HJEM TIL JUL

Toget var overfyldt og det eneste sæde, der var ledigt i den vogn, jeg kom ind i, var ved siden af en ung fyr, der så ud til at være omkring 15år gammel. Jeg satte min håndkuffert i gangen og tog selv plads ved siden af den unge dreng.

Jeg ville gerne vise mig venlig imod ham og begyndte derfor at tale om, hvordan alle nu havde travlt med at nå hjem til jul, men han svaredde ikke, og da jeg så lidt nærmere på ham, opdagede jeg, at han havde grædt. Jeg tav derfor og ventede på, at drengen selv skulle begynde at tale.

På den anden side af gangen var der to soldater, der lyttede til musikken fra en transportabel radio. Der var en, der sang om, at han drømte om en hvid jul, og det var, som hele vognen blev fyldt af julestemnng! Da sangen sluttede, blev der sagt: ”Må alle, der har lyttet, få en glædelig jul!”

ved disse ord gav drengen et dybt suk, og jeg stirrede ud af vinduet på det sneklædte landskab. Ja, det ville virkelig blive en hvid jul! Snefnuggene faldt tæt, og snart ville alt være hvidt. Jeg tænkte på den lange rejse, jeg havde foran mig, og gættede på, hvor drengen skulle hen. Det var trist at se, at han var så bedrøvet; det passede ikke rigtigt, at en dreng sad og græd på en juleaften.

Som om han kunne læse mine tanker, begyndte drengen nu at tørre sine øjne, og da han så op, prøvede han på at lade, som om der ingenting var i vejen. Jeg smilede til ham, og jeg fik virkelig et lille smil igen!

”Der vist meget koldt udenfor” bemærkede drengen, og jeg greb chancen for at få en samtale i gang ved at begynde at fortælle om de strenge isvintre, jeg havde oplevet, da jeg selv var dreng. Jeg fortalte om, hvordan jeg havde malket køer og havde måttet gøre arbejde ude trods kulden, og om hvor dejligt det havde været om aftenen at komme ind i det varme køkken, når jeg var færdig med mine pligter.

Og så sagde jeg: ”Men, ikke sandt, det er, ligesom man kan døje hvad som helst, når bare man har noget rart at se hen til! Nu har jeg f.eks. En lang og trættende rejse foran mig, men jeg ved, at ved rejsens mål venter min familie på mig, og min lille dreng er spændt på, hvad jeg har med hjem til ham som julegave! Ja, det er dejligt at skulle hjem til jul!”

jeg så på drengen og lagde mærke til, at hans læber skælvede, og der var et udtryk af sorg i hans unge ansigt.

”Nu har du været dum” sagde jeg til mig selv, ”drengen har nok for nylig mistet sin mor eller far” og højt sagde jeg derfor: ”Tilgiv mig, min ven, hvis jeg har sagt noget, der har gjort dig bedrøvet. Jeg kan se, du er ked af det, og du behøver ikke at fortælle mig hvorfor, hvis du helst vil være fri, men måske kunne det hjælpe dig at tale om hvad der trykker dig, så gør det kun, hvis du trænger til at snakke ud om tingene.”

Drengen så et øjeblik på mig og sagde derefter: ”Ja, jeg trænger til at tale med nogen, og jeg tror, jeg vil fortælle det. Jeg fortjener ikke at få nogen god jul, men jeg vil alligevel så gerne have det! For nogle måneder siden løb jeg hjemmefra, fordi jeg var trær af skolen og af de pligter, jeg havde hjemme. Der skete aldrig noget spændende i vores landsby, syntes jeg. Far har en forretning og desuden en gård. Vi har også køer, og jeg blev træt af at malke dem hver vintermorgen før daggry, og så igen, når jeg kom hjem fra skoven. En dag løb jeg hjemmefra. Jeg tænkte ikke meget på, hvor dårligt jeg bar mig ad, eller på, hvordan det skulle gå mig, hvor jeg kom hen. Jeg tog bare afsted med et tog, der gik tidligt om morgenen, og om aftenen var jeg i hovedstaden.

Jeg havde aldrig set sådan en stor by før, og jeg var lidt beklemt ved det. De penge, jeg havde med, varede ikke ret længe, og ingen ville give mig et job. De sagde allesammen, at jeg helle skulle tage hjem igen; men det var jo det, der var så svært! Jeg følte, at mine forældre måtte være vrede på mig, og selv om de ikke var det, kunne jeg ikke lide tanken om at komme hjem som en våd hund. Jeg følte mig frygtelig ensom, skønt der var endreng, der tog mig med hjem, men det var ikke det samme som at være i mit eget hjem!

Til sidst skrev jeg til far. Jeg sendte ham ikke min adresse, men skrev bare, at jeg ville være med dette tog. Hvis de ønskede det, ville jeg bare køre videre. Det var måske tosset af mig at skrive, men jeg kunne ikke lade være! Men nu er jeg alligevel bange.”

Jeg så på mi unge rejsefælle og kunne se, at han talte sandt, og jeg spurgte: ”Hvad er du bange for, min ven?”

”Jeg er bange for, at de ikke bryder sig om, at jeg kommer!” svarede han.

”Mmen hvordan vil du finde ud af det?”

Han så ud af vinduet; det var ved at mørkne nu, og sneen faldt stadig.

”Oom et lille øjeblik” sagde han, ”er vi der, men, å, jeg tør ikke se ud!”

”Hvad ser du efter, min dreng? Ser du efter et eller andet tegn på, at de venter dig?

”Ja, det er lige det” lød svaret. ”Jeg skrev til far, at hvis de ville have mig hjem, skulle de binde en hvid klud på en af grenene i æbletræet, der står i forhaven. Toget kører lige forbi, så jeg kan nemt se det herfra, men nu, da vi erlige ved det, kan jeg ikke se derud!”

nu græd han, og jeg selv havde også tårer i øjnene. Jeg lade min arm om hans skulder og ssgde: ”Du hehøver ikke at se efter, min dreng. Jeg vil gøre det, og jeg skal fortælle dig det, når jeg ser kluden.”

toget kørte nu lidt langsommere, da vi næsten var ved stationen.

”Å, vi er der” sagde drengen. ”Se ud, se ud”

Jeg anstrengte mine øjne, så godt jeg kunne, men jeg havde ikke behøvet at anstrenge dem så meget for en halvblind mand kunne havde set det træ! Leende sagde jeg til drengen, at han skulle skynde sig at rejse sig og se ud, ”for æbletræet er helt sprunget ud.”

Og det var det, for på dets nøgne grene hang ikke een, men mindst 50 hvide klude, der viftede som sejrsfaner og talte deres eget sprog om tilgivende kærlighed.

Sådan er julens sprog! Det taler højt om tilgivende kærlighed fra vor himmelske Faders side, en kærlighed, der bliver hver eneste synder til del, der er gået bort fra Faderhuset, men vender hjem med et angrende hjerte. (Luk.15).