GAVEN

Jeg følte mig alene, skrækkelig alene. Dette var den første jul, hvor jeg skulle holde prædiken. Jeg blev nødt til at tage ud på landet juleaften og overnatte der om natten, å jeg kunne holde julegudstjenesten tidlig julemorgen i et lille kapel der.

Juleaften er i Sverige(som i Danmark) en særlig familiebegivenhed. Dette er den højtideligeste og festligste aften hele året, en ”kærlighedsfest”, hvor du er sammen med familien. Men her var jeg for første gang langt væk fra alle mine egne.

Jeg gik alene i de mennesketomme gader og havde så ondt af mig selv. Jeg følte absolut ingen juleglæde. Selv det store juletræ, der stod ved togstationen og sende sine varme og lyse stråler ud i den kolde aftenluft gav mig ingen trøst eller inspiration, og julebudskabet, som jeg skulle holde til gudstjenesten morgenen efter, var ikke nok til at fyre op i mig. Men jeg havde kun mig selv at takke, at jeg ikke var glad. Og dog var det så betydningsfuldt, for mange, som ellers ikke kommer så ofte i kirken, kom i kirke en sådan morgen.

Jeg kom til min værts hus. Her blev jeg budt på overnatning. Efter julemiddagen tændte de lyset og så tændte de radioen og lyttede til de gamle julesalmer. Bagefter uddelte de gaver. Moderen havde sendt mig en gave, og jeg gav mig til at pakke den op. Langsomt og beklemt pakkede jeg op, mens værtsfamilien var optaget med deres gaver.

Jeg havde taget det tykke, brune papir af. Så tog jeg forigtigt julepapiret af, det var så smukt. Nu var jeg ved at blive spændt, hvad der mon skjulte sig i pakken, og derfor tog jeg hurtigt det fine silkepapir af. Nu stod jeg med gaven i hånden og den greb mig helt og aldeles og jeg blev meget bevæget. Jeg forsøgte af have kontrol over mine følelser, så jeg ikke forstyrrede de andres glæde, når de forbløffedes over deres gaver, men indeni mig var jeg så bevæget, at jeg både lo og græd.

Min far døde i julehøjtiden, dengang jeg blot var 10 år gammel. Vi havde aldrig haft et foto af ham, så jeg havde glemt, hvordan han så ud og jeg havde blot nogle få slørede minder om ham. Men et eller andet sted havde mor fundet et gruppebillede, hvor far var med på billedet. Billedet var taget blot få måneder inden han døde. Fotografen havde forstørret billedet. Og nu holdt jeg et foto af far i min hånd. Jeg så ham ansigt til ansigt. Jeg var meget, meget rørt, mens fordums minder, som jeg forlængst havde glemt igen kom op til overfladen.

Da vidste jeg, at jeg havde et budskab at bære til mine tilhørere i kirken i morgen. Ligesom julegaven havde givet mig min far igen, gav den første julegave os for himmelske Far tilbage på en helt ny måde. Vi ser det sande billede af ham i Jesus, som sagde om sig selv: ”Den der har set mig har set Faderen.” Mennesket havde glemt, hvordan Gud var, og havde derfor tabt den sande forståelse af hans veje og vilje. Men han kom til os i Jesus og åbenbarede sig selv. Nu ved vi, hvordan Gud er, Jesus har åbenbaret ham. Han er lig Jesus.

Kirkeklokken

Effie Campbell oversatte