EN UFORGLEMMELIG JUL

Mørke og truende skyer trakker sammen på luften. Den kolde vind fra nord rykkede i træerne, der stod omkring huset. Men intet af dette lagde en dæmper på glæden i huset, for i morgen var det juleaften. Meteorologerne havde forudsagt regn og kulde; men det skulle ikke hindre nogen i at kunne komme hjem og holde jul sammen med resten af familien.

Alle juleforberedelserne var overstået, mad, gaver og julepynt var færdigt og børnenes ansigter lyste af spænding og glæde. Der var en sand julestemning i hjemmet.

Natten igennem havde det småregnet, og morgenen efter, da vi kiggede ud gennem vinduet, så vi et underfuldt syn. Rimfrost så fint som hvid dun dækkede alt udenfor. Dette var som et smukt maleri. En skinger raslen hørtes udenfor af træerne, når vinden greb dem. Al trafik var stoppet op og telefonforbindelsen var afbrudt.

Duften fra julemaden fyldte huset. Om nogle få timer ville slægt og venner være her. Når tiden nærmede sig, spejdede vi ustandseligt ud gennem vinduerne for at se, om de nu var kommet.

Men så vi den triste besked, at julesamværen med venner og familie ikke blev til noget alligevel. Regnen havde gjort vejene aldeles ufremkommelige og islaget var på mere end 1 tomme tykt nogen steder, og det fortsatte øjensynligt at regne.

Kunne der overhovedet være nogen julestemning, når vi savnede hyggeligt samvær med familie og venner? De tomme stole talte deres eget sprog. Bordet var veldækket med al slags julemad men der var ingen gæster. Gaverne lå under træet, men der var ingen til at modtage dem. Nu begyndte det dystre mørke udenfor at trænge ind også. Det der skulle være blevet årets største glæde blev pludselig forvandlet til årets skuffelse.

Da tiden nærmede sig til vi skulle sætte os til bords, bøjede jeg hovedet og begyndte at takke Gud, men ingen orkede at spise. Min kone brød tavsheden. "En rigtig jul er at give ud til andre" sagde hun. "Der må være andre ensomme mennesker her i nabolaget. Måske kunne vi dele ud af vores mad?"

Vi rejste os allesammen fra bordet ud at få os noget. Der blev lagt rigeligt med mad ned i kurverne, og kurvene blev dækket til for at kunne holde på varmen. Så begyndte jeg min vanskelige tur over den isbelagte vej, mens jeg bad. Jeg gik langs mange hjem, før jeg følte mig kaldet at stoppe ved et lille hvidt hus, hvor gardinerne var drukket for. Der gik jeg ind. En mand kom ud, idet jeg bankede. 4 børn, der forekom sultne, samlede sig omkring ham, da jeg kom ind for at tømme kurverne og lægge al den gode mad på deres bord.

"Hvordan kan det være, at De ved, at min kone kom hjem fra sygehuset i går og endnu ligger i sengen´?" spurgte han med tårevædede øjne og dirrende læber. "Vi har intet spiseligt i huset, som kan sættes på et julebord."

Før jeg fik tid til at synke den voksende klump, som jeg havde i min hals, råbte lille Morten: "Men far, Gud ved det. Han har hørt min bøn."

Når jeg senere var kommet hjem i god behold, satte min kone maden ud over varmen og varmede den for anden gang. og vi satte os til bords og spiste julemaden. Udenfor blev regnen så småt forvandlet til sne, og markerne lå snart under et smukt hvidt tæppe.

Vi bøjede vore hoveder og bad sammen: "Himmelske fader, vi takker dig for en glædelig jul."

“Kirkeklokken”.

Effie Campbell oversatte.