EN HELT USANDSYNLIG HÆVN
I 1943 blev jeg dømt til døden af en tysk militærdomstol. Den gråhårede mand, som aflagde sit vidnesbyrd, talte sakte og næsten undskyldende.
- Jeg havde kone og fire børn, så dommen blev ændret til et ophold i en koncentrationslejr i Tyskland. Ni måneder senere vejede jeg 40 kg. Min krop var dækket af ar og venstre arm havde været brækket uden at nogen læge overhovedet havde set på den.
En julearften var jeg på kasernen sammen med de andre mænd, da lejrkommandanten sendte bud efter mig. Da jeg kom ind til ham, sad han ved et festligt bord, dækket til julemiddag. Han lod mig stå ret under hele måltidet, som varede en hel time, og drillede mig, fordi jeg var en kristen og prædikede for mine kammerater. Jeg var meget fristet af djævelen, som sagde til mig:
-Dapozzo, tror du stadig på Salme 23?
Jeg havde bedt til Gud, og det blev muligt for mig at svar ham:
- Ja, det gør jeg!
En vagtmand kom in med kaffe og småkager. Lejrkommandanten begyndte at spise dem, og så sagde han:
-Deres kone er en dygtig kok, Dapozzo.
Jeg forstod ikk, hvad han mente, så han kom med forklaringen:
- I 7 måneder har deres kone hver måned sendt en pakke med småkager til Dem. Disse har jeg nu spist op.
Da blev jeg fristet. Jeg vidste, at min kone og mine børn manglede mad, og at de af deres utilstrækkelige rationer havde skrabet sammen mel, fedt og sukker for at sende mig noget. Denne mand spiste altså maden til mine børn.
Djævelen hviskede til mig:
- Had denne mand!
Igen bad jeg til Gud, og jeg kunne ikke hade ham. Jeg ønskede, at han ville give mig bare en småkage deraf, ikke fordi, at jeg ville spise den, men jeg ville gerne se den og tænke på mine børn. Men han spiste alt – og forbandede mig.
Jeg sagde til ham:
- De er en fattig mand, hr. Lejrkommandant, og jeg er en rig mand, fordi jeg tror på Gud og er frelst ved Jesu dyrebare blod!
Han blev meget vred og sendte mig tilbage til min barakken.
Da krigen var forbi, begyndte jeg at søge efter ham. De fleste af lejrkommandanterne blev henrettet, men ham her undslap og gemte sig. Jeg ledte efter ham i flere år, og til sidst fandt jeg ham. Jeg tog hen for at besøge ham.
- Jeg er nummer 175! Husker du juleaftenen i 1943?
Da blev både han og hans kone bange, og han sagde:
- Nå, er du kommet for at få hævn?
- Ja, svarede jeg, og åbnede en pakke. I den havde jeg en stor kage, og jeg bad hans kone om at koge kaffe, og vi drak kaffe sammen.
Manden begyndte at græde og bad om tilgivelse for det han havde gjort. Jeg sagde til ham, at jeg tilgav ham for Jesu skyld.
Et år senere blev både ham og hans kone frelst, og de lever nu et kristent liv. Der var meget stille i lokalet i Roma, mens han talte, for Guds Ånd var over os, og når det sker, må menneskene være still for ham.