JULEBREVET

Kære alle sammen!
Glædelig jul! Ja, du bliver måske forbavset, når du ser, at der er brev til dig. Det er lang tid siden, vi sidst har hørt fra hinanden. Du er blevet ældre, og jeg er blevet ældre.

Nogen af jer er blevet så store, at I har mistet tænderne. Nogle er begyndt i skolen, mens andre er begyndt i 2, 3, 4 eller 5 klasse.

Tiden flyver afsted. Det synes jeg ihvertfald. Måske er du ikke helt enig. Særlig lige før jul går tiden langsomt. Du har utivlsomt talt dagene eller spurgt nogen af de voksne, hvor mange dage der er tilbage til juleaften.

Det kan sikkert være mange ting, du laver om dagene. Hos nogle er det lektier, lege i sneen og meget andet. Jeg håber ikke, at I har så meget at lave, at I ikke får tid til at være sammen med Jesus. Det er jo ikke kun hver jul, vi skal huske ham, eller kun hver søndag i søndagsskolen. Nogle tænker mest på Jesus om sommeren, når de er på sommerlejre. Hvis du er en af disse, som jeg her har nævnt, så må du skynde dig at rette op på dette. Jesus må vi have med os hver eneste dag. Det er helt sikkert, at du kan give mig ret i, at selv om vi har nok så meget at lave, så får vi altid tid til det, vi har lyst til.

Jeg håber, at du brænder for at lære Jesus bedre at kende. Det kan du ved at høre om ham, læse om ham, og når du beder til ham. Synes du det er svært? Ja, det kan ofte være svært. Ofte er det nemlig sådan, at vi ikke har tid til at snakke med Jesus. Men, husk på det, jeg tidligere har sagt: Det du vil, det får du også tid til. Stå hellere lidt tidligere op om morgenen, inden du skal i skole. Du og jeg har lige meget brug for at bede, inden vi starter dagen, som vi har trænger til at spise. Synes du det er smukt, når vi skynder os afsted i skole eller på arbejde med brødskiven i hånden? Sådan ender det ofte, når vi i største hast iler afsted i skole, mens vi hurtigt remser nogle ord op til Jesus.

Nej, stå hellere tidligere op for at læse og bede lidt, inden du skal afsted. Jeg hørte om en pige, som stod op en hele time tidligere om morgenen for at snakke med Jesus. Det var rigtigt gjort.

Når du kommer fra skolen, er der dine venner, du bliver så optaget af. Hvad gør du med Jesus der? Så tit og knap du har spist, løber du ud, ikke sandt? Derefter kommer lektier og Børnetimen. Du tænker nok, at du kan læse lidt, når du lægger dig at sove. Men der er du som oftest så træt, at søvnen overmander dig, næsten inden dit hoved har lagt sig på puden.

Måske får du bedt en lille kort bøn. Nej du, det er ikk godt nok. At læse i Bibelen kan sammenlignes med at spise, mens det at bede kan sammenlignes med at drikke. Du kan ikke leve af vand alene. Du må også have mad. Har du tænkt på dette?

I dag er der så mange sygdomme, som pludselig og uden nogen advarsel kan ramme mennesker. Mange af disse sygdomme kan få en dødelig udgang, sådan er det også, når det drejer sig om vores forhold til Jesus. Der er så meget, som pludseligt rammer vores hjerte, så Jesus-livet i os dør. Og det, der er det alvorligste af det hele er, at vi tit og ofte ikke føler det, før det er for sent.

Jo, dagene går. Men hvornår får du tid til Jesus? Pludselig en dag, så er vi gamle og så har vi glemt Jesus. Jesus elsker dig og mig. Han går og kalder på os hver dag. Han ønsker at være vores bedste ven. Men vi skyer ham mere og mere. Så en dag holder Jesus op med at kalde på os. Bibelen siger, at Jesus kalder ikke på os i det uendelige. Lukker vi ham ude gang på gang, så holder til sidst op med at kalde på os.

Nu vil jeg fortælle dig om dengang, jeg ville flygte fra Jesus

Da jeg var 11 år sagde jeg ja til at følge Jesus. Det var i Søndagsskolen. Fra den dag kom noget nyt ind i mit hjerte. Det var ikke så meget, som jeg forstod af det der står i Bibelen dengang, og som de voksne talte om. Men det gik bedre som tiden gik. Jeg var i hvert fald usigelig glad. Jeg sagde det i skolen og med mine venner. De gav mig hurtigt kaldenavnet ”Missionæren”. Det gjorde nu ikk så meget. Jeg var stolt af det. Jeg havde det nemlig sådan, at jeg følte, at Jesus ville, at jeg skulle være en lille missionær for ham.

Dengang jeg var 14, var jeg lærerinde for mine egne søndagsskoleklasse. Jeg elskede at fortælle andre om Jesus. Jeg kunne også lide at høre om ham. Hver gang, der var møde, brændte jeg eftet at komme med. Der var noget indeni mig, som længtes efter mødet.

Jeg havde 2 yngre brødre, og far arbejdede i skiftevagter. Derfor blev der nødt til altid at være nogen hjemme. Det skete tit, at jeg gik til møde helt alene i mørket. Men jeg måtte bare afsted. Vi havde også ind imellem møder, hvor vi bad til Jesus. Det var de bedste møder. Det var så godt og trygt at snakke med Jesus. Der var ingen andre på min alder; men det gjorde nu mig heller ikke så meget. Tror du jeg havde det godt i hjertet? Ja, det kan jeg love dig. Men tiden gik og jeg blev større, og jeg vidste, at Jesus ønskede, at jeg skulle arbejde for ham hele dagen. Når de voksne spurgte, hvad jeg skulle være, når jeg blev stor, svarede jeg dem aldrig. Men indeni mig sang der – missionær.

