HVORDAN TO JØDER FANDT FRELSEREN JULEAFTEN

Det var den 24. december 1887. den 80-årige jøde, Josef M. Gik som han plejede tidligt om morgenen ud fra den lille by i Harzen til de landsbyer, som lå i nærheden for at se om det kunne blive noget at købe og sælge. Men imod sædvane havde han denne gang taget en lille dreng med sig ved navn Samuel, sit ti-årige oldebarn, den eneste slægtning, som han havde tilbage. Han havde nemlig lagt mærke til, at drengen i den sidste tid havde fået at vide for meget om julehøjtiden af sine kristne legekammerater. Og da det var umuligt at holde ham borte fram vennerne, tog han ham med sig, for gamle Josef M. Ville for enhver pris hindre, at længslen efter julen skulle sætte sig fast i drengens hjerte.

Det var en herlig vintermorgen, så den gamle havde ingen frygt for, at vejen skulle blive for besværlig for drengen. Men i løbet af dagen faldt der meget sne, og henimod aften rejste der sig en stærk storm, sådan at vejene blev næsten ukendelige og tildækket af sne-driver. Gamle Josef begav sig af den grund tidligere på hjemvejen, men han mærkede snart, at det var meget vanskeligt at gå. Han selv kunne næsten ikke komme frem og drengen klagede til stadighed, hvor træt han var. Han lod ham gå i sine egne fodspor og trak ham fremad så godt han kunne, men i længden ville det alligevel ikke gå.

Drengen sagde, at han måtte hvile, han orkede ikke at gå længere. Oldefaren som nok vidste, at det i så fald let kkunne gå sådan, at en aldrig rejste sig igen, gjorde endnu et sidste forsøg, men forgøves. Drengen sank udmattet til jorden. Hvad skulle han gøre nu? I skoven kunne de jo ikke blive – det ville være den visse død for dem begge. Hvor højt han end råbte om hjælp, så kom der ikke noget svar. Vinden hylede stadig stærkere, og tiden nærmede sig nu, hvor julegaverne blev uddelt, og alle, både unge og gamle gjorde sig nu i stand til den store fest. Også skovarbejderne var gået tidligere hjem end normalt.

Da besluttede den gamle at tømme sin sæk og at lægge alt det han havde købt fra sig i skoven og i stedet bære den forfrosne dreng i sækken, i det håb, at han snart kunne komme ud af skoven og til mennesker. Dette håb gik også i opfyldelse, men da han nåede ud af skoven, så han, at han var faret vild i skoven. Det var ikke hans egen by, som lå foran ham.

Han havde ikke flere kræfter igen, og kunne ikke gå tilbage gennem skoven, men hvor skulle han gå hen med den stivfrosne dreng? Da fangede kirkeklokken hans ører, og selv om det endnu er de forhadte juleklokker, så fortæller de ham alligevel, at han er i nærheden af mennesker. Han går efter lyden og kommer til en lille landsby. Nu ved han, hvor han er, men han ønsker ikke at henvende sig til landmændene. De har altid behandlet ham med foragt. Stedets præst har derimod altid været venlig mod ham, derfor vover han at banke på hos ham.

Der bliver lukket op for ham, og hans ængstelige bøn bliver straks opfyldt. Præstekonen selv bringer ham noget varmt, som han får at drikke, og hjælper ham med at få barnet ind i værelset, hvor hun forsøger at bringe den tilsyneladende livløse dreng til live igen, og det lykkes hende. Ikke langt tid herefter slår Samuel sine øjne op og snart har han vundet over sin svaghed. Nu kommer præsten til og opfordrer den gamle til at blive natten over, og de to små døtre af huset kommer hurtigt i snak med drengen.

