Farfar og lille Karl

Den gamle skolelærer Olsen boede alene i et lille hus i en landsby ude på landet. I købstaden et par kilometer derfra boede hans søn med sin kone og deres 2-årige søn, der hed Karl.

Af og til besøgte han dem, og Karl elskede sin farfar.

En aften sad den gamle skolelærer alene i sin stue, da han pludselig fik en uimodståelig lyst til at se den lille Karl, tage ham på skødet og snakke lidt med ham. Men han sagde til sig selv, at det var jo fjollet at give efter for den tanke på dette tidspunkt af døgnet. Klokken var 9 om aftenen, og Karl lå selvfølgelig i sin seng og sov. I morgen kunne han tage ind til byen og besøge drengen.

Han tog en bog og satte sig ved bordet og begyndte at læse, men hvor krampagtig han end søgte at samle sine tanker om læsningen, så lykkedes det ikke. Han syntes hele tiden, at han så Karls ansigt mellem linjerne. Han kunne umuligt frigøre sig fra den tanke, at han måtte se drengen allerede samme aften, så han tog frakken på og begav sig af sted, selv om det var en mørk decemberaften 14 dage før jul.

Lidt over kl. 10 om aftenen ringede det på dørklokken hos Karls mor og far. De så forbavsede på hinanden og tænkte på, hvem det dog kunne være, der kom på besøg så sent. Konen gik ud for at lukke op, og da hun så, hvem det var sagde hun: ”Jamen farfar, hvorfor kommer du dog her så sent?”

Olsen trådte ind, og de unge hilste varmt på ham. Da han havde pustet lidt oven på den hurtige gåtur, sagde han til dem: ”Tag mig det ikke ilde op, at jeg falder ind i huset på dette sene tidspunkt. Jeg må tilstå, at det, der bringer mig hertil er, at jeg så gerne vil se Karl.

”Men han har jo allerede sovet længe!” sagde svigerdatteren.

”Ja kære Grethe, men bring ham alligevel herind, så han kan sidde lidt hos mig,” bad den gamle, ”Det plejer han jo gerne at ville.”

”Vil du ikk bare med ind i soveværelset og se på ham der?” spurgte moderen, som helst ikke ville vække barnet, der lå i dyb søvn.

Men den gamle svarede: ”Kære du, opfyld nu mit ønske om at få drengen herind. Vi ved jo ikke, hvor længe jeg kan holde ham i mine arme.”

Den unge mand sendte sin kone et bedende blik, og hun gik ind og hentede den lille Karl, som hun derpå lagde i farfarens arme. Drengen halvsov, men da han havde strakt sig og gnedet øjnene, så han, hved det var, der holdt ham og udbrød så:

”Farfar, nu skal vi ride ranke...” Men mere fik han ikke sagt. I det samme lød et skrækkeligt brag inde fra soveværelset. Forældrene sprang op og fór derind. Og nu så de, hvad der var sket. En bogreol, der havde hængt på væggen over Karls seng, var styrtet ned i sengen.

Måske var det den tunge vægt af de store bøger, der efterhånden havde løsnet krogene i væggen på en sådan måde, at de til sidst var gledet helt ud. I hvert fald var reolen faldet ned, og bøger og tidsskrifter lå spredt i sengen og ud over gulvet.

”Det var altså derfor, at jeg skulle tage mit barn op af sengen” sagde denunge mor dybt rystet, ”Tak, kære far i Himlsen!”

Den gamle skolelærer var ikke mindre bevæget over Guds underfulde indgriben.

”Nu ser jeg, hvorfor jeg måtte af sted til lille Karl allerede i aften,” sagde han. ”Gud ske lov, som ikke log mig have ro, før jeg begav mig af sted of fik Karl i mine arme.”