Når jeg blev stor nok, til at jeg skulle ud at arbejde for første gang, tog jeg til Oslo. Jeg fik arbejde på et kontor, og alt så så godt ud. Men der skete noget, som jeg aldrig troede skulle ske. For første gang siden jeg gav mit liv til Jesus, fortalte jeg ikke mine kolleger, at jeg var en kristen. Og det blev et stort fald for mig.

Jeg kan ikke fortælle det hele her, måske en anden gang, men som tiden gik, fik jeg mindre og mindre tid til Jesus. Jeg følte, hvordan han blev ved med at kalde på mig. Jesus mindede hver dag om, at eg havde lovet at tjene ham helt! Det føltes som tandpine. Det har du nok også prøvet, og det ved enhver, er ikke særligt sjovt.

Alt endte med, at jeg bestemte mig for at flytte hjemmefra. Jeg orkede ikke at bo hjemme, hvor de bad til Jesus. Du kan stole på, at jeg fortryder det, jeg gjorde dengang. Alligevel var Jesus ikke blevet træt af mig. Jeg bestemte mig for at annoncere i en avis, at jeg søgte et værelse. Jeg skrev i annoncen, at jeg var en kristen ungdom. Det var jo ikk helt sandt, for jeg havde fornægtet Jesus i mit hjerte. Men jeg tænkte, at det så ville blive nemmere at få et værelse. Jeg fik 3 svar, og så tog jeg afsted en aften efter arbejdstid at se på disse værelser. Endelig skulle jeg blive fri og gøre, lige hvad jeg ville. Jeg troede jeg var glad; men mit hjerte græd. Samtidig bad dem derhjemme for mig.

Det første værelse var hos en gammel kone. Det var ikke stort. Intet skab var der men nye rullegardiner og 2 stikkontakter, sagde hun. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne tage dette værelse, for det lå midt i byen. Men da jeg gik over mod vinduet for at se ud, blev jeg temmelig rystet. Ved du, hvad jeg så? Jeg blev næsten vred. Ovre på den anden side af gaden kunne vi se bagdøren til et menighedshus, og der stod '”Betlehem” på et skilt. Nej du, her ville jeg ikke bo. Jeg ville ikke hver eneste dag blive mindet om Jesus, når jeg så på dette skilt.

Så jeg tog videre med bussen. Jeg fandt boligen og var meget spændt, da jeg bankede på døren. Der boede en mand, som skulle udleje et værelse. Jeg var alene der sammen med denne fremmede mand. Men jeg var jo på flugt fra Jesus, så jeg blev nødt til at vove det. Men nu skal du høre: Jesus havde stadig ikke glemt mig. Det var således i det værelse, at vinduet vendte ud mod modsatte side af der, hvor jeg var kommet ind. Så da jeg kiggede ud stod der ”Salem” med store bogstaver på den modsatte side af vejen. Nej, dette var ikke til at holde ud. Jeg er stadig i dag ikke klar over, hvordan jeg kom ud af dette hus; men jeg måtte skynde mig væk. Jeg forstod, at Jesus forsøgte at stoppe mig, men i stædig trods fortsatte jeg. Og det ved både du og jeg, at der kommer aldrig noget godt ud af at være stædig.

Nu havde jeg en bolig mere at se på. Da taxa'en stoppede uden for sidste adresse, kunne jeg se en kirkeM; men den lå så langt væk. Her kunne jeg bo. Her var provins-agtigt med udsigt over byen. Værelset var udmærket, og jeg fik egen indgang. Jeg bestemte mig for at bo her.

Så var der blot tilbage at tage hjem og hente ens ejendele. Der var næppe en eneste genstand derhjemme, som mindede dem om mig, da jeg tog mit og flyttede hjemmefra. Jeg tog alt med mig og min far blev nødt til at køre mig.

Jeg havde boet i huset i ca 14 dage og var så småt begyndt at kunne lide at være der; men jeg havde det ikke godt indeni, da indehaverne af boligen en aften inviterede mig ned til dem en aften. Nogle af deres venner skulle komme på besøg hos dem. Jeg var glad for at være inviteret. Så fik jeg i det mindste en kop kaffe. Forstår, jeg var altså sulten. Pengene strakte ikke til så meget. Glad og tilfreds gik jeg ned ved 7-tiden. Men igen blev jeg mindet om; at Jesus stadig levede og at han stadig ville have mig i tale.. Ved du hvad det var, der skulle afholdes den aften. Det var ingen almindelig fest, men ganske enkelt et missionsmøde. Jeg vidste ikke, hvad jg skulle gøre af mig selv. Lige pludselig blev pinen indeni mig meget stærk

Forstår du nu bedre, at det ikke er så nemt at flygte fra Jesus? Prøv lige at tænke over, hvod meget jeg kunne have været sparet for, hvis Jesus fik lov at være alt for mig hele tiden. Husk, at Jesus kan du ikke flygte fra.

Nu tænker du formentlig over, hvordan det kom til at gå mig. Det kan jeg desværre ikke fortælle om i dette brev. Men det er alene Guds kærlighed, der gør, at jeg kan skrive til dig i dag.

Nu må have det godt. Jeg beder for dig.

Glem ikke Jesus. Det bedste er at lade Jesus få lov at være det første i vores liv.

Hilsen

Lív-Turid

Effie Campbell oversatte