LYS FORUDE
Emil Larsens, som særlig er kendt for sine fremragende digt, skriver i sine erindringer om en tid, hvor familien frygtede den forestående jul.
Den vinter, vi boede på Thurø, var både streng og hård. Nogle dage før jul vidste vi ikke, hvordan vi økonomisk kunne klare at skabe en højtid for børnene, så den blev bare lidt festlig. Under alle forhold så meget, at vi dog kunne læse juleevangeliet med glæde og synge de dejlige salmer med oprigtig fryd.
Gaver turde vi ikke engang tænke på. Menneskeligt set syntes alt så trist og håbløst, at min kone og jeg hverken vidste ud eller ind. Hun gjorde, hvad hun kunne for at opmuntre mig, men det var svært, for jeg var som indespærret af tungt sortsyn.
En nat, hvor jeg holdtes vågen af særlig stærke smerter, kaldte min hustru på mig.
”Emil... sover du?”
”Nej!”
”Hørte du den stemme, som talte lige før...?”
”Jeg har intet hørt.”
”Det var mærkeligt...Jeg hørte en stemme, der højrt og klart sagde til mig: Der er lys forude...!”
”Hm...”
”Røsten kom igen lidt efter, men endnu tydeligere: Der er lys forude!”
”Ingen har talt til mig!” svarede jeg kort og måske lidt afvisende. Men min elskede ven blev ved. ”Jo, stemmen var rigtig nok... Og jeg tror, at det var vor himmelske Far, som talte. Han vil opmuntre os, styrke os i tro og tilllid... Du skal se, min ven, Gud vil snart lade det lysne for os igen!”
Jeg blev overrasket og meget forundret. Min tapre kone havde aldrig tidligere hørt røster eller set syner fra den usynlige verden. Men hun troede fuldt og fast på, at Gud havde talt, og at vi ikke måtte tvivle på hans hjælp.
”Gid du måtte få ret,” svarede jeg.
Så underligt kom det til at gå, at netop denne jul i det gamle bindingsværkhus, blev den mest uforglemmelige af alle de højtider vi har fejret.
Tre-fire dage før jul kom der bud fra nogle trofaste venner inde i Svendborg, at vi ikke skulle tænke på mad til juleaften. Der ville blive bragt os en stor gåsesteg med alt, hvad dertil hørte, tillige med dessert. Det hele lige til at sætte på bordet. Foruden festmåltidet medfulgte små gaver til os alle seks.
Jo, nu begyndte det allerede at lysne.
Kort tid efter tog min hustru imod et tilbud om at blive vicevært i en større ejendom i København, og stillingen skulle allerede tiltrædes førstkommende april.
Det lysnede endnu mere.
En dag kom der brev fra min ældste bror, Carl. Han var divisionschef i Frelsens Hær, og han indbød mig til at være taler ved nogle møder. Jeg tog med tak imod indbydelsen. En dag under opholdet i hans hjem foreslog han, at jeg tog med ham en tur til Maribo. Han havde nogle sager, som han skulle ordne om eftermiddagen, og om aftenen skulle der være møde ved det stedlige korps. Hvis jeg følte mig rask nok til at tale, så ville han gerne havde det.
Mens han ordnede sine affærer, gik jeg en tur, for at tænke og bede igennem, hvad jeg eventuelt skulle sige ved mødet om aftenen. Jeg ville ned til søen, men da jeg passerede den skønne gamle domkirke, fik jeg en trang til at gå indenfor. Jeg var alene i helligdommen, og i en stille uforstyrret andagtsstund var det som Gud talte til mig om ”lyset, der skinner i mørket,”
Det begyndte så småt at synge inde i mig, og jeg gjorde nogle enkelte optegnelser og gik ned til søen. Efter en lille rask tur satte jeg mig på en bænk, tog skrivemateriale frem og skrev: Lys forude!
Nu fulgte linje for linje et digt på tre vers.
Ved renskriften forandrede jeg ikke et eneste ord, og det har jeg heller ikke gjort senere:
LYS FORUDE
Selv om det stormer stygt,
så vær dog uden frygt...
Gud kan jo stille storme!
Hvor mørkt det end ser ud,
så tro, den kære Gud
kan tænde lys forude!
Er dine kræfter små,
så kan du styrke få
fra Gud i rette time.
Han er så stærk og god,
han giver håb og mod,
og tænder lys forude!
Gud ved jo altid vej
og Han vil lede dig,
hvert skridt helt frem til målet.
O, hjerte, frygt ej mer,
men tro, hvad end, der sker,
så er der lys forude!
Maribo, den 9. marts 1939