STØVLERNE
Af Kari Vinje
Dette er en historie om et brev, et par støvler, en gammel dame, som var alt for glad for ine penge, og om en lille pige, som hed Gunhild.
Det begyndte med, at den lille pige skrev et brev til Gud og bad om et par støvler, for hun havde ingen.
Stakkels Gunhild! Hun var så uheldig, at hun ikke havde lært at bede, og derfor vidste hun ikke, at man kan fortælle Gud alt på en meget enklere måde. Det eneste hun vidste om Gud var, at han var meget god og kærlig, at han boede i Himlen, og at han var rig, - styrtende rig.
Da Gunhild lånte sin brors støvler for at gå ned med brevet, var der ingen som spurgte, hvor hun gik hen. Der var heller ingen, som fortalte hende, at der var to postkasser nede ved krydset, - en rød og en grøn. Derfor var det heller ikke så underligt, at brevet til Gud havnede i den grønne postkasse.
Gunhild gik hjemover i strålende humør, lykkeligt uvidende om, at hendes brev ikke var kommet i den rigtige postkasse, men at det lå på bunden af frøken Stangs private postkasse. Havde hun vidst det, havde hun sikkert grædt sin modige tårer og troet, at brevet aldrig ville nå frem til Gud.
Men brevet var nået frem for længe siden. Før hun puttede det i postkassen, ja, før hun skrev det, - medens det endnu bare var en tanke i hendes indre, var det nået op til Gud, og allerede da vidste han, hvad han ville gøre.
Jo, brevet var kommet helt rigtigt afsted. Det skulle netop i frøken Stangs postkasse.
Frøken Stang boede for sig selv i en stor, hvidmalet villa. Før i tiden havde hun haft flere tjenere, men hun var blevet mere og mere sparsommelig med årene, så nu havde hun bare en stuepige.
Gartneren var den sidste, hun sagde op, og når folk fik ham i det hjørne, kunne han fortælle de mærkeligste historier om Josefine Stang.
”Hun er det gerrigste menneske, jeg har truffet,” plejede han at sige. ”I skulle bare have smagt hendes te!” Den er tam som vand. Og spegepølsen – hun skærer skiverne så tynde, så man kunne bruge dem til brilleglas!
Men tro mig, hun har penge nok. Hun kunne leve på ribbensteg og ananas med vanillecreme hver eneste dag!”
Jo, alle vidste, at hun var rig, men der var ingen, der så noget til hendes penge. Hun spinkede og sparede, både når det gjaldt sig selv og andre. Den eneste glæde, hun havde af sine penge, var gnierens glæde ved at lægge krone til krone.
Men hvad sparede hun til?
Ingenting! Hun var bare så umådelig glad for sine penge.
Det var til dette underlige menneske, Gunhilds brev kom en dag i december. Det blev åbnet med en tynd papirkniv af elfenben, uden af frøken Stang havde lagt mærke til, hvad der stod udenpå konvolutten. Da hun havde foldet brevet ud, betragtede hun forundret Gunhilds brev. De store, hjælpeløse bogstaver lyste hende i møde:
Kære Gud.
Kan du ikke give mig et par støvler til jul, for jeg har ingen. Du kan bare lægge dem på trappen juleaften. Hilsen fra Gunhild Josefsen. 7 år – snart 8.
”Hm, - H,.” Frøken Stang lod brevet synke ned i skødet og så frem for sig. Der var ligesom noget uroligt i det ellers så faste blik. Hun plejede ellers ikke at bekymre sig om andres nød og elendighed, men denne gang følte hun sig ilde berørt. Men hvad vedkom det egentlig hende, at et barn, som hed Gunhild Josefsen ingen støvler havde?
”Nej”, sagde hun højt, som om nogen havde talt med hende, ”ingen skal få mig til at købe de støvler. Folk må selv sørge for tøj til deres unger, - ikke en øre vil jeg ofre!”
