JUL PÅ NY

En historie om et helt særligt julelys. Maria Didrichson mindes juletiden forskellige steder i verden, Letland, Tyskland, USA. I krig og i frestid, i yderste fattigdom og jul med alt hvad der kan tænkes til.

Hvert eneste år kommer vor familie sammen juleaften at pynte juletræet. Vi hænger dette velkendte julepynt op på de mørkegrønne grene, et efter et, og når træet så står færdigt pyntet, så stopper vi op og beder en stille bøn. Vi ser på, mens min mand, Rudy pakker det sidste pynt op. Det er et gammelt kærtelys, der engang blev brugt som nødlys. Rudy fæstner kærtelys-stumpen forsigtigt fast oppe i toppen på træet. Han stryger en tændstik, får ild i vægen og så endelig er vores familie klar til at holde endnu en jul.

Endnu en jul...Mens dette lille, tykke lys brænder en stund, tænker jeg, hvor uligt det er de slanke lys, som glimtede på juletræerne derhjemme hos os i Riga i Letland, dengang jeg var barn. Jeg husker vores sidste jul der i 1943, et år, der var mærket af stor utryghed. Anden Verdenskrig var i fuld gang. Vi lettere havde været fanget midt i en blodig styrkeprøve, først af den sovjektiske hær, siden af de tyske tropper, og vi anede ikke, hvad fremtiden skulle bringe os.

Trods disse dystre ydre forhold kom vi sammen om juletræet hjemme hos mine forældre, min høje, lyshårede Rudy og vores lille datter, Aline, mine forældre og mig. Små røde æbler hang og dinglede lystigt mellem julepyntet, og en håndmalet postelins-engel sad så fredeligt højt oppe i juletræets top. De drejede lys i hvide, røde, gule og grønne farver fyldte stuen med et hyggeligt skær, mens mor læste juleevangeliet. Så tog vi i hænderne på hinanden og sang ”Glædelig jul”.

”Se, Aline” sagde mor til vores 3 år gamle datter, der stod midt på gulvet, lyshåret og krøllet og med forbløffede øjne, ”Disse julelys minder os om, at Jesus bærer lyset ind i vores liv, ligesom han selv bar lyset til jorden. Vi er altid i hans hænder.” Alines øjne voksede. Hun trippede usikkert direkte over til træet, tog en glaskugle i sin lille hånd – og trak så fast, hun orkede. Vi måtte ile til for at forhindre, at træet væltede og julelysene futtede hele huset af.

NY jul...I 1944 vendte krigslykken, og russiske soldater nærmede sig igen Riga. Til trods for, at mere end halvdelen af byen var evakueret til mere trygge steder under under bombe-angrebene, så fik vi ikke lov at komme afsted, da Rudy havde en høj stilling som ingeniør. Men endelig – den 1. oktober pressede vi os ind i et tog – det allersidste – som kørte. Tolv dage senere faldt Riga i russernes hænder.

Hvad var destinationen på toget? Til et trygt sted? Nej, til Berlin. Til flere bomber, flere sprængladninger. Vi boede i en lille lejlighed oppe under taget. Dem der havde boet her tidligere, var flygtet. Hver nat sov vi i frakke og sko, klar til at spæne ned i beskyttelsesrummet, so snart luftvarsels-sirenerne hylede. Berlin blev bombet hver dag og ofte 3 gange om natten.

Denne juleaften iklædte Rudy sig frakken. Han var altid så rolig og stærk, men nu kunne man tydeligt se på ham, at han havde besluttet sig. ”Hvor?” begyndte jeg, men han afbrød mig.

*”Juleaften er i aften” sagde han. ”Jeg går ud for at finde et juletræ.”

Han tømte kufferten. Der var ikke meget deri. Vi ejede blot nogle få genstande. Det var hele vores ejendom. Så gik han ud. Rudy kørte med en af de få undergrundstog til skoven, lige udenfor byen, og der fandt han et træ, som lige akkurat kunne ligge i kufferten. Flere timer senere kom han tilbage.

Vi satte træet på en bordplade og holdt vores jul. Rudy læste juleevangeliet højt fra vores Bibel, og Alina fik sin gave – et egern, som Rudy selv havde skåret ud i træ. Tað havde taget ham flere måneder. Bagbenene kunne røres, da Alina trak i et reb. I disse værdige lys tog vi i hinandens hænder og sang ”Glædelg jul”. Og nogle timer var der stilhed – luftværns-sirenerne var stille.

