GUD DÆKKEDE JULEBORDET

Trolly Neutzsky Wulff

Finanskrisen bliver endnu nævnt her i Canada. Dem, der gennemlevede denne svære tid, da det offentlige gav arbejdsløse og sultne at spise, omtaler denne krise med ærefrygt og rædsel.

Men også i krisetider lever Gud og er til stadighed den samme. Det der er umuligt for mennesker er muligt for ham, også under omstændigheder, hvor alt synes håbløst. Minnie og Herb Jones var imellem disse, som krisen ramte hårdt. Krisen fejede fuldstændig benene væk under dem. Arbejdsløsheden gjorde, at levekravene dalede ned på minimum, og de havde haft bedre kår.

Kort før krisen satte ind havde de overgivet sig til Gud, og når de nu skuede ind i en fremtid, som ikke syntes at have noget godt at byde dem, så lærte de at hægte sig til Gud. Troende og mere erfarne venner underviste dem i Guds nåde og om bønnens underfulde særrettigheder, og Herb gemte alt dette i sit hjerte. Han vovede sig at tro, når de ikke kunne forvente sig hjælp fra noget menneske, og de oplevede mange underfulde ting, om vite, hvordan Gud hører bøn og har omsorg for sine, selv om han somme tider går veje, som kan gøre det særdeles vanskeligt at holde ud i bøn og tro.

Sommetider virkede det sådan, at nu ville det virkelig gå galt. Gud ssvarede ikke på bøn, sådan syntes det i hvert fald. Han lod ulykkerne tårne sig op og låse alle veje, og så blev de for alvor bange. Især Minnie, som var nem at forskrække, og så tænkte de, at nu var ulykken vis. Men hver gang kom det frem, at Gud kom ikke for sent. Det var kun i øjnene på bange mennesker, at det syntes, som om det Himmelske ur gik for langsomt.

En dag havde de intet andet spiseligt i huset undtagen en lille skalk, og de havde heller ingen penge at købe mad for. Hvis de havde haft bare et eller andet spiseligt derhjemme, så havde situationen ikke været så alvorlig. Men denne skalk var altså det eneste, de ejede. De fik så skåret så meget af skalken, at de til nød og næppe blev mætte denne morgen, men den lille smule, der var tilbage, var langtfra nok, så de fik skåret sig 2 tynde skiver af den. Minnie var meget modfalden, for det var første gang, at de var så ilde stedt, at de ikke engang fik spist sig mætte.

De var på knæene flere gange denne morgen og lagde frem deres ønsker for Gud, og mere eller mindre tilsigtet håbede begge, at post-manden måske ville komme med hjælpen. Det var før sket. Men i dag kom postbudet ikke engang til deres dør, og imidlertid blev det morgenmad-tid. Herb havde læst mange af Guds løfter, så deres tro kunne styrkes, og han havde takket og prist Gud, at han ikke svigtede dem, som troede på ham. Men det kunne ses på Minnie, hvor bange hun var, og hun mente, at nu havde Gud fuldstændig glemt dem.

Herb afgjorde, at de lige så godt kunne dele skalken imellem sig, som at sidde her og sulte. Han gik ud i køkkenet, og lidt senere vendte han tilbage med 2 brødskiver. ”Jeg forstår intet” sagde han. ”Der synes at være lige meget at skære af som tidligere i morges.”

Så takkede de Gud og spiste hver sin brødskive, og da Minnie med et suk sagde, at hun slet ikke var belvet mæt, gik Herb ud i køkkenet igen efter skalken – og igen kom ind med 2 brødskiver. Nu begyndte de så småt at ane, at Gud hjalp dem på sin egen måde, og at han ikke behøvede et helt brød for at kunne mætte dem.

De blev slet ikke sultne igen denne dag, ikke een gang. Ved frokottid fik de igen skåret 2 skiver af skalken, og når de så var spist op gik Herb ud igen efter 2 skiver. Hver gang han kom ind i køkkenet havde skalken den sammen størrelse og var altså ikke blevet mindre.

Lidt ud på eftermiddagen kom en ufrelst kvinde på besøg, og Minnies tanker vandrede øjeblikkelig til det tomme spisekammer. Det havde alligevel ikke været nødvendigt for hende at være bekymret, da denne kvinde, om hverken før eller senere gav dem nogen hjælp, medbragte kaffe, sukker, hvedebrød, smør og mælk. Det var Minnie, som tog imod gaven og bar alt ud i køkkenet. I det samme lagde hun mærke til, at der intet var tilbage af skalken uden nogle få krummer.

Når de atter var alene havde de en velsignet bønnestund sammen og priste Gud for hans trofasthed. De havde i sandhed fået lov at se, hvor uafhængig og suveræn Gud er fra alle vore omstændigheder, når han vil hjælpe.

En anden gang havde de ingen koks tilbage. Dette er midt om vinteren og en gift datter med et spædbarn skulle komme på besøg. De kunne ikke forvente sig nogen hjælp fra hende, for også i hendes hjem var ramt af arbejdsløshed. De frygtede for spædbarnet, og de ville i hvertfald tænde op i ovnen med det, de havde af aviser og nogle få stykker koks. Kokset var i en stor hektoliterkasse i køkkenet. Herb fejede forsigtigt alt sammen, det var mest støv og nogle smuler koks og han fik op i koksskovlen 2 gange.