Med en beslutsom mine tog hun brevet op, som var faldet på gulvet, og lagde det i en ny konvoluet. Hun rystede lidt på hånden, da hun skrev adressen, men det kom til at ligne Gunhilds bogstaver ganske godt. Ingen ville tro andet, end at det var hende, som havde skrevet det.
”Anette!” råbte hun skarpt, ”Anette, å vær venlig at putte dette brev i postkassen med det samme, men se nu efter, at det kommer rigtigt ned i den.”
Stuepigen Anette var tro som guld. Hun gik altid med munden lukket stramt til, som om hun var bange for at slippe et eneste ord ud. Ingen skulle få hende til at fortælle, hvad hun vidste, men ved sig selv tænkte hun, at nu var frøken Stang sikkert begyndt at gå i barndom. Havde hun ikke med egne øjne set, at brevet var adresseret til Gud i Himlen!
Den næste, som holdt brevet i sine hænder, var postbudet. Han så på det med store runde øjne, pudsede brillerne og så på det igen.
Et brev til Gud! Jo, sandelig!
Det skulle nu være interessant at vide ---, og inden han rigtigt havde tænkt sig om, havde han åbnet konvolutten.
Gunhild Josefsen, ja, - det var en datter af enken, som boede henne om hjørnet. Nå, - hun havde ingen støvler, nej - - - stakkels barn! De havde det vist småt og trangt i det lille fattige hjem. Det havde været dejligt, om man kunne glæde den lille pige, - købe et par fine støvler og lægge dem på trappen, så hun kunne komme ud i det fine vintervejr, men det måtte blive ved tanken. Han havde selv syv børn, han skulle købe støvler til, og det kunne være rigeligt nok. Nej, man skulle have penge som frøken Stang, - hænderne fulde af blanke kroner og store sedler!
Frøken Stang, ja! Posten fik pludselig en idé. Frøken Stang havde penge til støvler i massevis, så hun måtte være den rette til at få brevet.
Og sådan gik det til, at brevet endnu en gang havnede i frøken Stangs postkasse, og denne gang var det postbudet selv, som puttede det i.
”Din gerrigpind,” mumlede han, ”nu skal du få noget at tænke på!”
Og frøken Stang fik mere at tænke på end postbudet anede. Hun låste sig inde på sit værelse og tænkte hele dagen. Der foregik en vældig kamp i hendes indre, men ved aftenstid havde hun taget sin beslutning.
Senere på aftenen, da mørket var så tæt, at man ikke kunne skelne det ene menneske fra et andet, - gled hun som en skygge ud af den store, hvide villa. Hun fulgte vejen ind mod byen og standsede først ved præsteboligen. Her slap hun brevet ind gennem brevsprækken. Skyggen gled samme vej tilbage og forsvandt i mørket.
Så komm Gunhilds brev til præsten, og han smilede over hele ansigtet, da han læste det.
”Kom her, mor, så skal du se et morsomt brev!” råbte han ud til præstefruen.
”Se her, det er en lille pige, som skriver brev til Gud og spørger om et par støvler. Er det ikke rørende?”
”Jo”, svarede præstefruen, men hun smilede ikke. Tværtimod var der et bekymret og bedrøvet udtryk i hendes øjne. Det var pengene, hun tænkte på. Det var ikke let at hjælpe den lille med støvler nu. De havde allerede givet over evne ved juleindsamlingen.
”Hvad vil du gøre med brevet?” spurge hun stille.
”Hvad jeg tænker at gøre med brevet? Jo, det skal jeg sige dig, mor. Jeg vil lægge det i frøken Stangs postkasse.”
”Mmen Oliver, da - - - !”
”Han siger, jeg skal,” sagde præsten og pegede opover, og når Han havde sagt noget, så var der ikke mere at diskutere.
Ingen sagde noget længe, så spurgte hun endelig:
”Hvornår går du?”
”I aften, når det bliver mørkt!”
Frøken Stang havde endnu en gang modtaget Gunhilds brev. Det lå ensomt og hvidt og spejlede sig i skrivebordets blanke mahogniplade.
Frøken Stang rystede let, da hun atter holdt brevet i hånden, men bare et øjeblik, - - så åbnede hun kamindøren og kylede det ind i ilden.
