GENNEM NØGLEHULLET

”Du skal vel ikke ud nu, Anton? Det er jo juleaften! Du kan da ikke mene...”

Gunda Lundh stod foran sin mand, og hendes øjne var mistænkelig store og blanke. Hun vidste så godt, hvad følgen ville blive, hvis han gik sin vej nu. Så ville han ikke komme tilbage før om formiddagen 1. juledag, måske til 2. juledag – og når han endelig igen trådte ind over hjemmets dørtærskel, ville hans ansigt være hævet og rødmosset og hans gang ville være ustadig – og så ville han fortsætte sådan lige så længe som højtiden varede....

”Gå væk, Gunda, og tag den med ro!” Mandens stemme var kold og skarp. ”Altid skal du tage alt så højtideligt! Jeg tager bare over til min svoger en lille tur, har jeg jo sagt, - er tilbage om en times tid.” Han kiggede usikkert mod døren,, idet han sagde dette sidste.

Gunda lo, men det var ingen glad latter. ”Ja, jeg ved det,” sagde hun med trist stemme, ”Du er sikkert tilbage om en time. Å nej, Anton! Når du først har nået din svogers hjem, så kender jeg godt resten...”

Anton gik hastigt afsted og åbnede døren ud til gangen, og hans stemme var spydig ironisk, da han svarede: ”Du er virkelig en af den rigtige slags mennesker” sagde han, ”Du stoler på din mand. Tak skal du have for det!” Og han skyndte sig ud og smækkede døren i efter sig. Han kunne ikke lade være med at være lidt voldsom og aggressiv, for ærgrelsen og temparamentet kogte indeni ham. Altid var der et eller andet, når han skulle ud en tur – et langt trist blik fra Gundas blå øjne, og nogle ord, der sved som piskeslag i hans sind.

Men ud måtte han – bare en lille tur over til svogeren – men i aften ville han vise Gunda, at han var mand for at holde ord! Han ville bare gå over og vise sig for kammeraterne, som i aften var forsamlet til en hyggelig aften med snak og spil i svogerens hjem, og så agtede han at sige, at nu tog han hjem. Hvis det skulle blive helt galt, så kunne han spille syg...

Men det skulle vise sig, at det ikke var så let at bryde op, når han først var kommet i kammeraternes lag! Alle var i højt humør, og julestemningen var i top, og det så i begyndelsen ud til, at Gundas udsagn ville gå i opfyldelse, men så skete der noget, der gjorde, at Anton alligevel kom til at forlade svogerens hjem temmelig nær den tid, han selv havde nævnt.

Jørgensen, en af kammeraterne, som ellers plejede at være en af de første, der mødte op, var blevet forsinket og ankom halvanden time senere end de andre! Hans ansigt var et stort underfundigt smil, da han kom, og da velkomstskålen var tømt, slog han Anton Lund på skulderen: ”Kammerat!” sagde han. ”Lad mig nu lige sige noget til dig!”

Anton havde allerede drrukket så meget af ”Julevarerne”, at han var begyndt at vakle, men ved synet af kammeratens ansigt vågnede han op og begyndte at tænke klart igen og han gik naturligvis med kammeraten hen i et afsides hjøene af huset.

”Du, Lundh...” Jørgensen hviskede ordene.

”Ja, hvad er det du vil...?”, Anton stirrede ind i den andens ansigt.

”Er det nu godt og trygt, at du går fra hjemmet og – din kone sådan her – på alle dønets tider?”

Det gav et spjæt i Anton og hans øjne blev næsten febrilske. ”Hvad mener du egentligt?” sagde han næsten truende. ”Kommer det overhovedet dig ved?”

Den anden trak på skuldrene. ”Tag den nu med ro!”, sagde han. ”Du ved, at jeg ikke er af den slags mennesker, der blander sig i andres sager, men nu må jeg gøre det alligevel! Har du aldrig bemærket, at din hustru har – selskab, når du er væk....?”

Anton blev helt bleg, og han sank flere gange før han fik svaret. ”Selskab? Hvad mener du egentlig?”

Jørgensen så sig forsigtigt omkring. ”Jeg kom i aften” sagde han ”forbi din villa – og.”

Lundh holdt vejret. ”Nå – og så?”

”Der gik en mand et stykke foran mig – og han svingede ind...”

”Hjemme?!”

”Ja, hjemme hos dig...”

”Genkendte du ham?”

Den anden rystede på hovedet. Det var en høj, kæk herre” sagde han, ”men jeg kan ikke erindre at have set ham tidligere.”

Lundhs ansigt var stadig helt hvidt og øjnene skinnede. ”Du så ham ikke senere?” sagde han spørgende og den anden rystede på hovedet.

”Jeg stod der længe” sagde han, ”men han kom ikke ud igen...”

Anton Lundh rejste sig i et ryk. ”Jeg går hjem!” sagde han hæst, ”og hvis han stadig er der, så skal – skal -.”

Jørgensen lo koldt. ”Ikke så hastigt, Anton!” sagde han. Du har i grunden måske slet ikke ret til at sige noget – du som forsømmer hende sådan...”

