ET MIRAKEL I JULEN

Af Kathleen R. Ruckman

Mange har skrevet og bedt mig tage denne rørende historie med i samlingen. Det er nemt for os at være selvtilfredse på grund af de store fremskridt, som er gjort indenfor medicinsk forskning. Alligevel kan dødelige sygdomme som difterien i denne beretning ramme os – sygdomme som er livstruende og uden nogen kendt behandling som virker. Pludselig har familier, i løbet af få timer, mistet deres børn og båret dem til kirkegården. Hvordan kan man snakke om julefejring under sådanne tragedier?

Det var spørgsmålet.

Forfatteren skrev til mig fra Oregon om oprindelsen til historien: ”Fra min tidlige barndom husker jeg, at bedstemor Suzanna fortalte os denne fortælling mange gange. Vi børn sad rundt om køkkenbordet og lyttede. Fordi jeg er freelance-forfatter har jeg skrevet de fortællinger, som bedstemor fortalte.”

Det var lille juleaften i 1908, og en difteri-epidemi hærgede det østlige Tjekkiet. I den lille landsby Velk'y Slavkov, som lå undder de høje Tatra-bjerge, gik en ensom mand på en øde gade. Han pressede hatten længere ned på hovedet for at beskytte sig mod den bidende vind.

Undervejs passerede han hjem med tæt lukkede vinduer, hvor rullegardinerne var trukket ned. I ugevis havde difterien hærget småbyerne ved foden af Tatra-massivet. Denne akutte infektionssygdom angriber det øvre åndedræts-system. Næsten halvdelen af bevolkningen i Velk'y Slavkov var blevet ofre for sygdommen. Mange af oftene var børn, som var under ti år gamle.

Manden klatrede steg op på en stige med malebøtten, som han bar på, og malede et sort kors over dørstolpen hos familien, Boratko. Endnu et hjem kom i karantæne. Da manden var gået knælede Suzanna Boratko på trappen. Hun græd og bad på slovakisk. På mindre end en uge var hun og manden Jano pludselig blevet barnløse. Deres ældste barn, fem år gamle Mariena, havde bukket under for sygdommen for nogen få dage siden. I værkstedet i baggården lagde Jano en sidste hånd på de to kister til hans sønner. Difteriaen havde taget dem tidligere på dagen. Jano hulkede og hostede, og det peb og hvæste i hans hals – han var også angrebet af den dødelige sygdom.

Suzanna gik ind i huset igen. Hun græd af sorg, mens hun vaskede og klædte sine sønner på for sidste gang og lagde dem forsigtigt i de hjemmelavede fyrretræskister. Hende og Jano løftede dem op på vognen og begyndte den lange tur til byens kirkegård.

Mens de styrede hestene gennem den dybe sne, krøb de sammen i den iskolde blæst, som gik gennem krop og sjæl. ”Endnu en tur til kirkegården er mere end jeg kan bære!” råbte Suzanne, mens de passerede hus efter hus med det sorte dødsmærke. Parret vidste hvad disse familier gennemgik menorkede ikke at give sympati eller opmuntring. De var sunket for dybt i deres egen sorg, som deres sønner var sunket ned i kisternes bomuldslagener.

To nye grave var hugget ud i den frosne jord. De 3 børn ville være ssammen i evigheden nu. Suzanna kæmpede sig igennem fadervor, tog om den kolde jord og ville ikke slippe den.. Til sidst drog Jano hende fra gården med de sidste kræfter og førte hende tilbage til vognen. Hun korsede de tomme arme over det knuste hjerte og vidste, at hun aldrig mere ville kunne holde og klemme sine børn.

I morgen var det juleaften. Jano og Suzanne trængte til trøst, da de gik ind i sit brændemærkede hus. De trængte til opmuntring fra vennerne i landsbyen. Men der var ingen som vovede at nærme sig. De fik ingen julehilsner og ingen sympati. Det sorte kors over døren betød ”død” og ”adgang forbudt”. Det mørke hus var som en frygtet tom grav.

Små brune lædersko stod stadig på rad og række foran trækomfuret, sådan som de plejede, efter at børnene varsomt og blidt var lagt i samme seng. Nu var den store seng tom, og det gamle hus havde aldrig forekommet så koldt.

