PÅ FLUGT

Fortælling fra krigsårene

Fortællingen foregår det næste år under Anden Verdenskrig. I Sverige var der endnu fred, men fra nabolandet i vest kom der triste og uhyggelige efterretninger og mange flygtede over grænsen.

I en lille skovlandsby tæt ved grænsen var Gurli travlt beskæftiget med juleforberedelserne. Hun skulle stryge gardiner og bage pebernødder, de eneste kager, som de havde råd til at lave i år. Børnene havde hun sendt ud i skoven for at finde et juletræ. Der kunne begynde at sne når som helst.

Til trods for varmen i køkkenet frøs Gurli om benene. Det trak op fra det utætte gulv. Hun sukkede, også var tankerne tilbage ved det gamle. Hvis bare man havde haft råd til at reparere. Vægge og gulve burde isoleres og det burde lægges ind vand og vask i køkkenet. Når det var gjort så kunne hun drømme videre om luksus som nyt tapet og nye møbler i stuen.

Gurli var flov over de gamle møbler. De var jo pudset op, men når hun tænkte på mange andre hjem, hun havde set med lænestole og tykke tæpper på gulvene, så orkede hun knap nok at se på sine egne skurede gulv og optrævlede stole. Underligt nok kunne mange mennesker godt lide deres hjem og mange sagde, der var hyggeligt og nydelig pænt, men det vovede Gurli ikke at tro på. Hun havde stirret sig helt blind på, hvordan andre havde det og så ikke længere nogen skønhed i et enkelt men rent og ordentligt hjem. Hun havde sagt til Valfred tidligere på dagen, at nu måtte der der ske en forandring. Der var annonceret med billige møbler i aviserne. En sofa og nogen stole kunne de vel have råd til at købe sig. De havde jo solgt en del tømmer og andre landmandsvarer.

Gurli havde glemt den kolde træk fra gulvet, hun nynnede en julesang mens hun tog pebernødderne ud af ovnen. Det var snart mørkt nu og hun måtte sætte kaffen over. Børnene burde have været hjemvendt for længe siden, og hvor var Valfred nu?

Lidt senere hørtes børnestemmer i gangen. -Vi har fundet et stort juletræ, mor. Bare vi nu får lys nok. Vi kan jo ikke få købt flere.

I det samme kom manden ind med raske skridt.
-Gurli, sagde han, naboen var her og fortælle, at der er kommet flygtninge over i aften – de er faret vild og befinder sig i den nordlige ende af skoven – de er slemt forkomne. Vi må tage imod nogen stykker, myndighederne kan ikke nå herud i aften, og menneskene må få mad og varme. Jeg springer lige ned til naboen og siger, at de kan komme.

Gurli nåede ikke at svare, før han var ude af døren igen. Børnene stirrede på hende med store øjne. Flygtninge havde de hørt snak om, men aldrig set nogen.

-Mor, bliver de dræbt, hvis de bliver i deres eget land, hviskede de angst.

-Ja, det blev de muligvis, men nu må I være stille, når de kommer. De er så trætte, forstår I.

Gurli satte hurtigt kaffekedlen over og tænde op i pejsen i stuen. Nu var hun glad for den store åbne pejs, som kunne opvarme værelset i en fart. Hun lagde sengetøjet frem til opvarmning og så hørte hun skridt ude i gangen. Hun skyndte sig at åbne døren for sine gæster.

En bleg og mager kvinde med sine to børn trådte nølende ind i stuen. Lyset blændede hende, og Gurlis varme velkommen modtog hun stille. Hun var fuldstændig apatisk, men børnene lyste op, da de så andre børn og dertil et stort fad med pebernødder.

Snart sad de 3 fremmede ved bordet og drev kulden ud af kroppen med en varm drik. Til børnene havde Gurli varmet mælk, og deres appetit til boller og pebernødder var helt utrolig. Derefter fik de udmattede gæster en seng at hvile i, mens Gurli fortsatte sit arbejde, mens hun besvarede et utal af spørgsmål fra sine børn. Når de endelig forstod, at de fremmede børn og deres mor havde forladt alt hvad de ejede og var flygtet for deres liv, så de meget bekymret ud.

-Men det er jo snart jul, sagde den mindste. Hvor skulle de få juletræet fra? Og hvem skulle give dem julegaver?
-Julegaver kan I jo give dem. Se efter om I ikke har noget legetøj, som I ikke længere bruger.

