FRAKKER FRA GUD

Har du nogen sinde fået en frakke fra Gud – skriver Mina Wiarda.

Naturligvis kommer hele vor beklædning lige som alt andet fra vor himmelske Fader, fordi jorden og dens fylde tilhører Ham. Hvad jeg mener er derfor. Har du nogensinde oplevet at få en frakke som direkte svar på bøn om netop den ting, fået den på en sådan måde, at du med bestemthed ved, det er Ham, der har skænket den og netop til dig? Lad mig fortælle, hvad jeg har oplevet:

En vinter mens jeg virkede i den nordvestlige del af staterne, havde jeg længe sparet sammen til en kåbe, noget jeg i høj grad trængte til. Netop da jeg havde den fornødne sum, fik jeg brev nede fra Syn-Carolina fra en ven der, som indbød mig til at fejre julen hos sig.

At foretage en så lang og beskostelig rejse forekom mig ganske urimeligt, så med det samme lagde jeg spørgsmålet til side. Men indbydelsen blev fornyet: ”Kom til Syd-Carolina i julen!”

”Kom til Syd-Carolina i julen” stod atter og atter i brevene dernedefra. Jeg ville også meget gerne havde den oplevelseM; men dette var kun et ønske, og kåben var en bydende nødvendighed. Jeg talte derfor med min himmelske Fader om sagen; men jo mere jeg bad inde for hans åsyn, des mere sikker blev jeg på, at jeg skulle tage til mine venner og i tro overlade mit problem til Gud. I lydighed mod denne indre forvisning brugte jeg så mine spareskillinger til at købe en billet for, tur-retur til deres by, og som ventet fik jeg en herlig juleferie dernede.

På hjemvejen standsede jeg op nogle timer i Chicago, for at se til en anden god ven der. Netop som hun og jeg den aften sad i hendes hyggelige stue, rejste hun sig pludselig, gik hen til et skab og tog en dejlig tyk sort kåbe frem.

Hun holdt den op for mig og spurgte i det samme: ”Kender du en eller anden, som kunne bruge denne vinterfrakke? Jeg har selv gået med den i et par år; men sidste efterår forærede en tante mig en splinterny, så jeg har bedt Gud om at finde en, der trænger til den og kan passe den. Jeg synes, den er alt for god til at ende hos hvem som helst.”

Min ven vidste intet som helst om den situation, jeg havde været i, så øjeblikkelig fyldtes jeg af hellig undren og glæde: Hvilken Fader i Himmelen, jeg dog har!

Lidt efter betroede jeg hende historien om kåben og rejsen, og uvilkårlig udbrød hun glædesstrålende:

”Er det ikke forunderligt! Hvor har Gud dog omsorg for sne børn.” At kåben passede mig, behøver jeg næppe at tilføje. Den glade giver ville nu pakke den ind og sende mig den med posten, men jeg svarede, at den ulejlighed og udgift behøvede hun ikke at have. Jeg kunnelet tage den med i bussen, når jeg nogle timer senere skulle fortsætte den afbrudte rejse.

Under samværet lyttede vi nu til vejrmeldingen og hørte, at en snestorm rasede på min hjemegn og ville nå Chicage inden midnat. Og rigtigt nok, sådan gik det! Vi pasagerer var knapt kommet ud af byen, før temperaturen faldt betænkeligt, og sneen væltede ned. Den bus, jeg havde valgt, var dårligt opvarmet til så koldt et vejr, så vi led allesammen under kulden. Hvor ønskede jeg dog noget rigtigt varmt at lægge over mine knæ!

Jeg havde dog næppe tænkt den tanke før ærmet fra den ny kåbe gled ned fra nettet oven over, hvor jeg havde lagt den, og med tak til gud trak jeg frakken til mig og anbragte den den hen over knæerne på både min sidemand og mig.

Under den 24 timer lange bustur, jeg havde igen, blev denne gave til nytte for flere. Ved et stoppested stod således en ung kvinde og ventede. Hun var lige udskrevet fra hospitaltet og havde kun en forholdsvis tynd frakke på, fordi vejret havde været ualmindelig mildt, da hun for en uges tid siden var rejst hjemmefra. Hvor længe hun havde stået der i sneeen ved holdepladsen, ved jeg ikke, men da hun kom op i bussen, var hun meget forkommen og helt blå på læberne, så det var med stor glæde, jeg svøbte det lune klædningsstykke omkring hendes spinkle skikkelse. Da hun omsider stod af, nød andre rejsende godt af frakken.

Siden denjul har jeg selv haft stor nytte af kåben og har det stadig, da jeg endnu har min tjeneste heroppe på de vidtstrakte, åbne sletter med de bidende vinde.

Men Gud gjorde endnu mere for mig. Det følgende efterår forærede en tredje ven mig sin tykke lune vinterfrakke, og sommeren efter, da jeg kom hjem på ferie, gav min søster mig en nydelig lang forårsfrakke. Ja, og lidt hen på sommeren forsynede en anden ven mig med en let og kort frakke, beregnet til mildt vejr.

Alle disse nådesbevisninger overvældede mig helt. Aldrig før havde nogen foræret mig en frakke, og nu havde jeg hele fire stykker, beregnet til de forskellge årstider!

Det var i sandhed frakker fra Gud! Han var deneneste, der vidste om mit behov. Det behagede Ham at bruge nogle af sine trofaste tjenerinder for at vise mig og andre, at Han formår at gøre langt ud over det, som vi kan bede om eller forstå!