En julegæst

Historien er sand og skete for 200 år siden.

En mand ved navn Johan, boede i en hytte sammen med sin kone ude i en ensom skov. Johan var en kendt kunstner og tilskar altertavler til kirker. Han var meget godhjertet. Til hver jul tilskar han forskellige genstande til en familie, som boede inde i byen. Hun havde en stor børneflok.

Så skete det, at han blev alvorlig syg. Hans fingre blev krumme. Det gjorde, at han ikki kunne tilskære altertavler mere. Han tog det roligt, men hans kone blev bitter på Vorherre af den ulykke, som ramte deres hjem. “Ak, Johan,” sagde hun, “at dette skulle ske dig, du, som altid har gjort en god tjeneste og tjent Gud med dine evner. Han kan umuligt være en barmhjertig Gud.”

“Du burde skamme dig, min kone, at sige noget sådant. Gud er Gud; men det er vi, som må lære at bøje os,” svarede han. “Stol på Gud og kast dig i hans hænder.”

Johan begyndte at tilskære forskellige legetøj og prøvede at få det solgt inde i byen. På den måde klarede de dagen og vejen. Indet blev tilovers.

Julen nærmede sig, og Johan tilskar legetøj til de andre børn inde i byen, som han plejede. Konen skændte: “Du skulle hellere sælge legetøjet, så vi fik penge at købe for, end at give det bort. Vi ejer ikke mad at lægge i munden!”

Juleaften begyndte sneen grumt at falde og uvejret brød løs. Det var umuligt for Johan at gå ind i byen med legetøjet. “Jeg tør ikke forestille mig børnenes skuffelse denne juleaften”, sagde Johan fortvivlet. “De har ikke den store juleglæde. De går hjemme og tror fuldt og fast, at jeg kommer.” Her er ikke noget at stille op, ingen må ud i uvejret.

Da et øjeblik var gået, banker det på døren. Mand og kone ser på hinanden. Hvem er det, som går ude denne juleaften? Johan gik hen mod døren og lukkede op. Konen råber og siger. “Jeg vil bare sige, at der er ingen mad i huset at give bort. Vi har kun et lille stykke kød og lidt kødsuppe.”

Johan lukker døren op, og udenfor står et menneske. Johan byder ham ind; hænger hans frakke op for at tørres. Og da han ser, at han har våde fødder, rækker han ham varme hoser og hænger hans våde hoser op at tørke.

I Sydtyskland havde folk den sædvane. De satte altid mad på bordet til et folk mere, end de var i huset. Denne siddeplads skulle Jesus have, som altid er usynlig iblandt os til stede. Konen havde derfor dækket bord til tre, men meningen var, at ingen skulle bruge den tredie plads.

Johan byder manden velkommen at sætte sig til bords. Konen står med åben mund; hun kan ikke protestere, fordi den fremmede hører jo til. Hun øser kødsuppen op, og nogle små stykker kød, som hører med til suppen. Johan beder bordbøn, som han plejer; men denne aften lagde han vægt på, at de måtte lære at bøje sig for Gud og lægge alt i hans hænder.

Medens de spiser, går snakken løs. Den fremmede fortæller, at han har besøgt mange hjem i byen. Alle er glade og giver ham både mad og penge; men ingen byder ham at komme indenfor eller har noget at snakke om, thi alle har så meget at bestille. “En familie byder ham at komme indenfor og har meget at snakke med ham om,” sagde han. “Disse folk har mange børn. Børnene sagde, at en mand plejede at komme på besøg hver eneste jul og han havde altid tilskærede legetøj, som han selv havde gjørt; men i år var han ikke kommet, thi vejret var så dårligt.”

“Åh, jeg ved, hvem disse børn er. Meget skuffet mon de være, fordi jeg ikke kunne komme,”sagde Johan.

“Nej, de var ikke skuffet, de så jo, hvordan vejret rasede, og de havde den forventning, at du kom alligevel om to til tre dage. Dette måltid smagte mig meget godt,” sagde den fremmede.

“Nå, ja, vil de ikke have mer?” spørger Johan. Konen blev forskrækket; men fik ikke sagt noget. “Jo, tak,” siger manden. Konen tager tallerkenen og går hen til gryden. Det er kun lidt kødsuppe tilbage på bunden af gryden, og nogle småstykker også. Konen hælder gryden til side og øser op. Da voksede hende øjne, thi hun oplevede et under. Hvordan hun så øser op, er den samme mængde i gryden.

De sætter sig godt til rætte og snakker sammen, og Johan fortæller manden, at de er fattige og ejer intet, og han er blevet meget syg og fingrene er krummet sammen, og han kan ikke længer tilskære altertavler, men prøver nu at tilskære legetøj, som han sælger i byen for at tjene noget for mad til min kone og mig.

“Lad mig se din fingre,” sagde manden. Han stryger sine fingre ned ad hans fingre. Johan mærker en varm strøm gå igennen sig, og fingrene blev normale igen som, da han var ung. Johan var frisk igen. De så, at han havde sår inde i håndfladen. De så med det samme, at den fremmede var Jesus; men da var han borte. Johan åbnede døren og så, at ingen spor var at se i sneen.

Manden var meget glad at have haft Jesus som gæst, men konen var lidt forskrækket, fordi hun havde været sur på Gud og deres vanskæbne.

Men sådan som Jesus var til stede sammen med Johan og konen, sådan er han altid usynlig til stede også hos os. Lad os aldrig glemme det.

Jona Henriksen

Henry Debes Joensen (oversatte)