Børnene strøg straks afsted efter deres legesager, som de ikke havde så mange af. Snart kom de tilbage til moren og viste hende deres gaver. Det var en dukke, en bjørn og en træbil, som de ville give flygtningebørnene.

-Og jeg skal pakke det fint ind med rødt bånd og mærkesedler, sagde ældstesøsteren. Har du noget julepapir, mor?

Da alle børnene var faldet i søvn fortalte flygtningemoren om sine ulykker.
-Vi havde en lille gård – kun 2 køer – men vi havde det så godt. Ikke så fint som her - hun så sig beundrende omkring i stuen – men vi var glade og tilfredse, mig, min mand og vore 4 børn. Jeg har haft 4 børn, men en omkom i begyndelsen af krigen – Han var 18 år og meldte sig som frivillig – og så en af pigerne. Hun blev syg sidste efterår – vi havde kun lidt mad, og vi fik ikke fat i hverken læge eller medicin. Hun døde, lille Astri, og jeg har lært mig at takke Gud for det. Hende ved jeg, hvor jeg har. Men min mand, han forsvandt for 4 måneder siden og da så levevilkårene derhjemme forværredes, kunne jeg ikke vente længere. Jeg måtte redde de to, som jeg stadigvæk har. Vi var flere fra hjemegnen, der flygtede, men vi skiltes – for vild – å, hvor vi har sultet og frosset. Vi havde opgivet alt håb, da vi endelig så lysene fra et hus. Gud ville vel, at vil skulle leve endnu en tid. Om jeg nu bare vidste, hvor min mand var, så ville jeg blive usigelig glad.

Hun lagde hovedet i sine magre hænder, og Gurli tørrede sine øjne, som stod fulde af tårer. Hun tænkte på sit trygge hjem, på mand og børn, som hun havde omkring sig. Hun følte sig skamfuld.

Herre, hvem er jeg, at du giver mig så stor nåde. Hvordan skal jeg kunne takke? Og svaret gav sig selv: Ved at tjene dine lidende brødre i verden.

Valfred gik efter Bibelen. Han vidste, at de alle trængte til et styrkende trøstens ord. Han læste med dyb alvor Salme 86: ”Vend øre, Herre; til min bøn, og mærk på mine inderlige bønners røst. På min nøds dag kalder jeg på dig, for du svarer mig. Lær mig, Herre, din vej, jeg vil vandre i din sandhed. Giv mig et udelt hjerte til at frygte dit navn. Jeg vil prise dig, Herrre min Gud, af hele mit hjerte, og jeg vil ære dit navn evindelig.” Salme 86

Den aften blev Gurli og Valfred enige om at give den landflygtige de 2 hundred-krone sedler, som de havde lagt til side til reparation af huset.

Næste dag drog de rejsende videre ned gennem landsbyen mod flygtningelejren, hvor de nu skulle holde jul. Børnene bar med stor omhu hver sin pakke. Det var legesagerne, de havde fået – og så en stor pose med pebernødder.

Gurli og Valfred havde også tidligere givet både penge og gaver for at lindre nøden blandet trængende. Men de havde aldrig givet noget så personligt,, og deres gaver havde ikke tidligere kunnet kaldes for offer.

Gurli så nu alt med nye, taknemmelige øjne. Der faldt en sådan hellig fred over hjemmet allerede før julehørtiden begyndte. -Vi har haft engle til tæster, tænkte Gurli, jeg kan aldrig glemme dette. De gav mer end de modtog. De åbnede mine øjne, de lærte mig, hvad nød og sorg er. Det har jeg ikke indset før. Nu kan jeg aldrig lade være at be for al nød på jorden.

Og da børnene juleaften samlede sig omkring juletræet og sang julens kendte, kære sange, da gik Gurli ud i køkkenet et øjeblik for i stilhed at græde ud, og af hjertet takke Herre, som sendte sin søn ned til denne mørke, ulykkelige verden, for at frelse arme, vildfarne syndere. Hun og hendes mand havde kaldt sig troende i mange år, men hun havde aldrig så klart indset, hvad frelsen betød, som netop nu. Hun forstod, at hendes mand følte på samme måde, da han ved den sædvanlige andagtsstund frembar en inderlig taksigelse over, at Gud en gang for alle forbarmede sig over menneskene.

Da børnene lykkelige og trætte var gået i seng, hørte Gurli deres bøn: -Gode Gud, lad vore flygtninge få en god jul og giv dem et hjem igen. Amen.