KNUT FANDT TILBAGE TIL FARS OG MOR GUD

Knud var den yngste af 6 søskende. Han var det man populært kalder en efternøler. Der var hele 7 år mellem ham og den næst yngste i søskendeflokken. Forældrene havde begge passeet de 40 da Knud kom til verden.

Forældrene var ikke formuende men heller ikke fattige. De klarede sig godt på den mellemstore gård i hjertet af Valdres. Forældrene indså betydningen af børnenes uddannelse. Derfor fik alle børnene mulighed for at gå i middelskolen. Desuden var forældrene bekendende kristne og aktive både i kirke og missionshuset i landsbyen. Da missionen lå dem stærkt på hjerte, var det nok missionshuset, som stod dem nærmest. Flere af Knuts søskende havde også taget et klart kristent standpunkt.

Da Knud kom i den afgørende forandrings-alder omkring konfirmationen gjorde han oprør mod det, hans forældre og søskende stod for. Han ville ikke følge dem til missionshuset og gik sine egne veje. Da Knud havde afsluttet middelskolen og havde hjulpet til på gården en tid, søgte han og kom ind på ingeniørskolen i Gjøvik.

Efter endt skolegang med gode papirer fik han job på en trævarefabrik i nabolandsbyen. Her gjorde Knud det meget godt. Der gik ikke så mange år, før han blev disponent og ejer af hele bedriften. Han deltog også aktivt i lokalpolitiken, Det hele gik særdeles godt for ham. Men desværre var der ikke plads for kristenliv, missionshus og mission i hans liv.

Da forældrene døde med kort mellemrum omkring de 75 år, var der nok mange tanker, som rørte sig hos Knud. Hans ældste bror, som nu drev gården, var en varmhjertet kristen. I mindeordene efter begge forældres bortgang havde broderen talt frimodigt om den rige kristenarv, som far og mor havde efterladt sig. Han havde også nævnt, hvor nødvendigt det var at vende om og eje en personlig tro på Jesus Kristus. Det stak nok i Knuds hjerte. Men han skubbede den fra sig. Han var jo så optaget af mange ting.

Nogen år senere var Knud et ærinde i hovedstaden. Som politiker skulle han opsøge et af departementerne. Det var december, og hovedstaden bar præg af, at julen nærmede sig med hastige skridt. Han ankom til Oslo ud på eftermiddagen. Efter at have checket ind på hotellet, hvor han skulle bo, gik han sig en tur på Karl Johan. På Universitetspladsen stod det store juletræs-grantræ tændt, og Frelsens Hær stod og sang: ”Det kimer nu til julefest”. Det lød meget smukt. Denne julesalme betød noget helt specielt for Knud. Det var den, de altid plejede at synge hjemme juleaften efter at far havde læst juleevangeliet....

Tankerne om barndomshjemmet og hans far og mor blev så stærke der, hvor han stod og lyttede. Så stemte Frelsens Hær i: ”Navnet Jesus blegner aldrig!”. Det havde været fars og mors yndlingssang. Nu blev det pludselig for meget for Knud. Han følte det som om hans hjerte var ved at briste og skyndte sig tilbage til sit hotel-værelse. Han sank ned i en stol og græd højlydt. Pludselig var det som om alt stod klart for ham: Han havde forkastet sin fars og mor Gud, og nu var han på vej mod fortabelsen. Men han følte også kaldet fra Gud til omvendelse og kaldet at begynde et nyt liv.

For første gang i mange år bad Knud til Gud. Og nu var det ikke bare en bøn om hjælp til at ta en rigtig afgørelse i en vanskelig situation. Nej, nu var det en angrende synder, som bekendte sin synd for en Hellig Gud. En bøn som denne bliver altid hørt. Han vidste, at der fandtes en bibel i hotelrummet. Han læste: ”Hvordan få vished om, at Gud har tilgivet dig alle dine synder”. Det var godt at læse 1.Joh 1, 7-9 og andre skriftsteder. Knud fik fred med Gud denne aften.

Han vidste at Frelsens Hærs mødesal ikke lå så langt væk – i Pilestrædet, vist nok. Dertil fandt han vejen. Da indbydelsen blev givet om at komme frem til bodsbænken, var Knud den første der gik frem. Der fik han lov at bede sammen med kristne vejledere. Hans hjerte blev efterhånden fyldt med frelsesvished.

Efter besøget i departementet, vendte han igen hjemad. Men nu stoppede han først, når han var tilbage i barndomshjemmet. - Jeg har overgivet mig til Gud, bekendte han for sin bror. Der blev der stor omfavnelse og glædestårer en kold decemberaften i sit barndomshjem. Senere sad de til langt ud på aftenen og talte sammen om Guds forunderlige ledelse. - Det skulle far og mor have oplevet, sagde knuds bror. Knud blev der hele natten. Næste dag tog han ned på kirkegården. Ved fars og mors gravsted stod han længe stille og græd... ”Vi mødes i himmelen” stod der på deres fælles gravsten. -Ja, der skal vi synge sammen: ”Det kimer nu til julefest” og ”Navnet Jesus blegner aldrig!”, hvikede Knud overvældet af bevægelse.

Den jul kom Knud at kende en fred, som han aldrig tidligere havde kendt. Det var hjertefred, som alle får, som omvender sig og tager imod selve Fredsfyrsten. Knud havde fundet tilbage til fars og mors Gud.

Sigmund Måge