Det blev en smule varmere inde i stuen til spædbarnet skulle komme, men det varede ikke længe, før koksen var opbrugt og det igen begyndte at kølne. Herb gik ud igen for at se, om det kunne lade sig gøre at skrabe lidt koksstøv sammen, og til trods for, at han havde taget alt der kunne tages sidst, fik han også denne gang så meget, at han kunne fylde skovlen 2 – 3 gange, så det ikke blev askekoldt i ovnen, indtil de kom med koksen men der var der heller ikke koks nok tilbage til blot en teske. Han manglede ikke et under.

Nu julen nærmede sig med hastige skridt men udsigterne for dem var elendige. De havde ingen penge at holde holde jul for, selv om det var meget lidt krævende og var tilfreds med en ussel måltid, og værst af alt var, at Minnies sko var helt nedslidt. Skomageren sagde lige ud, at han kunne ikke gøre noget for at lappe dem.

Til trods for at mange bønner var sendt til Herren, så lod svaret vente på sig, og de var alle mere eller mindre nedtrykte. Minnie var flov over at gå i kirke i disse grimme nedslidte sko uden sål og Herb forstod hende ganske godt. Ofte gik han lange ture, helt alene og had oolod sit hjerte for Herren og huskede ham på hans løfte. Det faldt ham lettere at bede og lovprise end Minnie. For ham stod løfterne faste som klippen, som han kunne bygge sin tro på og den virkelighed, at hun så nemt mistede modet og troen tvang ham ind i et dybere fællesskab med Gud, så han kunne få styrke nok til dem begge to.

Imens stirrede Minnie længselsfuldt i butiksvinduerne, hvor de solgte sko. Hun havde været taknemmelig for selv de billigste sko, når blot de var intakte. Det lod sig ikke så let gøre for hende at bruge brugte sko fra andre, da hun havde nogle meget sarte og besværlige fødder. De var korte og temmelig brede, så det var altid et problem, når hun skulle købe sig et eller andet på benet.Hvordan det mon skulle gå til julen glemte de nærmest, fordi de tænkte så meget på Minnies sko.

Igen ventede Gud så længe, at Minnie troede, at hun denne gang afgjort ingen hjælp ville få. Når så Herb talte med hende om løfterne, og de bad sammen, kunne også hun fyldes med tro og tillid, men der skulle ikke meget til, før hun igen kiggede nedad, så på problemerne.

En dag var Herb gået for at besøge sin datter, og da han altid var så hjælpsom, tog han askeskuffen og bar den ned i gården, hvor der lå alt muligt skrammel, som nogle mennesker havde båret ned, da de flyttede dagen før. Og midt oveni alt dette affald stod der et per splinternye varme vintersko med rågummisåler – og det så ud til, at de måske ville passe til Minnies vanskelige fødder.

Jeg behøver vel ikke fortælle, at de var som skræddersyet til hende. Gud der kendte hendes fødder, havde også skaffet de rigtige sko til hende.

Nu blev vanskelighederne ved julen akut for os. En lille smule penge kunne de have tænkt sig at haft, så de følte, at nu var der jul, men penge var der ingen af. De ejede aldrig mere, end de lige akkurat kunne klare af husholdning med simple midler. Så noget særligt kom aldrig på tal.

Også dette lagde de frem for Gud, og de lagde det helt op i hans hænder, for de var jo voksne mennesker, som vidste, at julen ikke er afhængig af ydre omstændigheder. Men Gud, der ved, at hans skabning er støv, havde i sin kærlighed også forberedt en god jul for dem.

De hjalp ivrigt til i det, som blev kaldet ”Slum-mission”. De deltog trofast til alle møder og udemøder, og Herb var altid klar med et vidnesbyrd om Jesus. Denne mission ville gerne gøre noget særligt for 5 – 6 mænd, som plejede at komme der. De havde ingen steder at være i julen, og af den årsag, at de vidste, at Herb og Minnie havde små midler, gav de dem penge og bad dem se til, at disse hjemløse og arme stakler, som ellers ingen tog sig af, fik en god juleaften. På denne måde formede det sig således, at Herb og Minnie heller ikke kom at mangle noget.

Dette blev til en velsignet højtid – ved et veldækket bord med alt godt på – sammen med dem, der var dårligst stillet i samfundet. Med hæs stemme sang de de gamle julesamler om ham, der kom ned til vor jord just for at frelse sådanne fattige syndere.

Mere end en tår glinsede, og hjerter og sind var åbne, så ægteparret kunne vidne for dem om Jesus, og hvad han betød for dem. Juletræet stod der med funklende lys og bar den rigtige julestemning med sig, da Herb læste juleevangeliet, og Minnie uddelte gaverne, som vennerne i missionen havde lavet til dem. En varm skjorte – et nyt par sokker – de tog imod dem alle, som var det dyrebare skatte. De var absolut ikke vandt til at modtage gaver.

Jesus havde dækket bordet for dem alle, og han havde været hovegæsten, den, der prægede fællesskabet, og hvis velsignelse blev tilbage hos dem, når de hjemløse var gået. 2 taknemmlige mennesker bøjede i tak deres knæ og priste ham, som havde sørget for det hele, og som også i det nye år ville være trofast imod sine børn.

Effie Campbell oversatte