Endnu en jul...Vit så aldrig vores fødeland mere, eller vore kære. Ved krigsafslutningen blev Letland en del af Sovjetunionen. Vi kunne ikke rejse nogensteder og ingensteder var vi velkommen. Vi blev 3 af i tusindvis af DP'ere, ”displaced person” (flygtninge), og derfor blev vi sendt til en flygtningelejr dybt inde i en af Vesttysklands skove. Årene gik. Et langt, tomt år nu og andet senere.

5 år senere, i 1949, befandt vi os endnu der. Selv på denne særlige dag var der ingen forskel på dagenes rytme. Som altid stod jeg op kl. 04 om morgenen for at skrælle kartofler sammen med de andre kvinder i lejren. Denne jul ventede Rudy og mig en lille ny og det gjorde situationen hos mig des mere alvorlig at spadsere over til køkkenet på disse kolde vintermorgener. Vi fik blot een måltid om dagen, og det var altid suppe.

Vindene, som kom fra skovene, føltes bidende kolde, da vi gik traskende afsted fra aftensmad i kantinen og over til barakkerne, hvor vi opholdt os i et rum sammen med 4 andre familier. Alina var 8 år gammel nu. Hendes lange lyse fletninger stod som en funklende kontrast til de grå triste farver på hendes trøje, som blev stadig mindre.

Jeg forsøgte at være i julestemning, men mit humør var helt i bund. Det var som om den sorteste håbløshed sænkede sig over mig, lige så sort, som det første muddersump, vi traskede igennem med de træsko, vi havde fået udleveret i lejren. Mor sagde altid, at vi var i Guds hånd, men hvor er Han? Jeg undrede mig. Vi ønskede os brændende endnu et barn, men hvorfor nu, her? Hvorfor er bønnerne om et nyt hjem, som vi har bedt i 4 år, endnu ubesvarede? Jeg forberedte mig til endnu en trist og mørk jul.

Alligevel stod der et fint lille træ i vores afdeling af barakken med bliktag. Det var imod reglerne at have juletræ, men Rudy havde endnu engang sneget sig ud i skoven for at lede efter et. De andre mænd i lejren havde gjort det samme for deres familier. Der var intet pynt på træet – intet lys, som bebudede Verdens lys. Men vi havde vores Bibel.

Da vi atter læste om, hvordan Jesus var født i en stald, også under fattige og simple omstændigheder som dem, vi oplevede, og hvor hurtigt efter fødslen, den hellige familie var nødt til at flygte, forstod jeg, at vi sandelig også skulle være taknemmelige. Vi havde 3 tallerkener med flere skår i, som vi spiste suppe af – andre blev nødt til at spise af blikdåser. Alina havde kun een kjole, et sæt undertøj og et par sokker, men hver aften havde jeg tid til at vaske og lappe hendes tøj. Det vigtigste af alt – vi havde hinanden, og vi havde stadig troen og håbet. Det var nok til at gøre julen til en særlig festlig højtid for os.

Endnu en julehøjtid...Tre måneder efter, at vores søn Johnny blev født, fik vi besked om, at vi var udvalgt til at flytte til USA. En krikelig organisation i Kansas City tog ansvaret for en familie. De ville helst have en familie med småbørn – og Johnny var det yngste barn i lejren. Ikke nok med det, men på grund af, at børn, der var under seks måneder gamle, blev anset at være for små og skrøbelige til den lange rejse, så fik vi istedet lov til at flyve derover. I oktober 1950, præcis 6 år efter, at vi var ankommet til Berlin, emigrerede vi ud af Tyskland i et transportfly.

Medlemerne i Childrens Memorial Lutheran Church i Kansas City tog imod os med åbne arme. Til trods for at det var vanskeligt at finde steder at bo i, så havde de allerede fundet et lille værelse til os og betalt hus-lejen den første måned. En af medlemerne var bestyrer på et værksted, og han fik skaffet Rudy arbejde. Men ”Thanksgiving” - dagen (amerikansk takke-og nationaldag sidste thorsdag i november) bragte bestyreren og hans kone os en stegt kylling, en frugtkage – og dårlige nyheder: værkstedet kunne ikke afsætte sine varer, og derfor blev samtlige arbejdsmænd opsagt.