”Jeg kommer ikke til at opleve næste jul,” hviskede Jano svagt til sin kone. ”Jeg tror ikke engang, jeg skal opleve det nye år” Han skubbede suppen og brødet fra sig, som han ikke magtede at sluge. Difteriaen havde ligesom snøret en stram løkke omkring hans hals og forhindret ham i at spise og ånde. Landsbylægen havde trukket hjælpeløst på skuldrene, da han kom forbi hos dem for nogen dage siden. Han kunne ikke gøre noget for ham.

Suzanna samlede noget optændingsbrænde og forberedte ilden til natten. Hun var sikker på, at hendes ægtemand var på dødens rand, men morgenen kom, og Jano var fotrsat i live. Sneen dalede ned fra en grå himmel og vinden lagde et lag med hvid dug over de tilfrosne vinduer. Udmattet efter en lang og søvnløs nat dyppede Suzanne kluden i koldt vand for endnu en gang at afkøle Janos brændende pande. Så gned hun det tynde islag væk fra sit vindue og så op mod Tatra-fjeldene. Hun tænkte på ordene i Salme 121,1: ”Jeg løfter mine øjne op mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp?”.

Pludselig blev hendes blik vendt mod en bondekone, som slæbte sig frem gennem sneen. Det skotsk-ternede sjal, som den gamle kone havde om sine skuldre, forekom utilstrækkeligt som værn imod morgenkulden. Hun havde et tyndt tørklæde om hovedet, og hendes lange bondeskirt var et et mangefarvet patchwork af lapper i bomuld og lærred. Hendes uld-gamacher og høje støvler gjorde, at hun var i stand til at komme frem igennem den dybe sne på vejen. I en bar hånd bar hun en kande med en klar væske i.

Suzanna så forundret til, mens dengamle kone slæbte sig op over den forbudte vej. Så hørte hun to slag fra dørhammeren. Hun åbnede døren forsigtigt og stirrede iind i et ukendt ansigt. Det var rynket på grund af mange lange år med hårdt gårdsarbejde og strenge vintre. Men hendes øjne udstrålede en varme, som trængte ind i Suzannes hjerte. ”Vi har epidemi i huset, og manden har feber” advarede hun.

Den gamle kone nikkede og spurgte, om hun måtte have lov at komme ind. Hun rakte kanden frem til Suzanne. ”Tag en ren klud omkring din finger” forklarede hun, ”dyp den i denne rene parafin, og skrub så din mands hals med den. Få ham til at sluge en ske af olien. Så vil han komme til at kaste det dødelige slim op. Ellers kvæles han. Jeg skal bede for dig og din familie.”

Den gamle kone klempte Suzannas hånd og gik hurtigt ud i kulden udenfor. Aldrig før havde Suzanne oplevet noget lignende. Her kom en fattig kvinde i kærlighed til hende, mens en epidemi hærgede. Denne uventede gave var en folkemedicin mod difteri. ”Jeg skal prøve det!” råbte hun med tårevædede øjne efter den gamle kone. ”Gud velsigne dig!”

Tidligt om morgenen juledag kastede Jano det dødbringende slim op og feberen aftog. Suzanne græd og priste Gud. Et glimt af håb lyste et øjeblik i hendes hjerte. En dag ville Gud nok velsigne hende og Jano med flere børn. Der var ingen gaver under det pyntede juletræ den morgen, men oliekrukken, som glimtede i vindueskarmen, var en livets gave til kommende generationer.

Epilog: I dagene efter Janos utrolige helbredelse delte Suzanne folkemedicinen med sine naboer. Jano drog til Amerika i 20'erne for at finde arbejde. Senere fulgte Suzanne efter med de 8 af deres børn. Skibet som de rejste med, nåede Ellis Island den 22. februar 1926, på Washingtons fødselsdag, og familien bosatte sig ved stålmøllene i Johnstown, Pennsylvania. Familien blev velsignet med 9 børn, et sæt trillinger, 2 sæt tvillinger og 2 andre søskende. To af trillinge-drengene fik navnene John og Paul efter de to sønner, som bukkede under for difteriaen. Den tredje trilling fik navnet, Samuel, og er far til denne forfatterinde.