Lundt hastede hjemad i aftenstilheden, og aldrig havde det bruset sådan i ham som nu! Kammeratens sidste ord talte stærkt til ham.

Javel, han forsømte sin hustru! - Han forsømte hende – og så skulle andre – en anden.

Men han var mand nok til at vise, at han havde myndighed i sit eget hjem, og hvis Jørgensen havde ret, så skulle det nok blive en hyggelig juleaften for den besøgende!”

Han var helt gennemblødt af sved, da han nåede hjem til villaen, men rusen havde ikke sluppet sit tag i ham endnu. Det var vel ”Afskedsbægeret” som gjorde, at han stadig gik usikkert, men det var egentligt godt, for så havde han mere ”mod” til at gribe dette an på den korrekte måde.

Nu gjaldt det bare om at komme ind lydsløst, så ingen anede uråd, før han pludselig og uventet stod derinde. Han hev efter vejret, da hannåede op til yderdøren, og han følte det som om han skulle kvæles, for hjertet bankede så mistænkeligt voldsomt.

Langsomt og lydløst sneg han sig ind i gangen, standsede og lyttede...

Jo, sandelig! Der var nogen, som snakkede inde i køkkenet. Han knyttede næverne og lænede sig indover mod døren for om muligt at kunne opfange ordene.

Det var Gunda, som snakkede, og den første sætning, han kunne opsnappe gjorde, at blodet gik ham til hovedet.

”Jeg tror det er bedst, at du tager mig hjem til dig” hørte han hende sige, ”for jeg orker ikke at være her længere...”

Anton Lundh måtte gribe fat om dørkarmen for ikke at falde over ende. Jaså! Hertil var det altså kommet! Hun ønskede, at han – den anden – skulle tage hende med sig hjem!

Aldrig i livet – at det skulle ske! Det var da virkelig et held, at Jørgensen kom på hans vej i aften. Det havde de to derinde ikke kunne regne ud. Nu skulle han snart gøre en brat ende på idyllen derinde! Han hørte, at Gunda snakkede videre, menopfattede ikke mere af hvad hun sagde, for blodet pumpede vildt gennem hans krop og hoved – gjorde ham næsten døv.

Endelig tog han sig sammen, og skulle lige lægge hånden på dørhåndtaget, da pludselig en tanke standsede ham:

Mon det var muligt for ham at se noget gennem nøglehullet?

Handling fulgte tanke, og han bøjede sig ned – men i næste øjeblik sank han helt sammen på gulvet foran døren.

Han stirrede og stirrede, og aldrig havde Anton Lundh tænkt, at det kunne lade sig gøre at se så meget gennem et lille nøglehul! Han så jo halvdelen af køkkenet.

Og lige foran ham – inde ved en stol – lå gunda – på knæ – med ansigtet gemt i hænderne.

Hun bad...

Hvad der siden skete i Antons indre i samme øjeblik, kunne han senere ikke selv forklare. Han vidste bare, at et eller andet inde i ham gik i tusind stykker, og at han følte en forfærdelig væmmelse over sit eget liv og en inderlig medlidenhed med hustruen, som lå derinde.

Han så, hvordan hendes skuldre rystede under kampen, som blev udkæmpet, og han vidste, at alt sammen var hans skyld...

Det var, som om han gennem nøglehullet fik lov at se både sin egen synd og Gundas renhed – og det som vel egentlig fik ”vægten til at tippe” var erindringen om mistaanken, han havde haft overfor hende...

Den stærke mand rystede, da han endelig rejste sig op og fik åbnet døren – han vaklede ind. Som i en tåge så han Gunda rejse sig og komme ham i møde med udstrakte arme.

”Anton – å, Anton – er du...” men hun fik ikke fuldendt sætningen.

”Gunda!” sagde han hen for sig. ”Jeg er verdens mest modbydelige kryb! Å, Gunda, orker du at bede for mig?”

Juleaften kom lidt sent til Lunds denne gang, men den kom, og det var hovedsagen. De festede til langt ud på natten.

Men det blev aldrig opklaret, hvad det var for en høj, kæk mand, Jørgensen havde set gå ind i Lunds villa. Intet tyder på, at der har været en tyv i nærheden, og Gunda havde ikke mærket noget til den mystiske besøgende, men hun gav dog straks forklaring på sagen.

”Anton!” sagde hun, og hendes blå øjne strålede om kap med lysene på det lille smukke juletræ. ”Det var sikkert en engel, det der, en engel, som skulle som var sendt for at lokke dig hjem!”

Da lo Anton Lundh – en lykkelig latter. ”Ja” sagde han, ”Du har sikkert ret. Det var en engel, som skulle lokke mig hjem til den lille engel, som ventede på mig herhjemme...”

Olaf Baraas i ”juleneket 1939”


 

”Herrens engel lejrer sig omkring dem, der frygter ham, og han udfrier dem.”
Salme 34,8

”Alle engle er jo kun tjenende ånder, der sendes ud for at hjælpe dem, som skal arve frelsen.” Hebr.1,14