Hun blev stående og så, hvordan flammerne fortærede det fra kanterne og indefter. Det sidste, hun så af brevet, det, som hun ikke kunne få ud af tankerne i de forfærdelige timer, som fulgte, var det ene ord: ”Gud!”
Frøken Stang havde fået med Gud at gøre og vandrede hvileløs omkring i sit store hus udden at finde ro noget sted. Der fandtes bare en eneste måde at få fred på, det vidste hun godt. Det var ved at købe et par støvler til Gunhild Josefsen og lægge dem på hendes trappe juleaften.
”Javel” råbte hun rasende ud i luften, ”Så køber jeg de støvler, da! Men det skal også blive de dårligste og billigste støvler, som findes i hele byen!”
Næste dag tog frøken Stang ind til byen, og aldrig før havde nogen set hende i så dårligt humør. Hun vandrede rundt til alle byens skotøjsforretninger, men ingen steder var de billige nok, selv om de trak alt frem fra skabe og reoler. Nu var hun på vej ud af den sidste skotøjsforretning, der fandtes, og endnu havde hun ingen støvler købt.
Ville hun virkelig gå hjem uden?
Hun kom ikke længere end til døren. Det var den almægtige selv, som standsede hende. Lige i øjeblikket var der stor trængsel ved udgangen.
Juletavle mennesker med favnen fuld af pakker masede for at komme ud og ind.
Hun trak sig lidt til til siden for ikke at blive helt mast, - og her ved udgangen havde hun en samtale med Gud i sit hjerte.
”Hvad tænker du på, Josefine Stang?” spurgte en stemme dybt derinde.
”Vil du gå hjem uden støvler?”
”Nej, - men de er alt for dyre. Jeg har virkelig ikke råd til at ofre så mange penge på de støvler!”
”Du har jo penge i banken, - penge, som jeg har givet dig, og som jeg når som helst kan tage fra dig igen.”
”Mmen pengene er jo den eneste glæde, jeg har!”
”Jeg vil give dig en anden glæde!”
Det kæmpede i frøken Stang. Hun knugede pengepungen hårdt i frakkelommen.
”Nej, jeg klarer det ikke!”
”Men det gør jeg” svarede stemmen, og nu lød den så forunderlig mild og god.
”Jeg kan ikk bare gøre dig villig til at købe støvlerne, jeg kan også forvandle hele dig liv, om du vil lukke mig ind i dit hjerte.”
”Tag hvad du vil, da,” sukkede frøken Stang, ”Og frels mig fra alt det, som binder mig.”
Hun vidste, at det ikke bare drejede sig om et par støvler. Og her midt i trængslen gav hun den Herre Jesus det, hun havde beholdt for sig selv i de mange år, sit hjerte, sit liv, sin vilje og sine penge.
Og han, som kan skabe noget af ingenting, tog alt dette i sine hænder og forvandlede det.
Josefine Stang sto endnu på det samme sted, medens travle mennesker stadig masede forbi, men det bitre og hårde, - det pengegriske havde sluppet sit tag. Hun var fyldt af en ny rigdom, som var langt større og helt anderledes end den, hun havde i banken. Guds varme kærlighed havde fået lov til at smelte isen i hendes kolde, frosne hjerte, så det begyndte at leve og banke for andre mennesker.
Nu forstår du nok, at Gundhild fik sine støvler alligevel. Men det var ikke bare et par støvler, somlå uden for hendes dør juleaften. Der lå også en rød fløjlskjole me blondekrave, et par strømper og den største marcipangris, som Gunhild nogensinde havde set.
Og så lå der også - til alles store forundring – et brev med indbydelse til julefest hos Josefine Stang anden juledag.
Fest hos frøken Stang?
Det var aldrig sket før! Og alligevel var det bare begyndelsen til alt det, som nu skulle komme til at ske med frøken Stang og hendes penge – for der findes ingen grænser for, hvad Gud kan udføre med det menneske, som giver sig helt over til ham.