor stod 2 mænd i stålhjelme. De lignede mest af alt spøgelser, som de stod der med ryggen mod den snedækkede skov. Den ene talte til mor i et sprog, som vi ikke forstod. Han pegede på en tredje mand, som lå i sneen. Mor vidste med det samme, at dette var amerikanske soldater. Fjender!

Hun stod som forstenet og havde den ene hånd tværs over mindre skuldre. Soldaterne var bevæbnede, og det havde været let for dem at trænge sig ind på os, men de blev alligevel stående derude og kiggede tryglende på mor. Den sårede mand syntes mere død end levende. ”Kom ind”, sagde mor til sidst, og til trods for, at soldaterne ikke kunne tysk, forstod de det, hun sagde, og bar deres ven ind og lagde ham forsigtigt på min seng.

Mor forsøgte sig på fransk, og nu viste det sig, at den ene kunne så meget, at hun var i stand til at forstå ham. ”De andre to soldater havde fået frost i fingrene. Tag kapperne og støvlerne af dem og skynd dig ud efter en spand sne.” Lidt senere gned jeg de blåfrosne hænder og fødder med sne. Vi forstod, at den bredvoksne mørkhårede dreng hed Jim, og hans høje, slanke ven hed Robin. Hans ansigt var så blegt som sneen udenfor. De var helst faret vild og bortkommet fra deres deling. Konstant måtte de passe på, at tyskerne ikke fik øje på dem. De var ubarberede og uplejede, men efter, at de havde taget deres tunge kapper af, var de tilsyneladende som store drenge – og som sådan behandlede mor dem også.

”Gå efter Hermann og tag 6 kartofler med dig” sagde hun til mig. Dette var et alvorligt brud på de planer, vi havde lagt for julen. Hermann var vores vel opfedede hane. Mor havde opkaldt ham efter Gøring – en mand, som hun ikke syntes meget om – og han var opfedet i flere uger i forhåbning om, at det skulle lykkes far at komme hjem til juleaften. Men for nogle timer siden måtte vi indrømme, at det ikke ville lykkes ham, og derfor afgjorde mor, at Hermann skulle få lov til at leve endnu nogle dage, hvis det skulle ske, at far skulle nå hjem til nytårsaften. Men for nogle timer siden måtte vi indrømme, at det ikke ville lykkes ham og derfor besluttede mor, at Hermann skulle få lov til at leve nogle dage mere, hvis det skulle ske, at far nåede hjem til nytårsaften. Nu ændrede hun plan. Nød bryder jo alle regler og love, og Hermann måtte lade liv.

Mens jim og jeg hjalp hende at lave middag, hjalp Robin Harry. En kugle var gået tværs igennem hans ene ben, og han havde næsten blødt ihjel. Mor sønderrev et lagen i strimler, så han havde et eller andet at vikle om såret med.

Snart fyldtes stuen med denne vidunderlige duft af stegt hane. Jeg stillede på bordet, da det for anden gang bankede på døren. Jeg tænkte, at det nok var flere amerikanere, som var faret vild, så jeg gik lige imod dem og åbnede døren. Udenfor stod 4 soldater i den kendings-uniform, som jeg kun kendte alt for godt, nu krigen havde varet i fem år. Det var Wehrmact – vores egne soldater.

Jeg var ligefrem stiv af skræk. Selvom jeg kun var et barn, så kendte jeg den hårde lov – det var anset som landsforræderi at indkvartere fjendtlige soldater. Vi ville alle blive henrettet for dette! Mor var også bange. Hun var kridhvid i ansigtet. Men hun mandede sig op, kom ud i døråbningen og sagde med lav stemme. ”Frøhliche Weihnachten”, og soldaterne ønskede også hende en glædelig jul.

”Vi er faret vild og kommet bort fra vor deling og vil meget gerne have lov at vente her til det lysner,” forklarede korporalen. ”Må vi have lov at ligge natten over her hos Dem?”

”Naturligvis,” sagde mom. Forbløffelsen gjorde, at hun udadtil syntes at være meget fattet. ”Jeg har også en god og varm måltid og I får lov at spise til gryden er tom.”

Tyskerne smilede. Madrøgen kom ud til dem igennem de halvåbne døre og kildede dem i næsen. ”Men” føjede hun afgjort til, ”Vi har 3 andre gæster, som I utvivlsomt ikke vil opfatte som venner.” Hendes stemme var nu blevet så myndig, som jeg aldrig tidligere har hørt. ”Det er juleaften i aften, og jeg vil ikke have noget skyderi.”

”Hvem er de?” spurgte korporalen. ”Amerikanere?”

Moren kiggede ind i de blåfrosne ansigter. ”Lyt” sagde hun langsomt, ”Jeg kunne nemt være jeres mor – også dem, der opholder sig derinde. Der er en dreng med et skudsår. Han kæmper for livet, og 2 af hans kammerater. De er faret vild ligsom I, og de er lige så sultne og trætte som I. I aften,”

hun blev mere hård i mælet og vendte sig imod korporalen, ”juleaften, glemmer vi, at der er noget, der hedder krig.”