Midtpunktet i deres tale er selvfølgelig julegaverne, som de venter at få snart. Mens småpigerne fortæller om deres store forventninger, opfordrer deres far den gamle Josef M. Til at deltage i julefesten, når han nu en gang er ført ind til deres hus. Men oldingen vægrer sig på det bestemteste. Han vil holde fast ved sine fædres tro. Han frygter for Israels Guds vrede. Også barnets indtrængende bønner afslår han i begyndelsen, men da han ser drengens tårer og forstår, hvor gerne han vil se juletræet, giver han endelig efter med et tungt hjerte, men formaner ham alvorligt til at passe på ikke at blive ført til frafald, og beder selv selv til sin fædres Gud om at holde øje med drengen, så han ikke skal se noget, som kan være skadeligt for ham, og at hans ører må blive tilstoppet for al fordærvelig tale.

Overstrålende glad bliver drengen inde i stuen sammen med pigerne, der hvor julebordet står. Men den gamle bliver tilbage i soveværelset, og dog ikke helt alene. Præsten havde før han forlod ham med nogen få ord opfordret ham til i det mindste at prøve, om ikke det, de kristne holder jul for, er opfyldelsen af, hvad Israel fra Abrahams dage har ventet på. Han havde mindet ham om de vigtigste profetier hos profeterne, om Jakobs stjerne og Fyrsten af Juda og Fredsfyrsten, som skulle komme fra betlehem Efrata, og disse Guds Ord lader ikke den gamle få nogen ro - han kan ikke modsige dem.

Imidlertid begyndte festen i huset. Rundt om det smukke juletræ sang de først julesangene, og så læste husfaderen det vidunderlige gamle juleevangelium, og hans stemme blev særlig bevæget, da han læste: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”.

Samuel blev genert stående ved det brændende træ med længsel. Der var en fin glædesrødme over det blege ansigt, som gjorde ham dobbelt så smuk. Særligt blev han grebet af juleevangeliets herlige ord, da han jo bare var vant til at høre lovens ord af sin oldefar. Da præsten afsluttede læsningen, strakte drengen pludselig sine hænder ud mod juletræet og råbte klagende: ”Hvorfor er Messias ikke også født for mig!?” men præsten forsikrede ham bestemt om, at alt dette også omfattede ham, bla. englenes erklæring: ”I dag er der født jer en frelser!”

Nu blev Samuel tilfreds og kunne glæde sig over de gaver, som husets døtre gav ham. Men hans øjne vendte til stadighed tilbage mod træet, og han gentog igen og igen: ”I dag er der født jer en frelser!”. Men efter et stykke tid kom han i tanker om, at hans oldefar var alene, og han beder om lov til at gå ud til ham. Nu bliver han ikke træt af at fortælle ham om alt, han har set og hørt, men da han endelig siger: ”Kære oldefar, du må ikke blive vred på mig, men jeg må sige dig, at englenes ord om den store glæde, som skal være for alt folket, det gælder også os. Også for os er der i dag en Frelser født. Jeg tror på Jesus Kristus, -Han er vores Messias!” da steg der et dypt suk op fra den gamles bryst, og han stødte barnet fra sig og råber forfærdet: ”Mine fædres Gud, ulykken er sket, som jeg varslede om. Drengen er blevet forhekset og jeg også. Jehova, løs du lænkerne, og lad os blive ved vore fædres tro!” således fortsatte han i flere timer. Efter at drengen for længst var faldet i søvn klagede den gamle stadig. Han græd og stønnede, og af og til råbte han: ”Ve mig, jeg skal dø, og jeg kan ikke!”

Tjenestefolkene, der blev vækket ved midnatstid af hans klagen, går til præsten, som endnu sidder oppe og grunder over sin juleprædiken, og fortæller ham, hvad de har hørt. Præsten skynder sig lige til gæsteværelset og finder gamle Josef siddende påklædt på en stol. Han stønner og hans oldebarn knæler foran ham, kysser hans hænder og græder bittert. Så snart oldingen genkender sin vært, råber han til ham: ”Herr pastor, hjælp mig. Det er døden der nærmer sig. Jeg skal dø, og jeg kan ikke!”