Dagen efter kom Rudy tilbage fra kontoret, der skaffer afbejde til folk. Han satte sig ved bordet ved siden af mig. ”Der er måske en mulighed for, at jeg får lov at lave kaffedåser” sagde han med et lille smil. ”Jeg fik jobbet, de betaler 69 cents i timen.”

”Kaffedåser?” spurgte jeg forvirret. Men jeg kunne heller ikke lade være at smile, fordi vi havde været så heldige. Ikke lang tid derefter vi fik at vide, at Rudy ikke lavede kaffedåser, men ligkister!”

Juleaften i Kansas City skinnede solen både op og ned. Luften var frisk men ikke kold. Johnny kluklo på mit skød, da jeg sad ved bordet og omhyggeligt talte de penge, vi havde sparet sammen: en dollar og nogle få kobberører. Vi var ikke i tvivl, hvad vi ville bruge pengene til. Denne gang ville jeg være den, der kom hjem med juletræet.

Yderdøren sprang op, da Alina kom vadende ind. Hun var helt rød om kinderne af spænding og den kølige december-luft. Jeg samlede omhyggeligt alle pengene op i mit lommetørklæde og tog Alina i hånden gik.

En rar nabo lovede at passe på lillebror, og sammen gik Alina og jeg ned mod gadehjørnet, hvorpå der på skiltet stod: Juletræer – 1 dollar pr fod.”

Juletræ-manden, som var midaldrende, var i rød hue og en tæt kort striktrøje. ”Hvad skulle det være?” spurgte han og vendte sig fra den sidste kunde.

”Vi vil gerne have det mindste juletræ, som De har” svarede jeg. Han dykkede ned i dyngen og trak et mørkegrønt grantræ op, ca 2 fod højt. Jeg så Alinas øjne tindre. ”Hvor meget koster det?” spurgte jeg så, mens jeg bange klemte disse hårdt sammensparede penge mellem fingrene.

”2 dollars” sagde juletræ-manden.

”Har De ikke et træ, der er mindre?”

”Nej, frue” svarede manden kort.

Jeg så skuffelsen lyse i Alinas øjne

Vi vendte os for at tage afsted. Men hvor kunne vi finde et andet træ?

”Vent lige et øjeblik” råbte juletræ-manden efter os. Hans stemme havde lige pludselig mistet sin skarpe tone. Tan tog det lille grantræ og lagde det forsigtigt op på Alinas skuldre. ”Glædelig jul, lille pige!”

”Tak – tusind tak” hviskede jeg og pressede alle pengene ned i hans hænder. Vi gik glade hjemad, mens vi nynnede en julemelodi.

Den aften borede Rudy et hul i en af appelsin-kasserne, som vi brugte som stole, og pressede stammen på dette lille juletræ derned. Der var ingen gaver under træetM men gaver var allevegne rundt os: et helt værelse, en familie, et hjem i et land – Amerika.

På bunden af mit kuffert fandt jeg et nød kærte-lys, og Rudy bandt det fast i toppen af træet. Alina sto mellem os, og Johnny sad på mit skød, mens hans far læste Luk. Kap. 2:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus ...Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!”

For vores lille familie, som nu var samlet her, var dette ikke blot ord – dette var vores liv. Fred – at slutte med at være uden frygt, at føle sig tryg, at være fri. Kirken, bestyreren, juletræ-manden og naboerne i dette nye land havde vist os velvilje, godhed, støtte, venlighed og kærlighed.

På en eller anden måde kastede dette lille kærte-lys et lindrende skær over alle disse tidligere mørke julehøjtider. I det mindste så jeg Guds skjulte hænder, som beskyttede os mod bomberne i Berlin, og som gjorde, at vi slap ud af lejren. Og jeg har set det i de følgende år, mens vores børn voksede op og fik deres egne børn.

Når de kom hjem her til vores dejlige hjem i julen, så har vi et højt, smukt træ og vi pynter det smmen med flot julepynt. Men den dyrebareste af alle hver juleaften er, når Rudy pakker dette lille nød-kærtelys ud. Gennem årene er det blevet stadig mindre. Mens det igen brænder vender jeg mig mod min søn, sådan som jeg gjorde det den allerførste jul, vi holdt i Amerika.

”Se, Johnny” siger jeg. ”Dette lys minder os om, at Jesus bærer lyset ind i vores liv, ligesom han bar lyset ind i verden ved sit komme. Han holder os altid i sine hænder!”
 

Effie Cambell oversatte