VELSIGNET

- Far, hva betyder velsignet?
Det var lille Vidar, som kom med spørgsmålet. Han var ikke mere end 7 år, men stor nok til at tyde bogstaver. Nu var han ivrigt optaget med at studere julekortene, som var kommet. Der stod ønsket om en velsignet jul på nogen af dem.

Faren var kontorchef, og ikke særlig kyndig i bibelske spørgsmål. Han smilede og så på sønnen: -Jeg tror, du må spørge din mor om dette. Hun er lærerinde og mere vant at besvare spørgelystne børn.

- Jeg tror det er intet mindre end et almindeligt fint juleønske, smålo faren. - I morgen er det juleaften, og jeg tror sikkert, at den bliver velsignet både for dig, mor og far. Det står jo på tre julekort, tilføjede han og smilede.

Der blev en lille pause. Det var tydeligt at se, at Vidars lille hjerne arbejdede på højtryk. Han var ikke tilfreds med svaret og ville vide, hvad han skulle gøre for at få en velsignet jul. Så rykkede han i farens trøjeærme og sagde: -Er vi ikke nokså rige, far?

-Å jo da, vi har da så meget, at vi klarer os. Men du må ikke tro, at det er pengene, som giver en velsignet jul. Den kan komme til de fattige også. Det er Gud, som ordner det med disse ting. Men nu må du gå. Jeg vil ikke få flere spørgsmål af dig. Gå ind i køkkenet til din mor og spørg, hvad du skal gøre for at få en velsignet jul. Hun ved det sikkert.

Den lille gut strøg afsted og et øjeblik efter stod han ved køkkenbænken, hvor moren havde forrygende travlt med kager og andet til jul.

- Du, mor, far kunne ikke forklare mig, hvordan jeg kan få en velsignet jul. Han sagde, du havde styr på det, så jeg skulle bare spørge dig om det.

Moren rettede sig op og stirrede forundret på knægten. -Hvordan har du fået disse idéer i dit hoved? Det er første gang, at noget barn har spurgt mig om dette.

Vidar begyndte at fortælle om julekortene og det faren havde sagt. Det kom ikke an på pengene, om det blev en god eller dårlig jul, for det var Gud, som ordnede det med velsignelsen.

Moren nikkede. -Din far havde nok ret i det. Man kan ikke købe sig til Guds velsignelse. Ellers ville det kun være rige, der fik del i velsignelsen og ingen fattige.

- Jeg vil gerne have en velsignet jul, mor. Du skulle fortælle mig, hvordan jeg skal kunne få det. Vidar betragtede spændt sin mor.

-Det er let at klare det. Det er bare at være sød og lydig, så skal du nok få en god jul. Du hørte jo, hvad din far sagde. Det er Gud, som ordner dette.

Vidar kløede sig i hovedet og så spørgende ud. Han var ikke blevet noget som helst klogere, og han havde stadig ikke fået styr på, hvad velsignelse betød. Han så næsten fornærmet ud, da han fæstnede øjnene på moren:

- I ved det ikke, det er sandheden. Far sagde, jeg skulle spørge dig, og du siger, at jeg skal være sød og lydig. Velsignet betyder noget helt andet.

Moren vendte sig kom komfuren med sine kager. Hun gav sig god tid. Den lille gut troede sikkert, det var julekagerne, der optog hende, men det var spørgsmålet, som han havde stillet hende. Endelig så det ud til, at hun var færdig. Hun vaskede sig og tørrede fingrene og smilede bredt, inden hun stillede sig foran Vidar.

-Du er en rar lille dreng, som tænker på det Gud vil give een. Den der får en velsignet jul bliver både glad og lykkelig. Det er ingen, som kan give en julegave, som Gud, for den er lavet i Himmelen og det er fine sager.

-Så vil jeg have den, råbte Vidar.

-Du skal nok få den, men den kommer ikke faldende ned som julesneen. Du må gå ærinde for Jesus-barnet, som har givet os julen.

-Det vil jeg gerne. Jeg har gået små-ærinde for dig mange gange, og det samme kan jeg gøre for Jesus.

Moren smilede. -Det var godt sagt. Hvis du er villig til at gå sådanne ærinder, så vil du komme til at opleve noget rigtig stort denne jul. Du vil blive velsignet og få en lærdom, som kommer at mærke dig hele livet.

-Jeg vil gøre det lige med det sammme! Lille Vidar var fyr og flamme, klar til at springe afsted til hvad det måtte være.

.-Stop lige! Du må vente til tiden kommer, sagde moren. -Den som skal gå ærinder for Gud, kan ikke gå før alt er gjort klart. Han lader os ikke løbe på må og få, for det vigtige ting, vi skal udrette. Han lægger det som regel til rette sådan, at mange kan blive velsignet gennem det samme ærinde.

Lille gutten nikkede. Han forstod, at det drejede sig om at gøre, som moren sagde, men han ville ikke vente for længe. Velsignelsen ville han have så hurtigt som muligt.

-Vil det være lang tid at vente? Han så spørgende på moren.

-Jeg ved ikke rigtigt. Det kommer an på, hvilken opgave, du skal udrette. Jeg tror næppe, det kan blive før i morgen, men det er også tids nok, når bare du får gjort det til juleaften.