Præsten forstod straks, at den gamle talte sandt. De sidste dages legemlige anstrengelser og især de sidste timers indre bevægelse havde taget meget hårdt på ham. Præsten forsøgte derfor ikke at få ham bort fra dødstankerne (sådan som det så ofte foregår overfor døende mennesker), men bekræftede, at han sandsynsligvis kun havde nogen få timer igen. Samtidig udtalte han sin beklagelse over at han ikke havde nogen trøst at give jøderne overfor døden, da jøderne jo ikke ville vide noget af Jesus Kristus. Han som havde frataget døden sin magt.

Men den døende svarede, idet han i angst greb denne Jesu tjeners hånd: ”Jo, herr pastor, bare vær til stede og tal til mig, hvad de vil. Bevis bare for mig, at det er sandhed, alt hvad De før har sagt til mig, så vil jeg tro, at deres Kristus er den Messias, som blev lovet vore forfædre. Jeg kan ikke glemme Ordet: ”I dag er der født jer en Frelser!”

Nu vidste præsten, hvad han skulle gøre. Han lagde det Gamle Testamentes Skrifter for den døende jøde, fortalte ham om Jomfrusønnen Immanuel, hvis navn er Under, Rådgiver, vældig Gud, evig Fader, Fredsfyrste. Han tegnede for ham billedet af profeten Jesus, som af sin Fader havde fået en discipeltunge, for at Han skulle kunne trøste den rette i ret tid, og forkynde evangeliet for de fattige, for at forbinde de sønderknuste hjerter, at udråbe frihed for de tilfangetagne og løsladelse for de bundne, for at trøste alle sørgende. Fremfor alt viste han ham til Det Guds Lam, om hvem Esajas forud havde sagt: ”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder.

Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” Han viste ham, hvordan alle sådanne profetier af Israels profeter havde fået deres ja og amen i ham, som blev født i Betlehem og døde på Golgata. Han opfordrede oldingen til at gribe denne Herre i troen lige som Simeon og i troen på ham fare bort i fred. Under denne samtale faldt dækket fra den gamles øjne, og hede tårer løb nedover hans ansigt og han sagde: ”Ja, jeg tror, at Jesus er Messias! Jeg vil sige som Simeon: ”Herre, nu lader du din tjener fare herfra i fred efter dit ord, for mine øjne har set din frelse!”

Han havde bare een bekymring mere. Bekymringen for drengen, og vordan det skulle gå ham, og bare en bøn, bønnen om at få lov at se det brændende juletræ. Præsten fjernede bekymringen fra ham og opfyldte hans bøn. Han lovede at sørge for den forladte dreng, som Herren øjensynligt havde givet ham som julegave, og som for sit eget barn, tage ham i sit hus og føre ham til Kristus. Han lod juletræet tænde endnu en gang midt på natten og bar selv sammen med tjenestefolkene den døende ned i værelset, hvor juletræet stod og læste endnu en gang juleevangeliet.

Flere minutter gik i hellig stilhed. Da løftede oldingen pludseligt sine hænder, strakte dem op imod himmelen og råbte med brudt stemme. ”Herre, nu lader du din tjener fare herfra i fred, for mine øjne har set din frelse!” Derefter bøjede han sit hovede og sov ind ved siden af det brændende juletræ for at vågne til en endnu mere skinnende klarhed.

Mange år er gået siden dengang. Igen er juletræet blevet tændt i præstegården i B.; og omkring træet findes også Samuel M. Han har rejst fra universitetet gennem den sneklædte skov til sin kære familie på præstegården, hvor han nu har sit andet hjem. Da julesangen var sunget, går han hen til sine plejeforældre, takker dem endnu engang for alt det, de har gjort for ham siden hin juleaften og beder dem om deres velsignelse til det arbejde, som venter på ham. Det havde været hans oldefars højeste ønske, at han skulle blive en prædikant og lærer i Israel. Han ville også gerne være det, men ikke på den måde, som hans oldefar først havde tænkt. Han ville forkynde for sit folk budskabet om Ham, som han for 10 år siden havde fundet ved juletræet i dette hus. Ham som hans oldefar også havde fået troen på, før han gik bort i fred.

Plejeforældrene lod ham rejse med glæde og ledsagede ham med deres hjertelige bønner. Sådan blev Samuel M. Jødemissionær.