EN REJSE LIGE FØR JUL
Det nærmer sig jul. Jacob Iesgård og hans ven, Eidis Tummas, skulle til Sandø for at forkkynde Evangeliet. De gik først den lange vej over fjeldet fra Andefjord til Selatrad på Østerø. Derfra blev de fraget den lange stækning til Hvítanes på Strømø med robåd. Natten nærmede sig, da de gik i land der. Men de havde endnu en lang tur at tiilbagelægge for at nå til Torshavn. De måtte bl.a. Over et ganske uvejsomt område – med sne og islagte stier. Og netop her var det, at uheldet indtraf: Jacob gled på isen, faldt og blev liggende...
de ble snart klar over, at benet var brækket. De befandt sig på en øde strækning – i mørke midt om natten med langt til nærmeste landsby. Foruden dette begyndte det at sne. Situationen forekom håbløs og skræmmende. Hvad kunne de gøre?
-det eneste de kunne, var at gå den vej, de begge så inderlig vel kendte: Bønnens vej. Men nu gjaldt ikke tomme fraser eller død teologi. Det vidste de. Nu var behovet konkret. De trængte til hjælp fra en levende og virkelig Frelser! I den snefyldte nattetime bøjede Eidis Tummas knæ – ved sin hjælpeløse brors side, og begyndte at bede. Så gik han over til ham – og befalede ham: ”I Jesu navn, stå op og gå!”
-Om der skete noget? Ja, vist! Jacob stod straks op – og umiddelbart efter fortsatte de deres lange vandring imod Torshavn. Gud i himmelen havde stadfæstet sine tjeneres enkle tro og bekendelse. Helbredelses-underet var et faktum...
Da Jacoob og Eidis Tummas langt ud på natten kom til Tórshavn, søgte de til Sømandshjemmet for at få husly der resten af natten. Men da de kom derhen, finder de bygningen lukket og slukket – naturligvis. Hvad skulle de gøre? At hamre på yderdøren ved nattetide ville forstyrre gæsterne. Det var heller ikke rart at råbe eller på anden måde prøve at vække nogen. De to Herrens tjenere kom fra en lang vandring – i den højeste tjeneste – og trængte nu i høj grad til lidt hvile...
de går så lige mod yderdøren, trykker dørklinken forsigtigt ned – og se: Døren var åben! De går stille ind og finder bestyreren på sit soveværelse på 2 sal. Han vågner op med et sæt – og spørger nærmest chokeret, hvordan de var kommet ind. Han havde nemlig selv låst døren for natten! De måtte da bare svare ham – som sandt var – at døren stod åben for dem – da de kom...
Bestyreren blev synligt forvirret og ilde til mode og skynder sig ned til yderdøren – som han endda mere forundret finder forsvarligt lukket og låst!
Der fandtes ingen menneskelig forklaring på det, der var sket. Men Guds børn fryder sig! For den Herre og Mester som førte Peter ud af fangenskabet og åbnede de store fængselsporte – han er stadig den samme for sine tjenere – for dem som stoler på ham – i ånd og sandhed!
Apg. 12,3-10 Hans er æren – alene!