Vidar nikkede uden at si noget. Han syntes nok, det blev lang tid at vente, men gud måtte jo have tid til at ordne det. Og han glædede sig allerede. Det skulle blive vældig sjovt at gå dette ærinde. Det var noget, han aldrig havde gjort før. Han undrede sig bare over, hvad det dog kunne være for et ærinde, og hvordan det skulle gå for sig. Det skulle vel ikke være en engel, som kom med besked til ham? Så ville han blive bange.---

Vidar slap for at blive bange. Juleaften kom uden at nogen engel viste sig. Moren tog det også roligt. Hun var i byen og købte ind og talte lidt om det ærinde, han skulle udrette. Han begyndte at blive utålmodig, da moren gik ud igen og var væk i lang tid, men så kom hun ind igen, og da fik drengen afløb for sin glæde. Nu var alt i orden. Hun sagde, at Gud ville have ham til at gå et ærinde for sig op til Bakke-alléen 42. Der boede en lille dreng, som skulle have et par ski af ham i julegave.

-Er skiene kommet fra Himmelen til drengen? Vidar kunne umuligt tro, at sådan noget var rigtigt. -Skiene står udenfor verandaen. De er kommet fra en sportsforretning. Det er sådan, Gud gør det, sagde moren.

-Hvad hedder drengen?

-Han hedder Nils Øvernes. Han bor på første sal i et hvidt hus. Der er sket ham noget grimt. Vi kunne læse i avisen for nogen dage siden, at hans far brækkede benet ved et biluheld. Hans mor er syg og har mange børn, så de har ikke meget at købe julegaver for. Jeg kender Nils, som går på min skole. Det er en sød og rar fyr.

-Skal jeg sige, at skiene kommer fra Himmelen?

-Du kan sige, at hans lærerinde fik beskeden fra Jesus. Han ville have, at hun skulle købe et par ski til ham. Nu må du skynde dig afsted. Ved du ikke, hvor Bakke-alléen er?

-Den ligger lige i nærheden af bækken. Der har jeg spillet fodbold mange gange, svarede Vidar.

Da han ham kom udenfor så han et par nydelige ski med tilhørende stave. Det var de fineste ski, som lille Vidar nogensinde havde set. Han stirrede på moren og sage: -Disse skiene er meget finere, end dem, jeg har!

-Det må de vel være, når de kommer fra Gud, smilede moren. -Du kan være glad for at få lov at overbringe en sådan gave. Det er nemlig sådan, at den som går ærinder for Gud, får stor løn. Måske får du noget endnu finere.

Vidar traskede afsted. Han bar skiene på skuldrene, men af og til måtte han tage dem ned for at betragte dem. Hvis han ikke havde fået nye ski selv, så ville have være blevet temmelig misundelig. Nu var han glad for at den fattige stakkel oppe på Bakke-alléen fik dem. Det skulle jo være sådan en sød og rar gut, havde mor jo sagt.

Vidar kom ikke tilbage før julebordet var dækket og klart. Moren havde været ude og spejdet efter ham flere gange. Hun begyndte at blive bekymret, for så længe plejede han sjældent at være væk. Endelig kom han styrtende ind. Han var forpustet og rød i kinderne efter løbet. -Hvordan gik det? Spurgte moren, da hun endelig var blevet beroliget. -Dette er noget af det morsomste, jeg nogensinde har oplevet, råbte han. -Du kan tro, de blev glade. Nils troede ikke det kunne være sandt, og hans mor græd. Det er virkelig sandt, mor, hun tørrede øjnene og sagde, at jeg var en engel. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg bare var hans lærerindes dreng. Så vendte jeg ryggen til hende.

-Hvad siger du? Det er ikke pænt at vende ryggen til folk. Moren så forskrækket på ham. -Jeg måtte vel det, når hun påstod, jeg var en engel. Jeg ville have, at hun skulle se, at jeg ikke havde vinger. Moren lo. -Hvad sagde lille Nils? Han bare stod og stirrede på skiene, men da jeg gjorde mig klar til at gå, hørte jeg ham sige: -Det er nok lærerindens søn, for englene flyver i luften. Vidar lo, så tårerne løb. -Øj, så sjovt det var. Tænk, de tog mig for at være en engel.

-Tror du Nils får en velsignet jul? Spurgte moren. -Det får han helt sikkert. De var glade allesammen og det er vel tegn på, at de får en god jul, svarede Vidar.

Der skete noget mere den aften. Da gaverne blev delt ud fik lille Vidar besked på at gå udenfor. Der stod en gave til ham ude på verandaen. Det stod på samme sted som skiene til Nils havde stået. -det er vel ikke fra Himmelen, råbte han og styrtede ud. Det var en ny drenge-cykel, som stod der, akkurat magen til den, som Ivar, bagerens søn havde.

-Er den virkelig min! Er det sandt, at jeg skal have den? Han kom trækkende ind i køkkenet med cykelen. -Javist skal du have den, sagde moren. -Nu er det gået just som jeg sagde. Du har gået ærinder for Gud og det bliver en velsignet jul, både for dig og dem, du gik ærinde til. Du har lært noget også. Vil du blive glad, så må du gøre andre glade. Glæde er solskin fra Himmelen. Det skinner ned på en når en går ærinder for Jesus, som vi fejrer fødselsdagen på.

-Er der nogen, jeg vil gå ærinder for, så er det Jesus, mumlede Vidar.
 

Moren smilede, mens hun strøg drengen over håret. Hun vidste noget, som han var for lille til at vide. Skiene var ikke bare en gave til en fattig dreng. De var en gave til Frelseren også. Han siger nemlig i Matt. 25, 40: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

En sådan gave kan ikke andet end at blive til velsignelse, såvel for giveren som den, der får gaven.

Skrevet af Lars Rustbøle