Korporalen stirrede på hende. Der var fuldstændig stille 2-3 sekunder, som forekom at vare en evighed. Så afsluttede mor enhver tvivl. ”Nu er der snakket længe nok om dette!” sagde hun og slog hænderne sammen. ”Læg nu jeres våbn her på trædyngen – og skynd jer så lidt, så de andre ikke spiser alt fra jer!”

de 4 soldater adlød blindt og lagde våbnene fra sig på trædyngen, lige inden for døren. Der var 2 skambøsser, 3 karabiner, et ladt maskingevær og 2 Panzerfauste, et gammeldags våben. Imens havde mor skyndsomt forklaret Jim det hele på fransk . Han sagde et eller andet på engelsk, og min forbløffelse var stor, da de straks og uden indvendinger gav mor våbnene.

Først føltes det, som luften var ladt i vores lille stue, hvor amerikanerene og tyskerne sad tæt op ad hver andre. Men mor var frygtløs og mistede aldrig grebet om situationen. Hun klarede det hele med et smil og fandt siddeplads til alle til trods for at vi kun havde 3 stole. Hendes seng var så stor, at to af dem, som sidst var kommet sagtens kunne side har ved siden af Jim og Robin.

Mor lod som hun ikke så, at humøret ikke var det allerbedste og fortsatte med sin tilberedning af maden. Men det kunne ikke lade sig gøre at få Herman større end han nu engang var, og nu var der kommet 4 mand mere at mætte. ”Skynd dig, gå efter nogle flere kartofler og lidt havre også” hviskede hun til mig. ”Disse mænd er sultne, og en sulten mand er en vred mand.”

Jeg hørte, hvordan Harry ømmede sig, mens jeg var ude i stalden, og da jeg kom ind igen, havde en tysker sat brillerne på næsen og var i gang med at undersøge amerikanerens sår. ”Hører du til lægeafdelingen?” spurgte mor ham. ”Nej”, svarede han, ”men jeg studerede til læge i Heidelberg til for 2 måneder siden. Så vidt jeg kunne forstå, kunne han udmærket tale engelsk og forklarede de andre, at det var takket være kulden, at der ikke var kommet betændelse i Harrys sår. ”Han har tabt en hel del blod” forklarede han mor. ”Det han mest af alt har brug for nu er hvile og noget at spise.”

Der faldt mere ro over dem og de sad ikke længere og skævede til hinanden og var på vagt. Selv jeg kunne se, at soldaterne var umådelig unge. Heinz og Willi, som begge var fra Køln, var kun 16 år gamle. Den 23år gamle korporal var ældst af dem. Heinz kom med et rugbrød. Mor skar det i skiver og satte det på bordet sammen med middagen.

Mor bad en bordbøn. Hun havde tårer i øjnene, da hun sagde de gamle og velkendte ord: ”Kom, Herre Jesus, vær vor gæst” og jeg lagde mærke til, at øjnene hos de krigstrætte amerikanere og tyske soldater også var blanke. De var alle så langt hjemmefra.

Lige efter midnat gik mor over og åbnede døren, og så skulle vi alle ud at se betlehemsstjernen – uden Harry, som lå i dyb søvn. Som vi stod der i dyb tavshed ved siden af mor og stirrede op på Sirius, himlens klareste stjerne, var det som om krigen var langt, langt væk.

Vores egen våbenhvile fortsatte morgenen efter. Harry vågnede meget tidligt, mumlede et eller andet og spiste noget spulle, som mor gav ham. I lysningen var det tydeligt, at han havde det betydeligt bedre nu. Mor bryggede ham en drik. Drikken var tilberedt af et æg og en smule sukker. De andre fik havregrød. Derefter lavede de en båre til Harry af to stænger og mors bedste dug.

Så gav korporalen amerikanerne gode råd om, hvordan de kunne finde tilbage til deres egen deling. På dette stade af denne konflikt var det bemærkelsesværdigt, hvor godt tyskerne var orienteret om modstandernes situation. Korporalen bøjede sig ned over Jims kort og pegede på en å. ”I skal blot følge denne å opad” sagdehan ”så vil I finde den første hærafdeling her oppe tæt ved her, hvor åen har sit udspring. De omorganiserer deres soldater her.” Den anden, som havde læst til læge, oversatte alt dette til engelsk.

”Hvorfor ikke Monschau?” spurgte Jim gennem tolken. ”Um Himmels Willen! Nein!” brast det ud af korporalen, ”vi har taget Monschau igen.”

Nu gav mor dem våbnene igen. ”Pas godt på jer selv” sagde hun. ”Jeg håber, at I engang kommer hjem igen til jer selv. Gud signe jer alle!” De tyske og amerikanske soldater sagde hinanden farvel og tog hinanden i hånden, og vi så dem forsvinde i hver sin retning.

Da jeg kom ind igen, havde mor taget den gamle slægtsbog ned af hylden. Jeg kiggede over hendes skuldre og ned i bogen. Hun havde bladret op i juleevangeliet – um fødselen i stalden og de vise mænd fra Østerland med deres gaver. Hendes finger fulgte den sidste linje:...tog de en anden vej tilbage til deres land.”

Effie Campbell oversatte